At være forelsket…

For det er jeg sgu! Og hvem ville lige have forestillet sig det?? Den fraskilte, lettere bitre og sarkastiske Lilletuts mor forelsket og svævende på en lille lyserød – nej pudder rosa – sky?! Ikke jeg! Jeg havde sgu nemlig selv opgivet håbet – i al fald for dette år (-hundrede)! Jeg havde besluttet mig for at pakke forhåbninger, antenner og følelser sammen; ikke noget Tinder, ikke noget søgen hverken i hverdagen eller til fest. Nope – jeg gaaaaad ikke! Og BUM så sidder jeg her i solen og er sån’ helt og aldeles in lååååve, som min veninde og jeg ville have beskrevet det for nogen år tilbage. Okay lidt flere end nogen år tilbage – en hel del år faktisk, men whatever… “IN LÅÅÅÅÅVE” ville jeg være beskrevet som både dengang og nu!

Og hvor er det sindssygt at tænke sig, at JEG kan være så heldig!? Jeg var helt seriøst begyndt at tænke at kærlighed på den der helt fantastiske pudder rosa og (halvkvalmende) facebook-statusopdaterings-måde måske bare ikke var noget jeg havde fortjent. At kærlighed til mig nok mest af alt måtte komme fra Lilletut fremover, og at hvis jeg ville have en partner M/K så måtte jeg gå på kompromis sån real big times! For når jeg tænkte tilbage på mamas og mit forhold og det “forhold” jeg havde til ham efter mama så manglede der noget. Og ikke bare “noget” nej “ret meget” faktisk. Forholdene var ikke ligeværdigt kærlige, de manglede prioriteringer min og Lilletuts vej og så fik de mig mest af alt i depressivt humør. Jeg følte mig aldrig nok. Aldrig pæn nok, god nok, lækker nok eller bare nok. Jeg var næsten altid ked af det og offerfølelsen prægede i alt for stor stil min hverdag og mit selvbillede. Totalt destruktivt! Og noget lort i det store billede. Og man skal sgu da tænke i store billeder for hvad er livet ellers?!? Trist, kedeligt og hurtigt overstået! Og man har sgu kun et. Liv altså, og det skal da altså være lykkeligt.

Heldigvis fik jeg sagt STOP til destruktiv adfærd, så jeg var klar…til at være mig selv. Og altså vente til året var slut og jeg forhåbentlig kunne begynde at kigge mig lidt om efter andre M/K fisk i havet. Egentlig havde jeg besluttet at jeg var færdig med piger! Jeg gad det ikke, magtede det ikke.  Og bare jeg tænkte tilbage på den vilde single-tid på Vela (Lebbe-bar på Vesterbro) og det freaking kødmarked man var vidne til – og en del af – fik jeg tics og blev helt træt. Åhh…hvordan skulle man ever kunne finde en sød (og normal) pige derinde blandt de lyserøde jordbærshots, de bløde røde velour møbler, fadølene og alle de piger man kendte dengang (på godt og ondt) – og så alle de nye piger på 18 år? Som sagt; jeg havde givet op og kastet mit håndklæde i hetro-hjørnet! Drenge it was og Here I come!!

Så da den ene af vores kliniske undervisere ude på hospitalet sagde at der var en sød – meget tatoveret – lesbisk pige blandt de studerende, der helt sikkert var lige mig, blev jeg igen lidt træt og nok mest af alt lidt trodsig! NEJ SGU! Bare fordi man er til piger og er fysisk samme sted behøver det jo ikke betyde at man vil passe sammen. Ihh, det er så mega kliché at lesbiske bare skal/vil være sammen når nu de er til samme hetro- fest/arbejde/fodboldhold/whatever!! Og fordi man har tatoveringer begge to – og fordi ens ex har det – så behøver det jo heller ikke betyde noget. Så jeg cool’ede det og gad ikke gå mere op i det…indtil den anden af vores undervisere nogen uger efter kom og sagde, at hun var helt sikker på at den ene af hendes studerende (den samme) var det perfekte match til mig! “STOP SÅ” fik jeg sagt, men hun blev ved, så jeg hørte efter alligevel; “Hun er til piger, har tatoveringer, er over 30, er single efter et længerevarende forhold sidste år og så er hun sjov! Og så har hun en hund, som hun er helt vild med!”. Okay…sagde jeg, hvis det er en fransk bulldog, så er jeg på! OG DET VAR DET!!

Min kollega solgte hende også efterfølgende rimelig godt, og jeg blev nærmest helt hooked på hende uden overhovedet at have snakket med hende, så jeg besluttede at jeg da hellere lige måtte snakke lidt med hende oppe på afdelingen. Og det gjorde jeg så. Og hun var sgu sød og frisk, og så virkede hun nem at snakke med og til at have samme slags “humor” som mig. Win – hende måtte jeg vist lige stalke lidt på senere. Og endnu mere Win da jeg stalkede hende senere på facebook!

Vi fik snakket noget mere sammen de følgende dage oppe på afdelingen og jeg fik liiiige flettet ind i en af samtalerne at jeg skulle i byen om lørdagen. Det skulle hun så desværre ikke umiddelbart, hun skulle ud om fredagen – på Vela! Om fredagen forhørte jeg lige alle mine kollegaer og veninder om jeg kunne tillade mig at tilføje hende som ven på facebook, så jeg kunne stalke hende endnu mere…NEJ det kunne der ikke være tale om var svaret! Pis os’! Vi konkluderede at jeg skulle vente de 3-4 uger indtil hun stoppede ude på hospitalet og skulle tilbage til skolen. Mega kedeligt og meget voksent og ansvarligt! Men så skrev hun til mig om natten på facen og så var den sag jo ligesom afgjort til en helt anden side; jeg måtte jo gerne være flink og svare damen!

Nu skulle hun så også til den fest om lørdagen og så kunne vi jo mødes?! Ja, det kunne vi rigtig godt – og det gjorde vi. Og var sammen. Og har så nærmest været det hver dag – og nat – siden. For helvede det føles SÅ rigtigt. Og godt, og lykkeligt og fantastisk. Så rigtigt og dejligt at jeg bliver helt bange. Bange for om det er fortjent og om det virkelig er virkeligt?! Kan man være SÅ heldig? Kan man virkelig finde én SÅ perfekt? På den gode måde føles det som om jeg har kendt hende altid. Hun passer ind i mine drømme – og jeg passer ind i hendes! Hvor heldig må man være?