Er vi os selv bekendt på nettet?

“Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd…” I gamle dage – aka min barndom – var det Jens Vejmand, der sad der og havde det skidt. Han knoklede og arbejdede og døde af det! Og vi andre sang om det i skolen selvom det var en virkelig trist sang. Det var en af de sange jeg både elskede og hadede. Elskede fordi melodien var god og det var en historie der satte sig fast. Jeg hadede den fordi den var sørgelig og gav mig en følelse af svigt, savn og melankoli. Hvordan kan nogen dø alene, hvordan kan folk være så onde? I hele dette drama efter mit lille “sjove” indlæg HER, hvor mange af jer har smækket med døren og forsvundet fra mit univers i vrede og dis-respekt, er det sjovt nok Jens Vejmand sangen som jeg har sunget indeni og hørt melodien af.

For hvem sidder der bag skærmen i dag og er så vred? Hvem vil arbejde så hårdt for at finde selv det mindste lille ord at slå ned på og kaste i hovedet på (nu) mig? Hvem vil blive ved og ved med at smide brænde på bålet, og blive ved med at hænge sig i uheldige detaljer? Og mest af alt hvem – og hvorfor – har nogen der bag skærmen behov for at tilsvine mig så uendeligt meget? Er det had ? Og til hvem i så fald? Til dem selv, deres liv – eller mit?? Og hvordan kan man sidde der og blive så gal – og helt åbenlyst tabe sine hæmninger? Hvis man oprigtigt har været nervøs for Lilletut i laaaaang tid – og ligefrem snakket med nogen andre om det – hvorfor har man så ikke spurgt mig om mine hensigter? Hvorfor har man ikke været aktiv, opsøgende og fornuftig? Hvordan kan man sidder der og opbygge så meget had eller afsky? Alene eller sammen med flere ?

Jeg elsker og hader det. Jeg elsker jo egentlig at I har læst med, at I har været her og at I viser hvor højt I går op i at beskytte børn. Også børn I ikke kender. Dét er jo ved Gud en god egenskab. Og jeg er bestemt selv for at man griber aktivt ind i en sag, hvis man mener der er noget galt – det skal man bare og jeg kan SLET ikke selv lade være (husker i teateret HER). Og jeg elsker at I er aktive på min blog, jeg elsker normalt vores sammenspil i kommentarfeltet. Men lynhurtigt kommer vi lige over i det jeg hader. For jeg hader når folk gemmer sig, bagtaler og ikke tør stå frem og stå ved det de mener. Jeg synes sgu det er for let de damer; altså at kaste med mudder og lort mens I selv sidder og pudser glorien bag ved jeres skærm! Hvem sidder der bag skærmen??? Kom dog frem! Stå frem og stå ved!

En del af kommentarerne rammer mig lige i maven – altså det gør alle jeres negative og voldsomme kommentarer, men nogen af dem har jeg lige frem drømt om i to nætter nu og tænkt på hver dag. For får I virkelig ud af min blog, at jeg altid “slæber stakkels syge Lilletut med til diverse blogevents”?!?!? Wouw!!!! Jeg er overrasket! Lyder det virkelig som om jeg kommer SÅ meget ud??? 😉 Sandheden er at disse “overfladiske”, “ligegyldige” bloggerevents faktisk er noget jeg ser frem til – altså dem jeg siger ja til. Jeg elsker at møde nye søde (!!?) mennesker, og nyder at komme til aktiviteter der er arrangeret for mit barn! Jeg nyder at hun får nogen ekstraordinære oplevelser, som jeg nok ikke selv ville have fundet på. At hun kommer i Knuthenborg, på museum, i legeland, til dans, i musikskole og lærer at male på tallerkner også selvom jeg ikke har så mange penge og er alene om det hele. Jeg elsker når vores lille team (Tut og jeg) tager afsted til et event/arrangement; vi snakker om det vi skal på vej derhen i bilen eller på cyklen og vi glæder os. Vi nyder maden, vi snakker med de mødre der magter at være sociale og ikke bare snakker med deres medbragte mænd. Vi hygger os og bliver stimuleret begge to – mest Lilletut og derfor bliver hun træt. Og så tager vi hjem. Og putter og hygger og snakker om det vi har oplevet. Og så vil Tut som regel have mere af det! Hvor mega fedt er det egentlig at ens barn bliver stimuleret på så mange forskellige sanser og måder? Husker I også det derhjemme i hjemmene bag ved skærmene?

Og hvis man oprigtigt har tænkt det mange gange som læser, at det må være frygteligt for Lilletut, hvorfor har man så ikke givet et heads-up på det?! Og hvis man som nogen af mine kære blogger-mor-kollegaer ligefrem har siddet og sladret om det til disse arrangementer, hvorfor har man så ikke brugt bare to sekunder på at spørge MIG om Lilletut var ok eller spurgt til vores situation? Hvor er det lækkert at vi bare sån’ støtter hinanden som mødre! Hvor er det lækkert at vi støtter dem, der har det svært. Eller noget!

“Men når man flere gange har oplevet Katrine med et træt eller halv sløjt barn til diverse blog relaterede arrangementer, så er det okay at reagere.”

“Synes ikke det er første gang vi har læst om Tut, der er skidt og bliver slæbt med rundt alle mulige steder”

“Ved at denne nok ikke bliver modtaget positivt, men det er ikke første gang du har gjort det Katrine og jeg bliver lige sur og ked af det på dit barns vegne hver gang.”

“Kan blive fristet til at sige , at din datter da ikke blive frisk når hun bliver slæbt rundt til alverdens arrangementer”

I har nok alle læst kommentarerne – mere eller mindre alt efter hvor meget jeres maver kunne holde til – og ved at jeg foruden at blive beskyldt for at selv være skyld i hendes mange sygeperioder også er i skudlinien for at med vilje at ville smitte andre med diverse sygdomme! Skal vi lige lynhurtigt blive enige om at et maveonde fordi man har fået pencillin IKKE smitter og IKKE er roskildesyge! Og ja, Lilletut har dræn i ørerne og har faktisk kronisk mellemøresbetændelse (og har haft det siden hun var 6 mdr), hun lever fint med det – så længe drænene er i – og ja, hun går i vuggestue med det for hun er “rask” ellers. Og nej, det smitter altså heller ikke! At hun virker halv-sløj til arrangementer må jeg være uforstående overfor, ja nogen gange bliver hun træt og tit er hun pisse sur over hun ikke må få ALLE ballonerne i lokalet eller blive ved med at spise kage. Men sløj er hun nu ikke. Og jeg ved snart ikke hvad der er værst, at tage et barn med ud og opleve spændende ting i andre og nye sociale sammenhænge for så måske at gå hjem 15 minutter “for sent”, fordi man som mor lige skulle bevare det kolde overblik… Eller at tage et barn med som man ved formentlig ikke ville kunne klare arrangementet alligevel og så marchere ud efter blot ti minutter!??

Første gang jeg var til event med …, gik de ret hurtigt fra det event – fordi den søde lille … ikke brød sig om damen der skulle lære os at vaske hænder. Hun var utryg, og bange for hende. … trak ikke tiden – hun smuttede hurtigt, så de i stedet kunne komme ud hvor… følte sig tryg og tilpas. 

Er curlingbørn nu vejen frem? Skal man som mor opfatte sit barn som sensitivt og skærme mod alt “modgang” for at være en god mor!? For – news flash – er der noget Lilletut aldrig bliver så er det hverken et curlingbarn eller særlig sensitiv og/eller skærmet konstant!

Er nogen i tvivl om at mit liv handler om Lilletut? Da mama skred forsvandt de af mine behov, der ellers var begyndt at titte frem i livet med mama, og Lilletut og vores hverdag blev “mine behov”. Ikke at jeg siger at det er sundt for mig ikke at have egne behov, men når man så lige får “Det lyder som om, at du ser tut som et trælst påhæng, som du ikke magter” i hovedet og yderligere “pas på med at lave sjov med et sygt barn, der puttes med bræk ned ad sig selv. Det er ikke sjovt. Det er forsømmelse i mine øjne. Sengetid er fløjtende ligegyldigt, et barn skal ikke puttes i sit eget opkast og “straffes” for at være syg” så har jeg sgu lyst til at græde! For er det virkelig det I – eller bare nogen – kan få ud af at læse HELE min blog???? Har nogen virkelig “helt instinktivt lyst til at tut til mig og sørge for hende” ?? Og hvordan kan man være bekymret for om hun trives?? Damer; jeg er i chok – sådan reelt helt IN REAL LIFE chok her bag min skærm! Hej jeg hedder Katrine, jeg er 34 år og et mennske. Jeg kommer fra Bornholm, men flyttede til Kbh for snart 16 år siden. Jeg har oplevet mange ting på min vej. Mistet og begravet mennekser, haft sygdom og smerte tæt inde på livet. Jeg har følelser og jeg gør sgu mit bedste! Og jeg elsker mit barn til månen og tilbage så mange gange at DU ikke ville kunne tælle så langt! HVEM ER DU???

 

// Lilletut puttet den meget omtalte aften! INTET bræk men hendes elskede prinsesse-skørt med pallietter som hun ikke ville have af og derfor altså kom uden på nattøjet! Det samme billede (bare fra ryggen af) havde jeg samme aften slået op på IG.