Når spareplaner dræber – og hospitalerne og deres personale bliver syndebukkene!

Nu bliver Lilletut og mor sgu harme! Eller det er nok mest mig i virkeligheden, Lilletut er i skrivende stund endelig frisk nok til at komme i børnehave, så hun hygger nok primært. Altså forhåbentligt – men det regner jeg da med…(?!) Anygays; jeg er sgu harm! Herhjemme i min syge sofa (Yep, nu er jeg blevet smittet med influenza – tak Tutti). Jeg sidder lige og scroller gennem nyhederne på de forskellige nyhedssider, og for dævlen altså! Hele to “breaking” historier om Herlev Hospital (for NEJ, det hedder altså ikke sygehus. Det har det ikke heddet siden amterne blev nedlagt i 2006)! MIT hospital. MIN arbejdsplads gennem de sidste snart 10 år. Og hvor har vi gået meget igennem sammen i de år. Altså hospitalet, ledelsen og alle de menige medarbejdere. Og det har sgu ikke været for sjov – eller for børn…eller for syge og svagelige! Eller for de pårørende for den sags skyld. Og da slet ikke for de ansatte!!

I drømmer slet ikke om hvor meget systemet (altså hospitalet – og hospitalerne generelt) har været i gennem i bare den periode (10 år) hvor jeg har været i det. Det er så absurd, hvor mange millioner og atter millioner vi har skullet spare næsten hvert eneste år! Samtidig med at patientantallet er vokset, folk lever længere og er blevet mere pylrede (!!), folk er blevet sygere og de byrder der bliver pålagt de enkelte faggrupper er blevet tungere og flere.

Personalettallet er blevet gradvist reduceret gennem de sidste år og især plejegruppen (af social og sundhedshjælpere og assistenter) har været ude for en decideret slagtning og likvidering. Og det er altså den faggruppen der passer dine, mine og vores indlagte patienter!! Dem der skal komme når klokken ringer fordi din mor skal tisse – og helst ikke vil gøre det nedladende i hendes seng på stuen. Dem der skal bade din farmor og vaske nattens og sidste døgns fnidder-fnadder af hende. Dem der skal snakke med patienter og pårørende. Dem der skal drage omsorg.

Sygeplejerskerne er efterhånden overladt til det skriftlige arbejdet og medicin uddelingen, den omsorg og pleje de også kan udføre kvad deres uddannelse, er der ikke tid til længere. De skal holde alle bolde i luften for alle de tværfaglige faggrupper der kommer på deres afdeling; og gøre alt forarbejdet til lægernes arbejde. Uden at have tid til det. Og går det ud over patienterne engang i mellem…øh ja det kan du da bande på, og så er der blot tilbage at krydse fingre for at det ikke koster nogen livet! For det er jo dét der gambles med på hospitalerne. Livet!

Fysioterapeuterne (min faggruppe) er skåret væk på så mange afdelinger, og har ofte så kort tid med de enkelte patienter, at de blot kan vurdere at der er brug for træning under indlæggelsen – der er bare ikke tid til at give dem træningen! På mange af de medicinske og cancer afdelingerne kan mine kolleger blot udlevere de respektive hjælpemidler; så lidt ressourcer er der til fysioterapi. Og hvad Fysioterapi er der egentlig i at bestille et hjælpemiddel ?! (ikke meget kan jeg fortælle dig!!) Træning og rehabilitering som er KERNEN i vores uddannelse og dét der kan gøre forskellen for den enkelte syge, er der ikke tid til!!

Ergoterapeuterne er næsten kun at finde på de ortopædkirurgiske og neurologiske afdelinger og i så få timer, at deres kompetencer sjældent bliver brugt til fulde. Og slet ikke alle de steder, hvor det ville give den bedste mening at optræne ADL (almindelig dagligdags aktiviteter) såsom toiletbesøg, personlig hygiejne og indstilling af hjælpemidler – også i hjemmet.

Sekretærerne skal have alt dokumentation og lægediktateringer ind elektronisk i (old-) gamle IT-programmer, og de har tit så store bunker af arbejde der ligger og venter utålmodigt, at de knapt har tid til at tage telefonerne (der alt for tit kimer), hjælpe pårørende og patienter med at finde vej, være opsøgende og hjælpsomme og bestille alle de prøver de skal.

Lægerne der arbejder urimelig lange vagter til tider, går stuegang på kontoret og sjældent har tid til direkte at tale med patienterne. Efterhånden er deres uddannelse på hospitalet overladt til de andre unge læger, dem selv og alt for sjældent til de garvede og dygtige overlæger. Timelønnen er ikke så høj som alle tror, og de bliver smidt rundt i hele landet uden hensyntagen overhovedet til deres familie og dennes rødder. At de nogengange er trætte, er sgu forståeligt. Og hvor lækkert er det lige at vide, at ens kære bliver opereret af en læge, der har været på vagt i nu 17 timer and still counting ? Og som btw er ved at blive skilt fra kone og to børn, fordi konen ikke har magtet at rive hele deres liv op med rode og flytte til Lolland-Falster eller Nord-Jylland ?!?

Mine kollegaer og jeg har fandme ikke de bedste betingelser på vores arbejdplads, og det er ikke et spørgsmål OM vi går ned med stress eller depression længere, men blot om HVORNÅR… For at komme på arbejde og have så travlt at man hverken får siddet ned, drukket en kop vand eller været på toilettet er sgu ikke det fedeste. Og når vi samtidig ikke har tid til at bruge alle vores kompetencer, og må leve med at vide at vi godt ville kunne gøre vores arbejde bedre – hvis der bare var tid og kollegaer nok – er virkelig belastende. På den depressive måde! Man bliver ked af det, får ondt i maven og stresser over det mindste.

Og så skal man samtidig være forskellen på liv og død! Tage de rigtige beslutninger hurtigt og effektivt! Være sød, smilende og hjælpsom overfor patienter og pårørende. Og finde sig i brok, klager og – til tider – urimeligheder fra dem vi gør vores ypperste for. Og hvor kan man blive ked af det, når man gør alt hvad der står i ens magt – og som er ens pålagte ressourcer i den givne situation – men alligevel bliver verbalt (og måske fysisk) overfaldet af utilfredse “kunder”! Hvor er vi mange ansatte, der skal finde os i meget frustration fra patienter og pårørende, som vi slet ikke har noget at skulle sige om. Og hvor har jeg mange gange fortalt om systemet, økonomien og hvad der egentlig er i vores magt at udrette.

Folk forstår det ikke! Og det kan jeg da godt forstå…for det er ikke lige så tydeligt hvor mega mange milioner vi skal spare hvert år, hvor urimelige vores arbejdsbetingelser egentlig er, hvor lidt tid vi har til den enkelte patient (og de pårørende bliver jo ikke engang regnet med!!) og hvor mange (dygtige) kollegaer vi mister hver måned fordi de bukker under for presset… I forhold til hvor meget folk hører om de (helt urealistiske) tanker, ideer og visioner politikerne har til ventelister, behandlingsgarantier, dokumentationer og til de “gode” nyheder det er hver gang nogen af mine hårdtprøvede kollegaer fejler eller når patienter og pårørende føler sig urimeligt behandlet!! Hold da op de får presseomtale, forsider og mediestorm…

Og det provokerer mig – især fordi klagerne kommer til at være på os, når de egentlig skulle være på dem der egentlig bestemmer, skærer ned og fyrer folk… (regeringen, politikerne og kommunerne)

 

// udtalelserne, holdninger og meninger er mine egne – og jeg undskylder bestemt hvis det støder nogen. Men håber også at nogen tænker: “HØRT”!!