Opsang, hyldest og indrømmelse…
Hold nu op en støtte de fleste af jer har vist mig gennem de seneste dage! Jeg er jer så evig dybt taknemmelig over at I læser med hos mig og at jeg har jer “in sickness and in health”! (Glæder mig meget til vi når til den der “in health” del!) Det har betydet alt! Efter alle de negative og bund-tarvelige kommentarer væltede ind begyndte jeg faktisk at tvivle. På mig selv og mine evner! Shit at mennesker der bare slet ikke kender en eller på nogen måde har indblik i ens liv kan få en til det!? Men da I så begyndte at overstrømme kommentar-feltet med alle de pisse søde kommentarer, jamen så løb glædestårerne ned ad kinderne! Og de varmede – og varmer – bare så meget! Jeg har læst alle kommentarerne og har forsøgt at svare hver og en af jer, faktisk er alle svarene et helt indlæg for sig hvis man satte dem sammen. Alle kommentarerne har jeg taget med mig, men nogen gjorde mig lige en tand mere glad på forskelligvis.
Kaja ramte ret godt hovedet på sømmen; når man er alene med sit barn er man nød til at tage det med steder hvor andre ikke nødvendigvis ville tage deres børn med. Man skal som mor ud engang imellem – også selvom man ikke bare kan efterlade junior hos faren derhjemme! Og jeg synes virkelig ikke man som mor med en far derhjemme skal gøre sig klog på hvad en alene-mor skal og bør!
Og så gjorde Johanne mig pisse glad for at hun har fået hendes børn sent – så er der lidt mere håb for at jeg også kan slippe afsted med en eller to graviditer senere…når jeg forhåbentlig møder DEN i mit liv – M/K – som er lige perfekt til mig og Lilletut!
Faktisk sidder jeg lige nu tilbage med en lille hyldest-følelse! Jaja, jeg ved godt at man helt jante lovs agtig liiige skal passe på hvad man siger, men jeg føler mig – heldigvis – ikke lige så lousy og uegnet som mor længere end som jeg gjorde i fredags! Og det er jeres skyld – jeres fortjenelse! Hvor er I bare støttende på den fede måde – og ikke rygklapper-agtige som én skrev! Og hvor har det egentlig også sat sine spor at én skrev: “…at nu skal du ikke lytte til alle rygklapperne, men stå til ansvar for det du gjorde…” For helt ærligt HVORFOR skulle jeg dog lytte til alt det negative og ale det der nærmest giver helt suicidale tanker?? Hvorfor skal alle de fordømmende og væmmelige – og PERFEKTE – damer, dog være dem der skal sætte standarden? Og en standard de da øjensynlig ikke selv kan overholde?
Damer – og herrer – vi er de bedste forældre for netop vores børn. Og heldigvis for det! Og tak – af hjertet tak – for at I synes at JEG er den bedste mor for Lilletut!
For det er jeg også!
Og når vi så lige har slået det fast, vil jeg gerne komme med en lille indrømmelse! For jeg skal jo ikke selv bare sidde og pudse glorien – når jeg også lige har været en lort! Nogen af jer nåede måske lige at se lidt til det i fredags på instagram inden jeg (endnu engang) slettede billedet, der beviste det!
Jeg kan blive så eddersparkemig rasende på mama, at jeg vil bruge alle midler til at hævne mig på hende! Og “hævn” fordi jeg jo bliver ked af det. Hun sårer mig så afsindig meget så tit, at jeg virkelig ville ønske at jeg kunne fjerne hende fra mit liv for bestandigt – når nu hun har fjernet mig fra hendes og erstattet mig med en anden!
Og jeg kan øjensynligt ikke ramme hende med noget, intet jeg kan sige til hende gør hende ked af det eller sårer hende – kun når jeg bringer Lilletut ind i det! Det er noget lort og jeg ved det! Og jeg VED godt at Lilletut ikke skal rammes, men lige i min vrede og smerte glemmer jeg det lidt! Fx. i fredags hvor jeg, efter at have hørt fra en glad mama hvordan hun nu betalte mange penge for at få vores “vielses”-tatovering fjernet, reagerede med at skrive til bedsterne at de (og mama og evt ny kæreste) ikke kunne få Lilletut med på ferie i uge 28, da jeg selv ville have hende. Efterfulgt af at alle mamas papirer røg ud i containeren (uden låg) sammen med en lorteble. Så yep, just shoot me, jeg kan sgu være en lort. Men for helvede, jeg ved jo godt bedre end at straffe bedsterne og Lilletut (og mama) så jeg skal nok få rettet op på det. I promise. Pudse, pudse, god mor!
Du er et menneske Katrine.
Hold nu op, hvor har jeg også selv været den første til at ønske hævn og lagt planer for hvordan jeg kunne ramme vedkommende 100 gange værre.
Forleden dag faldt jeg så over denne lille karma quote, og den tror jeg sgu jeg vil begynde at efterleve 🙂
” Revenge? Nah I’m too lazy. I’m gonna sit here and let karma fuck you ” up