Sorgen ved at miste sit barn – hveranden uge !! Part 2…

For et par dage siden prøvede jeg at dele nogen af de følelser, jeg har indvendig hver gang mine 9 dage er overstået og ex-konens 5 dage begynder. Det er en rejse gennem følelser som sorg, utilstrækkelighed, svigt og magtesløshed. Følelser der kommer snigende og borer sig dybt ind i sjælen for så at fylde det meste af min krop og mit hovedet. Jeg forsøger at sige til mig selv, at Lilletut selvfølgelig stadig elsker mig og ikke bliver skadet af en opdelt hverdag – og at jeg lige så godt kan nyde dagene for mig selv. For de 5 dage trænger sig på uanset – sket er sket og gjort er gjort! Lilletut skal bo hos hendes mama 5 dage hveranden uge – om jeg nyder dem eller tuder dem væk!

Læs indlægget (part 1) HER hvis du missede det…

I går aftes kom min lille skat så “hjem” igen. Kan man egentlig tillade sig at kalde mit hjem for Lilletuts hjem ?! Jeg er bopælsforældre (det er hos mig, at hun har adresse) og jeg har hende mest…men hun bor jo også hos mama – det er  vel også hendes hjem!?

Anygays – Lilletut kom hjem til mig, efter hendes 5 dage hos mama, i går aftes. Hun havde i weekenden været på campingtur med mama og hendes nye kæreste oppe ved Roskilde, og hun var jo nærmest blevet voksen på de fem dage!! Lang- og lyshåret, høj, slank og solbrændt fandt jeg hende – og Hello Kitty – ude ved opgangsdøren bag ved en af vores store urtepotter!! (Hun havde selvfølgelig gemt sig..!! Tutti ELSKER at lege gemmeleg – “gemme”leg, you know). Mama kom med hende og sagde smilende at Lilletut desværre ikke var kommet med alligevel… “Hvor ærgerligt…” sagde jeg højt – og nærmest samtidig kom der et højt hvin og et grin ommefra planten, hvor en kæmpe Hello-Kitty ballon på pind også svævede. Gad vide hvem der var der…?!

Tutti kom frit frem og løb mig storgrinende og hvinende i armene. Vi krammede, knusede og kyssede indtil hun ville med ind og vise alle de ting, hun havde fået med hjemmefra mama af. På vej op ad trapperne ville hun vide om kæresten var på besøg og om hendes hund var det… Som om hun lige skulle have styr på tropperne. Hverken kæresten eller hendes hund var dog på besøg, og hun løb uanfægtet ind i lejligheden og så sig omkring.

Hver gang hun kommer hjem kigger hun altid først ind i stuen, så på hendes værelse og så ind i mit soveværelse. Hvis noget har ændret sig – en ny kommode eller lignende – så opdager hun det og kommenterer det. Hun leger flygtigt med lidt af hendes legetøj, for så at vælge enten en bog eller ipaden som vi skal sidde med henne i sofaen. Det er tydeligt at hun lige skal lande. Hun skal lige tilbage i denne gænge. Finde hendes yndlings legetøj – se om der mon er kommet nyt. Og så sidde og putte med mig i sofaen. Jeg nyder det, elsker det – og har altid sat tid af til det. Det er så vigtigt for både hende og jeg. Vi skal lige finde hinanden igen. Mærke hinanden. Jeg har et stort behov for at kramme hende, nusse hende, ae hende og bare vise hvor meget jeg savner hende og elsker hende. Men jeg kan godt mærke at hun ikke helt gider nusses i samme mængde. Hun gider heller ikke svare på 17.000 spørgsmål, som jeg ellers rigtig gerne vil stille. Hun vil sidde og lande. Omklimatisere.

Jeg tager mig selv i at have lyst til at sige til hende konstance at jeg har svanet hende og at jeg elsker hende. Men jeg styrer mig, for jeg ved ikke helt om der skal SÅ meget fokus på at hun har været væk og jeg har savnet?! Altså forstås på den måde, at det ikke for hende må føles som om HUN gør noget galt. Som om HUN forlader mig og gør mig ked af det. Hun må ikke føle at hun belemre mig eller svigter mig!! Og det kunne det måske godt komme til hvis jeg hvert andet sekund siger at jeg har savnet hende ???

Jeg vil selvfølgelig gerne sige det lidt. For jeg synes det er vigtigt at få ord på den slags følelser også. Det må bare ikke tage overhånd og komme til at føles som noget helt ekstraordinært modbydeligt hun påføre mig hver hveranden uge.

Hvad gør I hjemme hos jer ?? Eller hvad tænker du ???

Ofte når Lilletut så er kommet i seng – og endelig sover; hun har nemlig svært ved at falde til ro og i søvn den første dag – kommer den der ulykkefølelse snigende tilbage. Mit hjerte kan blive helt tungt på ny. Og sorte tanker og en absolut sort sindsstemning trænger sig på. I går kunne jeg mærke gråden i halsen længe før den egentlig brød ud. Jeg prøvede at finde ud af præcis hvorfor jeg græd, men det kunne jeg ikke. Jeg bare græd og græd ned i kærestens skød; lettelse, fortvivlelse, svigt, utilstrækkelighed, uoverskuelighed og kærlighed. Alt mikset sammen i en pærevælling men alt sammen følelser til og omkring den dejlige lille unge, der endelig lå inde i hendes seng. Den samme blå Juno seng som jeg også lå og sov i, da jeg var lille.

Jeg vil hende bare alt godt. Jeg elsker hende så højt, at jeg nogen gange ikke føler at kunne rumme det. Og ikke har lyst til at sige hende imod eller sætte grænser!! Jeg vil hende bare alt godt; alt det hun vil, skal hun have lov til! Eller det ved jeg jo godt ikke holder!! Men shit at skulle sige “nej” til hende, når hun lige er landet, skærer helt i mit hjerte. Jeg har virkelig ikke lyst til det – men jeg gør det selvfølgelig! For selvfølgelig skal hun have grænser. Selvfølgelig skal hun opdrages. Ellers vil det først være synd for hende. Men det er svært når man savner, sørger og elsker så meget…