Weekend alene med Tut – og kollegaer, veninder, børn, et helt lille teater og MacDonalds

En lækker weekend er gået. I selskab med min Tut – helt intenst os to – og så stadig sammen med en masse dejlige mennesker.

I fredags var jeg den klassiske alenemor, der måte tage mit barn med på sommerhusovernatning med mit arbejde, da jeg ikke havde nogen babysitter til Tutten. Aftenen skulle bruges på hygge, efterårsbadning, sushi, kage og vin. Og heldigvis er mine kollegaer søde overbærende damer (og en herrer), så der var ingen ko på isen i forhold til dem – og Lilletut er altså en knag at have med ud! Hun var så eksemplarisk og helt igennem dejlig at have med.

Hun var med os nede og bade i havet – iført låne bikini str 6 år – og var i mors arme med ude i bølgerne (men ikke under). Hun nød at lege med mine kollegaer inde på “pige-værelset” og hun nød opmærksomheden…”…KLAP – I skal klappe NU!”. Hun sad pænt og spiste sin madpakke – og smagte også lidt sushi, men heldigvis var det ikke det store hit; så mere til os andre 🙂 I og med hun var faldet i søvn i bilen på vej derop, vidste jeg at sengetiden blev rykket og jeg var sgu nervøs for aftenens forløb. Men det var jeg da uden grund! Midt i en leg kom hun selv og sagde at nu ville hun putte ! Så maske, nattøj og tandbørstning gik uden problemer, og hun vinkede pænt og ivrigt godnat til dem alle, da vi forlod selskabet og gik over i vores lille anneks for at læse og putte. Hun sov efter 15 minutter og med en tændt babyalarm smuttede jeg tilbage til de andre til et par timers hygge. Helt fantastisk når det bare acer det hele!

Lørdag formiddag gik vi alle sammen en tur på stranden i det smukke efterårsvejr – efter at Lilletut og jeg havde fået huset i live kl 7. Tutti nød det. Elskede at være med til det hele, elskede at være sammen med de store piger. Og så elskede hun at samle sten på stranden. Så, yes, vi fik en masse (tunge) sten med hjem – som jeg og en kollega skulle bære. Sammen med hende. Selvfølgelig.

Vel hjemme fra en dejlig tur til Nordvestsjælland puttede vi lidt på sofaen, tog en tur i netto og på legepladsen for så at tage hen til min veninde og hendes søn for at spise, hygge og slappe af. Tutti blev puttet sammen med Charlie inde i soveværelset og vi lå der begge til de sov, hvorefter vi stenede lidt tv på sofaen, snakkede og så lidt af Klovn. Men – man er jo mor, så da klokken blev lidt i 22 var jeg så træt at vi måtte drage hjemad til egne senge.

Søndag stod på en dejlig brunch med en anden veninde og hendes datter på den mega børnevenlige The Laundromat på Århusgade. Hold da op, hvor er det bare totalt WIN at brunche sådan et sted! Legeområde med en masse dyr, playmobil, diverse action-mænd og alt muligt plastik halløj som kan holde børnene beskæftiget så man også selv kan BÅDE spise og hyggesnakke!!! Og så var maden virkelig lækker. Og jeg fik et hjerte i min kaffe – uhhh !

Efter formiddagshyggen cyklede Tutten og jeg ind til byen og kiggede lidt i Søstrene Grene før den helt store attraktion skulle nydes: en teater forestilling i Det Lille Teater, hvor stykket “Gorillaen der var en gorilla” spillede.

Tutti og jeg var inviteret derhen – og sådanne invitationer tager jeg imod med kyshånd – også uden betaling. Teater forestillinger er bare så sindssyg fantastiske for børn. En helt unik oplevelse for krop og sjæl. Noget unika der bare ikke må forsvinde i ipads, computer, gameboy og film. Jeg støtter det gerne – og Tutti elsker det. Hun stornyder. Griner, klapper, kigger, oplever og indsnuser sig atmosfære og ageren.

Det Lille Teater ligger i en lille baggård inde omkring Rådhuspladsen, og har en fuldstændig fantastisk lille og intim sal med scene og publikumrækker opad til. Man sidder tæt både på sin sidemand og på scenen, så man er bare på. Man er nærmest en del af forestillingen uden at være det.

“Gorillaen der var en gorilla” er en hyggelig og faktisk ret apropos skilsmisse og folk/fædre-ish der pludselig har brug for at realisere sig selv langt væk fra deres familie… Fortælleren, Claus Bue, har en dejlig blød fortæller-stemme der billedliggøre den kendte børnebogsforfatter Kim Fupz Aakesons bog (skrevet sammen med Lillian Brøgger) om en gorilla i identitetskrise.

Gorillaen spørger sig selv “Hvor hører jeg hjemme”, hvilket får ham ud på en lang rejse fra  Zoologisk Have, til en lejlighed i Hvidovre, til et rækkehus med kone og barn. Ja helt til Afrika med indfødte gorillaer. Forsøget på at finde svaret, fører gorillaen vidt omkring. Indtil gorillaen endelig en dag forstår. Han hører hjemme, hvor hjertet er. Hos sin familie.

Om denne pointe specielt var tiltænkt mig, kan vi jo kun gisne om – men forestillingen var rigtig god, og Lilletut nød alle 50 minutter. Også selvom hun blot er 2 år og 10 måneder. En klar anbefaling fra os til alle jer, der også elsker at give jeres børn dejlige teater oplevelser. For ledige forestillinger og billetsalg, kig på teaterets hjemmeside HER

Efter teateret var vi sultne – og YEP jeg lokkede mit barn på MacDonalds til en hamburger (cheeseburger til mig). “Ingen salat mor  – jeg kan IKKE li salat” ! Var Tuttens udmeldning, og så kværnede hun næsten en hel hamburger. Anden gang i hendes liv jeg har hende med på Mac’en! Og det skulle selvfølgelig foreviges med et “Burger-selfie”…

Jeg elsker sgu min pige.

Og vil ikke undvære hende. Og da slet ikke 5 dage hveranden uge. Hele livet (ish) Ihh altså!