Når mobiltelefonen er en mors redning !!

Har jeg sagt for nyligt at I er de fedeste læsere ?! Altså på den nice måde! TAK for alle likes og delinger på mit sidste indlæg – et indlæg jeg tænkte; “åhh det gider ingen læse…måske jeg bare skal fjerne det igen…” ! Godt at jeg ikke gjorde! Og hvor håber jeg et eller andet sted at nogen af “de der høje typer” (der skærer i vores budgetter konstance) får nys om det og læser med…! Hvis DU synes vi lige skal give det et forsøg mere…så smut ind på indlægget HER og del det på din facebook – også gerne igen!! Og så vil jeg bare tilføje en lille ting: je glemte sgu da vores hårdprøvede og mega-udskældte rengøringspersonale!!! De har det eddermame heller ikke nemt!! De må ingenting, de har ingen tid og de er intet personale! Eksempelvis må den søde dame som gør rent i Fysioterapien (på Herlev Hospital) ikke flytte hverken stole eller bunker. Hun må tørrer borde – men ikke reoler! I hele sommerperioden (juni-september) får vi gjort rent OG TØMT SKRALDESPANDE hver 14.dag!! Og ja – det lugter! Og ja, min støvallergi er hver dag hårdt prøvet!! Og ja, jeg jeg hver uge selv nød til at tørre støv af, for at kunne holde det ud!

Så ja, vi er sgu prøvede på de danske hospitaler. Og så skal vi da lige spare 500 millioner på næste års budget!!! Held og lykke til dine kære!! #andmaytheyrestinpeace

Jeg vover lige pelsen og slynger noget ud, som har rumsteret meget i mit hovedet i den sidste uge, hvor Tv2 viste et program med (horribel) brug af mobilen. Hvor forældre så deres nyfødte barn gennem skærmen på mobilen, og nærmest ikke havde tid til at amme fordi der liiiige skulle postet på facen! Jeg synes helt sikkert det er en glidebane, hvis vi ikke længere kan nyde tingene IN REAL LIFE og istedet fokuserer så meget på at forevige tingene på vores mobil , så vi kan se det senere – eller så vi kan smide det på instagram eller facebook. Da jeg fødte var jeg så langt væk i smerter, blodbad, forkerte syninger (downthere) og medicin at der seriøst gik nærmest en uge før jeg kunne fokusere på min telefon. Mama måtte skrive til folk – og poste den berømte status på facebook – efter to dage. Så jeg føler mig bestemt ikke ramt lige på det punkt.

Men når det hellige så er sagt, så vil jeg da gerne indrømme at min første tanke, da Lilletut fik briller var; “Åhr nej! Briller er grimme! Nu kan jeg aldrig poste billeder af Tut på Instagram, facebook eller bloggen igen….” Jeg var pisse overfladisk. Og tænkte hele scenariet i billeder, status opdateringer og blogindlæg. Hvordan ville omverdenen nu se min Tut – og mine billeder! Ville det være pænt – til Tut og på billeder ?! Da jeg havde fået hovedet ud af røven, kom der dette indlæg (HER) ud af det.

Og så elsker jeg også at tage billeder af Lilletut på legepladsen. Og film. Jeg vil gerne gemme – og dokumenterer – hendes udvikling og hendes leg. Jeg elsker at sidde og kigge på billederne, og se filmene og nåhr ja; smide noget af det på de sociale medier. Jeg kan godt lide at få respons på min Tut, på vores hverdag og på mine tanker og frustrationer. (Jeg har jo også en blog!) Og ja – indrømmet – jeg bliver da også glad og varm om hjertet, når I skriver søde beskeder og giver mig likes. Småligt måske. Men sandt!

Og nu bliver jeg måske provokerende, og bevæger mig ud på gyngende grund. Jeg stikker næsen frem – og forventer nærmest at I skærer den af, så jeg tør godt skrive det her:

Jeg har nogen gange et BEHOV for at være på instagram, facebook, tjekke mails eller andet på min smartphone, når jeg er på legepladsen med Lilletut!! 

!!

There! I said it!

Og til jer “perfect-mom” der aldrig kunne drømme om det, men i stedet (selvfølgelig) fokuserer på jeres barn H.E.L.E.T.I.D.E.N og leger med i sandkassen, på rutchebanen, på gyngen og på legestativet: jeg leger med Lilletut næsten H.E.L.E.T.I.D.E.N derhjemme, så jeg har (nogengange) brug for at hun, når nu hun er et sted med masser af udfordringer, leger lidt selv. Bare to minutter nogen gange!! Og selvfølgelig leger jeg også med hende, og gør alle de ting som I gør. Selvfølgelig!

Derhjemme glor jeg ikke på min telefon, jeg tjekker ikke mails og skriver ikke blog mens hun er vågen…så jeg har så meget fokus på hende, at folk faktisk synes det er lidt for meget. Men jeg kan ikke lade være! Jeg synes det er synd for hende, hvis jeg ikke gider…så jeg gider. Eller jeg gør det i hvert fald! Jeg leger så meget med hende, at det faktisk er yderst sjældent at jeg får lavet noget selv. Tænkt tanker selv og da slet ikke klaret noget af mit arbejde der kræver en computer eller mobiltelefon. Jeg tænker tit om det mon er ens for alle forældre?!? Eller “værst” for os der er alene ?! Jeg har jo ikke en, der lige kan aflaste mig lidt, så jeg kan lave noget for mig selv, der er bare mig. Så derfor synes jeg egentlig også godt, at jeg – bare en gang i mellem – må ordne lidt for mig selv også ude på legepladsen!!!

Jeg har egentlig også altid blevet max provokeret af de forældre, der har gloet på deres telefon på legepladsen, men inden for de sidste uger/måneder har jeg ændret lidt syn på det, da de ovenstående tanker har presset sig på. Måske man skal nøjes med at se indad og så lade andre forældre gøre deres. For vi ved jo reelt ikke, hvordan de har det! Og vi ved jo ikke hvor meget opmærksomhed de giver deres børn derhjemme – hvor vi ikke kan se med!!

Min mobiltelefon ER altså nogen gange min redning ud til det voksne liv. Ud til det sociale liv og ud til mit arbejde. Også selvom jeg er på legepladsen med Lilletut.

Sad but true!

Hvad siger du ?!?