Tutti enebarn vs. Tutti søskendbarn ?! Og VIND en trio-kombivogn fra Hauck

Problemer i (mit) paradis…

Og jeg lyver ikke – og driller jer ej heller denne gang! Det er som skrevet står: Jeg har haft problemer i mit lyserøde-happychappy-forelskelses-LÅÅÅVE-paradis! Ohh yeah! Efter små 2 og en halv måned kom kærestens og min’s første sån rigtige diskussion/uenighed/verbale slagsmål. Eller mit i hvert fald – kæresten var ikke helt klar over at det skete kunne hive så meget med sig. Men det kunne det – når nu hun er blevet kærester med mig! Og så midt på Vesterbrogade – i bedste aftensmads tid.

Jeg er ikke sikker på, at jeg er nem – at være kærester med (hvad troede du ellers?!). Og jeg tror, at jeg har et par ex-kærester eller flere, der alle vil nikke et stort JA til at jeg ikke er nem. Altid – selvfølgelig – ikke ALTID er nem at være sammen med. Og kæresten har endda fået alle mine ar på sjælen efter mit ægteskab med oven i hatten. Noget af en omgang “katten i sækken” kan jeg godt betro jer – Not easy I must tell you!

Det der var grundlaget til vores (eller min) lille uoverensstemmelse var egentlig bare en banal lille fest. Distorsion! I ved – den der lille hyggelige gadefest med et par venner…eller 80.000! Kæresten skulle afsted med et par soldaterkammerater, og det var helt fint for mig. I sandhed – det var helt fint. Mine forældre var her også, og jeg gad egentlig ikke ud blandt 5 trilliarder mennesker og småfryse – og nåhr ja, så skulle jeg jo også op og på arbejde næste morgen. Aftenen før havde vi snakken om at jeg desværre er blevet meget meget paranoid efter ex-konens affære, og at jeg helst gerne ville vide hvad kæresten lavede (i store træk) og især ville jeg gerne vide når hun var kommet godt hjem. Til sig selv! For hun skulle ikke sove her!!!! Og se lige dét var første hurdle for mig! Kæresten skulle hjem til sig selv at sove, fordi hun – ganske logisk og fornuftigt – ikke havde den store lyst til at møde mine forældre for allerførste gang i halv(eller hel)stiv tilstand midt om natten. Det gjorde mig allerede dér utryg – for hvad nu hvis hun tog med en anden hjem?!?! Eller tog en anden med hjem? Jeg græd med alle mulige scenarier kørende i baghovedet, og kæresten lovede at skrive en gang eller to i løbet af aftenen samt hvis hendes planer blev lavet om, og så ville hun selvfølgelig skrive når hun kom hjem.

Åhh byture – sammen eller hver for sig/alene !! Kender I det i jeres forhold?!? Altså de skærmydsler de kan give? Eller er det kun hos mig – og dem jeg kender – at det er ingredienser til en sprængfarlig bombe, der kan springe hvornår som helst og hvor som helst?

Uden kedelige detaljer (om min aften – og de lidt sjovere om hendes) kan jeg lynhurtigt fortælle om alle de sms’er jeg fik fra kæresten i løbet af aftenen…der DONE…ingen! Jeg fik et (runde-)snap af hendes to veninder i en lejlighed og kunne jo så allerede her konkludere at planerne for hendes aften var lavet om! Dét eller at Distorsion var utrolig dårlig besøgt (antalsmæssigt) og at hendes to soldatergutter havde gennemgået noget af en transformering! Da jeg selv gik i seng kl 23 sendte jeg hende en godnat-sms, og regnede så i mit stille tøsede sind med at hun ville svare nogenlunde med det samme og lige give en status. Åbenbart var jeg træt og faldt i søvn med det samme, og vågnede først kl 05 da Lilletut græd og ville op. Jeg hentede hende inde på hendes værelse i en nærmest søvndrukken trance og vågnede først da jeg bagefter lå i sengen sammen med Tutti og så på min telefon. Ingen beskeder, ingen opkald. Chok – slag i maven og lidt kvalme. Min første tanke var; shit så gør hun det! Er mig utro!

Jeg fik det så dårligt og blev så sur og skuffet på samme tid; ihh…TYPISK så er hun ikke en skid bedre end alle andre! Fuck hende! Jeg skrev med let rystende hænder en sms til hende med et indpakket spørgsmål om hvor hun var…og bum svar med det samme! Hun skrev at hun var på vej hjem og om hun måtte ringe. NIX det måtte hun ikke. Jeg var både skuffet og sur på hende – og bange for hvad hun ville fortælle mig! Så hellere ikke vide det lige nu – med forældrene sovende inde ved siden af og Tutti i sengen.

I løbet af dagen skrev hun flere – vel egentlig ret søde – sms’er, men jeg kunne ikke svare på dem. Jeg ville ikke, kunne ikke og havde ikke lyst. Jeg var helt sikker på at hun skjulte noget, og jeg følte mig nærmest helt til grin og som om alle kunne se på mig at min kæreste ENDNU en gang snød mig! Hvad skulle jeg skrive til hende, som ikke fik mig til at virke dum, hvis det passede at hun havde været sammen med en anden? Stille og roligt kom minderne fra dengang med ex-konen krybende, og min sindsstemning blev mere og mere mørk, irriteret og ked af det. Kampen indvendig gik på ikke bare at lade alle de gamle frustrationer gå udover kæresten. Det var jo ikke hendes dumhed. Det var ikke hende der fortjente en straf! Men jeg kunne ikke – jeg evnede ikke at holde det adskilt. Jeg lovede mine nærmest kollegaer ikke at lade det gå udover kæresten. Jeg lovede at lade mine frustrationer ebbe ud af sig selv og ikke fortælle noget til hende. Egentlig vidste jeg med det samme at det var en tabt kamp. Jeg kan ikke holde kæft!

Og nej, det kunne jeg i sandhed ikke. Og jeg kunne heller ikke lade bandeord og næsten-råben være. Dér midt på Vesterbrogade i vores søgen på et hyggeligt sushi-sted lod jeg alle mine frustrationer vælte udover kæresten. Alt det jeg havde været utryg over, skuffet over og mere til vedr. Distorsion-aftenen trumlede min søde intetanende kæreste midt over! Alt væltede inden i mig og følelserne kogte over og rundt! Jeg kunne ikke finde hverken hovede eller hale i alt det jeg følte, og vidste ikke om jeg ville skride, blive, kysse hende eller slå hende! Heldigvis kunne jeg ingen af delene, så jeg blev stående og stirrede tomt ud i luften. For pludselig var jeg helt tom. Tom for ord, følelser og handlinger. Enten var det her startende på noget mere – eller slutningen på det hele.

Jeg var sikker på at kæresten ville pakke sine ting og skride. Mig kunne hun da umuligt ville se igen efter alle de ord, der var kommet ud af min mund! Alle de formandinger, de grimme ting, de begrænsninger, de eder og forbandelser. Og ville jeg selv kunne leve med at have følt og sagt sådan?! Var alt ødelagt?

Vi gik i tavshed det halve Vesterbro rundt for at hente kærestens efterladte cykel i udkanten af gårsdagens Distorsion. Det var som at vade rundt i skraldet efter en kæmpe vild gymnasiefest – en af dem hvor rygterne har gået om ens kæreste, men som man ikke helt ved om man skal tro på! Med cyklen fundet (og kæden sat på) bestemte vi os til at få en nogenlunde hyggelig aften ude alligevel. Efter en god salat på WeDoFood satte vi os på en café og drak et glas hvidvin – stemingen var bedre men ikke fuldstændigt genopbygget. Vi hyggede og pjattede lidt indtil kæresten kom til at træde på en IED (mine) – so to speak! Bang – amputation på begge lårben!! Om hun skulle blive ved med at se hendes eks-kærestes forældre – Hell NO! Hell YEAH mente hun slevfølgelig – og så sad vi der. Milevidt fra hinanden lige overfor.

Vi forsøgte at lappe på stemningen – bygge en bro mellem os, men det rakte ikke. Vi skiltes med en underlig fornemmelse, og jeg var virkelig bange for at jeg havde smadret det hele så godt og grundigt med mine skarpe meninger og udtalelser, at vi aldrig ville kunne lappe skårene sammen igen! Shit! Var dét det?!

De følgende dage så vi ikke meget til hinanden, da mine forældre var her og vi havde planer hver for sig – for første gang nærmest i de måneder vi havde kendt hinanden! Det hele var lidt anderledes. Og jeg var sgu lidt bange! Havde jeg smidt guld på gaden? Tisset i den seng jeg selv skulle sove i? Kastet med sten når jeg selv boede i et glashus?? Shit! Hvorfor skulle jeg blive så vred? Overføre alle ex-konens handlinger på kæresten? Var det endnu et kors jeg måtte bære på min vej fremover?! Ikke at kunne stole på nogen, ikke at finde tiltro til selv mine nærmeste? Hold nu kæft; kan der snart være flere ofre eller kors tilbage fra den skilsmisse for mig at slæbe rundt på?!

Tiden, hvor vi ikke sås, helede nogen af sårene mellem kæresten og jeg, og jeg ville formentlig have tiet det ihjel. Men heldigvis havde kæresten brugt tiden på at tænke og snakke det lidt igennem med nogen af veninderne, så hun bragte det hele op – og vi fik det snakket igennem. Til det bedre – heldigvis. Så paradiset er varmt og dejligt igen – og lyserødt og happy-chappy men også en anelse mere realistisk. Vi ved nu begge to at vi har lig i lasten – som enten skal med videre eller kastes over bord.

IMG_3238

4 kommentarer

  • Fenja

    Utroskab tager skide lang tid at komme sig over… Uanset hvor længe man har været single, så tror jeg man lidt af de nederdrægtige følelser med ind i det nye forhold. Det gjorde jeg (ligesom dig selv) og det skabte også lidt debat her i starten. Jeg var paranoid, bange og troede han ville bolle med Gud og hver mand. Men det gjorde han ikke og den dag i dag stoler jeg 100% på ham. Jeg kom ud af det ret hurtigt ved at vi snakkede om det.,, igen og igen og igen! Selvom det ikke var hans fejl, så havde han fået en lidt skadet model, og den måtte han altså være med til at fikse. Det gjorde han heldigvis hurtigt – med forståelse, omsorg og “gennemsigtighed”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Søde Katrine. Kan godt forstå din frustration og din angst for gentagelse, men tror at du har fundet dig en “keeper” . Hun bringer emnet op istedet for at tie ting ihjel, det er ( føler jeg ) aldrig løsningen for på et tidspunkt eksplodere man. ALLE har lig i lasten og rynker i røven, vær åben om alt og ærlige for hinanden. I lyder som et rigtigt godt par . Pas på jer og hinanden og Tut . Møs på jer

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karina

    Elsker dine lange, velskrevne og helt igennem ærlige opslag! Puha det lyder som en træls weekend! Jeg kan SÅ meget forstå dine følelser og tanker, særligt med det du har været igennem. Selv har jeg ikke været udsat for utroskab, men har været i forhold hvor tilliden på andre måder blev brudt, og det har ødelagt noget i mig, som desværre kommer til at gå ud over min dejlige kæreste! Kender alt til at tankerne kører rundt, og man ikke kan tale sig selv til fornuft, men tværtimod gør det hele værre. Er glad for I fandt ud af det, og synes din kæreste skal have credit for at bringe det op, så I kunne få talt ud! Min erfaring er efterhånden at det eneste der hjælper, er en god og inderlig snak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er sgu sej Katrine ! Kæmpe kram din vej <3 Bliv ved med at kæmp ! Kæmp for, at din x ikke skal komme imellem jer. Ærlighed er en altid god ting, også selvom den ikke er blevet sagt pænt. Det kan man altid rette op på og arbjede med 😉 Jeg tror på, at I er blevet strækere af det her – sammen <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tutti enebarn vs. Tutti søskendbarn ?! Og VIND en trio-kombivogn fra Hauck