En delt deleordning - #enskilsmisseregnbuefamiliesdagbog (part 37)

#watchoutforthemommypolice – eftermiddagen jeg var en god mor!

Man skulle ikke tro det…men det sker sgu!! Altså tidspunkterne hvor jeg tænker at jeg er en mega nice mor – og får lyst til at high-five mig selv. Nåhr ja, og lukke den med en gang “knockles”! Tidspunkterne hvor man måske lige når kanten af selvfedhed og sekundet efter tænker; Karma is gonna get me. Like big times! Men alligevel lige jubler og danser lidt indvendigt med begge hænder over hovedet. For man skal vel nyde det? Når nu det ikke sker så fandens tit, og når nu man får offentligt prygl hver gang man dummer sig lidt. Eller meget.

 photo 09B97EE3-DB71-4929-8B39-7DDEB596F307_zps2be3tbij.png

Og jeg ved da godt, at jeg ikke er nogen helgen i Jomfru Maria klassen ej heller indstillet til “Årets mor” (…endnu!!?) eller det super fedeste forbillede, men jeg prøver hæderligt ligesom alle jer andre – at lykkes mere end jeg fejler. Og så ved jeg jo godt, at jeg ikke må pege fingre af andre, og at det gør mig til en lille lort når jeg alligevel gør det! Men altså what to do; jeg er kvinde, mor og i blog- og instagramland…3 gode grunde til at jeg ikke kan sige mig for god til aldrig at have trashtalket andre bare en smule. Jeg indrømmer bare at jeg gør det. Gør du?

Så med al mulig frygt for at I stener mig for dette indlæg, så kommer det sgu alligevel her på MIN blog, for i dag havde jeg sgu styr på lortet. I dag havde jeg sgu den søde og velopdragne (møg)unge i toget fra København til Ystad! Og jeg elsker når det sker. At det sker (for mig også)!

Desværre – for en anden mor i dag – blev min mega utrolige nice-hed ud i mor-genren belyst gennem hendes knapt så overskudsagtige tur med hendes to sønner i det samme tog på den samme strækning. Drengene var vel et sted mellem 2,5 og 4 år gamle og skreg vel i bund og grund på opmærksomhed fra deres mor. Om de nogensinde får den, ved jeg jo bestemt ikke noget om, men de fik den hvert fald ikke i de to timer togturen varede. Jo, når hun skulle vrisse af dem, skælde dem ud, fjerne dem voldsomt fra det sted de sad eller stod og herefter placere dem bestemt et andet sted! En masse sur og negativ opmærksomhed fik de. For de irriterede hende, gjorde de, og hun var “træt og tung i hovedet fordi de larmede sådan” og de distraherede hende i hendes telefonopkald og meget lange og vigtige sms-beskeder med vedhæftede billeder til diverse veninder (hendes ex havde vist været en nar). Jeg krummede sgu tæer og blev nærmest helt pinlig på hendes vegne, mens jeg sad og så på mit (i dagens anledning) artige barn der spiste appelsin, legede med hendes legemad og bare hyggede sig helt lavmælt. Selvfølgelig ville hun gerne snakke højt og høre hendes egen stemme engang i mellem, men i dag kunne jeg snakke hende fra det og hele tiden finde på andre ting hun kunne koncentere sig om. Det lykkedes bare! Vi lavede puslespil sammen, gik en tur på toilettet (og tissede i toilettet – begge to. Ikke på samme tid dog!), så på tingene og dyrerne udenfor vinduet og spiste lidt af vores kæmpe medbragte madpakke. (Aldrig gå ned på mad). Vi hyggede os – og nød det begge to.

Da jeg hørte nogen unge drenge bag mig snakke om larmende irriterende børn, og at de (og vi snakker altså teenage-drenge af den lidt buff slags!!!) faktisk altid havde lagt mærke til (tænk at de lægger mærke til noget overhovedet?!) at det ofte var de forældre der sad begravet i deres telefoner, hvis børn var de irriterende og larmende…ja så kunne jeg jo ikke give dem mere ret! Og føle mig heldig. Altså heldig for idag at have været den nice type…den omfavnede, inkluderende og overskudsagtige søde mor. Ja, og pæne mor også. Med barnet der spiste appelsin, leverpostej mad og var artig og sød og ikke-larmende. Ja, og pæn også!

 photo EB187D03-B019-499C-8184-A4EA4E7A39BF_zpsakobehmo.png

Da Lilletuts film knækkede til sidst på togturen og hun var træt (hun havde selvfølgelig sprunget luren over i dag), kunne jeg få hende ned fra sædet, hvor hun ellers havde påtænkt trampolin-træning med tilhørende skønsang og nus/slag i håret på vedkommende på sædet på den anden side af ryglænet, og hen på mit skød og pacificeret af Ipaden! Jeg elsker virkelig Viaplay’s offline funktion på app’en, hvor man kan have downloaded yndlingsserierne til barnet. Et afsnit af “Diego – her kommer Diego” blev straks ønsket af damen og hun blev efter to sekunder opslugt af hans univers. Stilhed (fraset Redningstaske sangen, Diego sangen og hvad den serie ellers byder på!) – artigt barn! Stolt mor!

Hold nu kæft hvor var jeg stolt af hende på den togtur – og jaja tænk nu bare “små hjerner, små fornøjelser!” men for dævlen jeg hader stressede sure togture! Velankommet til Ystad trillede vi ombord på færgen og havde en drømmetur igen! Lilletut blev placeret ved bordet med noget mad i hånden – og ipaden på bordet. Hun var træt og klokken var 17, så den nice mor vurderede at kombinationen af mad og ipad var ok på overfarten – for alles bedste, og især Lilletuts. I shit you not; hun sad stille og så DIEGO hele turen! H E L E turen!! Jeg kunne have en normal puls, læse i blad og påbegynde dette indlæg imens, og det er nærmest aldrig sket før! Nydelse. Lettelse! Tænk at kunne have mor-tid på en båd alene med sit barn klokken alt for sent i forhold til manglende lur! Jeg nåede lige at få snerten af “nice”, indtil jeg hørte datteren til familien der sad ved bordet ved siden af (klinet op mod vores), sige bebrejdende til hendes mor og mormor at nu skulle de snakke pænt! Jeg nåede lige at skimte ud af øjenkrogen at de kiggede på mig og Tut, de to bistre udseende damer! Mig med min computer og Tut med sin ipad! Okay et snap af en virkelighed, der udstillede mig i et knapt så nice og overskudsagtigt lys som i timerne før dette sekund! Pludselig var jeg fanget i min egen bebrejdende kliché; at mødre nu til dags er for begravet i deres telefon/computer til at tage sig at deres egne stakkels og understimulerede børn! For jeg kunne da udemærket godt se, hvad de to bistre damer havde tolket, tænkt og sagt højt! Jeg havde jo selv tænkt ca det samme på togturen i min egen lille nice-hed. Karma bites! Avs!

6 kommentarer

  • Haha, nice!
    Karma sucks, men super skønt med en optursdag på supermor-kontoen!
    Virtuel highfive til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille R

    Det lyder som om I har haft en fantastisk tur .. Som jeg læser det har du jo netop været opmærksom på din datters behov på hele turen – så ikke noget med at lade de to damers sigende blikke pille dig ned .. Din datters behov var at have ro med noget hun kan lide (i dette tilfælde iPad) og du må gerne bruge dameblade, telefon og andet imens uden at nogen skal dømme. De damer havde nok været mere trætte i deres hoveder hvis datteren havde udøvet 100 meter løb imens hun overtræt havde skreget op .. Du har gjort det godt .. High five til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      TAK!!! Og jeg har faktisk taget dine ord helt ind og tæt til mig – altså dem om at jeg gerne må lave andre ting mens hun ser ipad!
      Og tror helt sikkert de ville have sendt hårde blikke hvis hun skreget hysterisk hele turen!!! Og jeg var glad for et barn der var gearet ned, da hun skulle møde mormor og morfar og deres hunde over hendes sengetid 🙂
      TTak 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Inden vi skulle ud at flyve 12 timer, med min 8 mdr. gamle søn, og jeg var begyndt at få lidt hjertebanken og åndenød ved tanken om, at alle på flyet ville synes, at han var en vildt irriterende unge med forældre der helt uden tanke for hans behov tog ham med til de varme lande for at feriere, sagde min kloge mor til mig: der er ingen, der kan blive sur på en mor, der prøver alt hvad hun kan. De kan højest have ondt af dig! Og selvom jeg ikke er til medlidenhed var det en dejlig tanke! Min søn artede sig, men på begge sider af os, var der skrig og skrål. På den ene side skiftedes forældrene til at gå op og ned af gangen med bebs, i håb om, at det ville bringe lidt ro. Og på den anden side skældte mor og far ud på både hinanden, bebs og stewardesserne, nok fordi de var stressede, men det gjorde ikke noget godt for babygråd. Alle vi overhørte bandede de sidste langt væk og kom modsat med opmuntrende ord til forældreparret, der tydeligt forsøgte deres ypperste, for at få vendt situationen!

    Lang historie kort – så længe man prøver, gør sit bedste og virker bare medium engageret i dit afkom, ska det sgu nok gå! (Det var hvad jeg tog med mig videre i livet). Så thumps up for at det du gjorde i dag virkede! Også selvom det var elektronisk!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kat

      Hehe, elsker din lange historie 🙂 Og jeg sys bestemt I var seje og gjorde alt!!! Og din mor er klog – gode ord 🙂
      Tak for støtten 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En delt deleordning - #enskilsmisseregnbuefamiliesdagbog (part 37)