Depression er…

…en biaaaatch ! Og så er den forhåbentlig overstået her på matriklen. Ja, og bliver væk !

Jeg har igennem de sidste 6,7,8 år været plaget af to massive depressioner. De har begge fået mig banket i gulvet og fået mig til at se sort.

Især den første – lige på samme tidspunkt jeg mødte eks-konen – var så massiv, at min læge kun havde set 2 før mig score så højt på depressions-testen. Jeg var virkelig også langt nede. Overvejede selvmord, spiste ingenting og tabte mig meget, lå bare og græd og gloede tomt ud i luften. Og drak kaffe. Og Pepsi Max. Eks-konen måtte en dag løbe (LØBE) hjem fra en ellers hyggelig bio-tur med veninderne fra Frederiksberg til Nørrebro, fordi hun bare skulle hjem til mig NU. Jeg gik helt bananas, og hun turde ikke andet. Hun tabte på den vilde løbetur sin yndlings hue – og har ikke helt tilgivet mig det endnu !

På en eller anden facon fik samtaler med min læge hveranden dag, anti-depressiver og massiv støtte fra eks-konen, min søster og især min ene veninde, mig nogenlunde oven på igen i løbet af nogen måneder eller 5.

Da eks-konen og jeg besluttede at gå i gang med “projekt-baby” var jeg stadig på anti-depressiver, og fungerede egentlig fint (tror jeg ) på mine citalopram, men startede efter min egen beslutning en nedtrapning. Min læge frarådede mig det ! Men jeg ville. Og han “gav lov” og styrede det selvfølgelig. Jeg blev dog gravid så hurtigt, at jeg ikke nåede at få trappet de sidste 5 mg citalopram ordentlig ned. Jeg stoppede lidt brat og nåede nok blot at være “anti-depressiva fri”ca 2-3 mdr i graviditeten før jeg fik et giga tilbagefald. Jeg var så ulykkelig og græd og græd. Og ville have abort, og overvejede faktisk selvmord igen. Min jordemoder fik mig på retkøl igen sammen med min læge og Psykiatrisk Center Ballerup – og nogen nye anti-depressiver Noritren. Disse skulle være bedre for mælken og barnet generelt. De var bare ikke gode for mig. Min spytproduktion stoppede (og jeg fik 4 huller), jeg blev udadreagerende og “jeg”forsvandt.

Noritren-pillerne fungerede ikke, og midt under parterapien i krisen med eks-konen fik jeg taget mig sammen til at skifte – i samråd med min nuværende læge – til et andet mærke; Venlafaxin. Og dem har jeg næsten endnu mindre kunnet lide. For det første ligner de det pureste gift og for det andet reagere jeg meget fysisk på dem i form af øjeblikkelig hovedpine, kvalme, svimmelhed, flimren for øjnene og hjertebanken hvis jeg glemmer min dosis bare én aften ! Skræmmende.

Med Venlafaxinen er “jeg” lidt mere tilstede, men der mangler noget. Toppene er væk. Jeg er aldrig helt igennem LYKKELIG. Og jeg er heller ikke virkelig ULYKKELIG. Jeg går i panik, savner, bliver ked af det…men aldrig noget high / low. Og det er skræmmende ikke at kunne mærke sig selv ordentligt. Altså det med at fornemme sig selv gennem et filter. Så nu skal det filter VÆK. Jeg er ked af det. Og jeg er trist. Men mit ægteskab gik i stykker, min drøm braste og min daværende kone valgte mig fra – stoppede med at elske MIG, selvfølgelig gør det ondt og gør en ked af det. Og lige nu er det et stort rod med eks-kæresten, og jeg er blevet bevist om flere ting ved mig selv, som skal laves om. Jeg er ked af det, fordi mit liv ikke er let. Men derfor skal jeg jo ikke “bare” have anti-depressiver. Jeg vil klare det selv. Jeg vil deale og slås. Som mig – helt uden filter. Jeg vil være ordentlig ked af det for så også at blive ordentlig lykkelig igen !

Igår var jeg derfor hos min læge for at snakke med hende om en ny nedtrapning og stop af de skide piller. Og jeg fik lov ! Uden noget – hun synes det var en fin ide. Så nu er der lagt en plan over de næste par måneder og jeg er så fortrøstningsfuld. Og lidt bange for de bivirkninger der formentlig følger med både fysisk og psykisk !

Men jeg vil…