Alle elsker Lilletut – men hvornår er mange for mange ?

Som I måske kan fornemme på mine indlæg her og posts på instagram er jeg rykket et gigantisk stykke i min bearbejdning af skilsmissen fra mama i sommers. Fra at være helt nede i kulkælderen må det nu siges at jeg danser glad rundt helt oppe på taget – med begge arme over hovedet. Jeg er glad og fortrøstningsfuld for fremtiden. Nåhr ja…og forelsket – men mere om det senere 🙂

I efteråret og gennem vinteren sad jeg helt sikkert fast i en form for sorg-fase og hverken kunne eller ville acceptere at forholdet med mama, og derved familien omkring Lilletut, var gået i stykker. Jeg var ked af det og vred. Jeg følte mig snydt, bedraget i stor stil og lusket ind i noget, som jeg så pludselig stod med alene fordi det ikke lige var så nemt og ligetil som først antaget! Jeg havde så mange tanker og følelser omkring det hele at min hjerne gik i hak og kørte i ring – igen og igen. Jeg nærmest kogte over, hvilket bloggen helt sikkert i den periode også bar præg af! Mama var ved at gå i baglås over alt det jeg ville snakke igennem for 327. gang, for hun bearbejdede sit tab/sorg på en helt anden måde. Og havde bestemt ikke brug for at snakke. Vores forhold i en nøddeskal; jeg vil snakke, hun vil gå og glemme det hele.

Mama fandt hurtigt en ny kæreste og kunne rimelig hurtigt lægge låg på det hele – hvert fald udadtil. Jeg syntes hun var respektløs omkring det og så gik jeg i baglås. Frem og tilbage – og mest tilbage – gik vi i mange måneder. Ærgerligt nok var vores kommunikation om vores mest dyrebare opgave – Lilletut – derved nærmest umulig. For jaja man skal holde følelser udenfor, men prøv lige selv at gøre det, når de bobler og koger rundt de følelser samtidig med at du får smækket exens forelskelse i hovedet på de mindst respektfulde måder – not so easy. For mig i al fald! For hvad var nu det lige pludselig; ikke nok med at miste den person man troede man skulle have en familie med, næh nu skulle den person så pludselig også slæbe en anden dulle med ind i ens familie! What the fxck?! Siden hvornår er det nu fair?? Hun dummer sig og skrider – og så bliver HUN pludselig førstevælger til at finde en ny person der skal ind i Lilletuts liv! Øh, stort NEJ TAK herfra!!

Og hvad sker der så? Ja, så viser dullen sig egentlig til at være meget sød! Umiddelbart pisse irriterende men efterfølgende revurderet egentlig meget okay og heldigvis; for tænk hvis hun nu reelt var en nar eller tomhjernet dulle?! Way to go Mama…!! (#ellernoget) For man kan jo ikke gøre noget hvis ens ex finder en nar, der bare ikke virker som en plus ting i ens barns liv! Shit egentlig og mega unfair, når nu man har båret rundt på klumpen i 9 mdr og efterfølgende presset den ud gennem noget ALT for småt, så burde man da forevigt have veto-ret! Anygays er mamas nye kæreste umiddelbart sød og holder af Lilletut – og Lilletut “ELSKER” hende. Og tænk sig en gave: endnu en person i hendes liv der elsker hende.

Og nu har hun én til. Endnu en person i hendes liv der elsker hende – og som hun elsker. Og herved har hun også muligheden (på sigt, I know) for to par ekstra bedsteforældre (og X oldeforældre i princippet!!) Folk står jo nærmest i kø for at elske det lille menneske!

Men kan det blive for meget mon, spurgte min far mig her den anden dag? Kan Lilletut klare alle de mennesker i hendes liv? Kan hun huske dem, adskille dem fra hinanden og modtage og give så meget kærlighed? Er der begrænsninger og højeste værdier for den slags???