Om at tage forelsket på Roskilde - og købe en Frost cykel til Tutten i fødselsdagsgave (alene)

Når livet slår knuder…

…og det har mit tendens til at gøre !

Hvad præcis det skyldes; mig, andre eller hvad der nu kan være tilbage til at få skylden, ved jeg snart ikke. Summasumarum; jeg er ked af det og min krop siger fra både psykisk og fysisk.

Jeg har de sidste snart to måneder haft først ondt i den venstre skulder, så alt træning måtte lægges på hylden, for dernæst pludselig også at få de samme smerter og bevægeindskrænkninger i højre skulder. En stor myose i venstre skulderåg, fik pludselig følgeskab af et genstridigt hold i nakken, der bare ikke gik væk. Hertil en ret stor infiltration helt oppe i kraniekanten i højre side af nakken. En stor øm knude, der mærkes ved hvert nik, hoved drejning og bare en lidt skæv stilling i nakken. Daglige hovedpiner herfra – som især er slemme om morgenen – og en masse tænder skæren og biden i kinden med ekstra hovedpine og spændinger op langs kæben, tindingen og op i hovedet.

Seriøst, jeg føler min krop er ved at stå af.

Inden i – helt indeni – er jeg ked af det. Ked af at det ikke fungerer med kæresten, ked af at min uro har ødelagt det for både hende, os og mig selv. Ked af at jeg ikke bare kunne nyde det vi havde. Og pludselig også ked af at jeg havde så mange indre dæmoner med ind i mit ægteskab med eks-konen, dæmoner som der ikke var plads til – og som også formentlig var med til at ødelægge vores forhold. Det er nemlig fandme mange år siden jeg har været helt mig selv sån’ rent psykisk. Lige gyldigt hvilken idiot eks-konen har været, så har hun sgu også stå model til meget depressions-lort med mig – og det forstår jeg godt man ikke kan holde til i længden.

 photo AED2DD5F-CD05-4FB1-8588-199DDBD0B280_zpsnkwbhclf.jpg

Så nu – nu hvor jeg har endnu et forlist forhold bag mig – nu må der sgu gøres noget. Ved mig.

Shit – det er så meget nemmere at give andre skylden ! At pege fingre og råber grimt om og til andre ! Men at se indad, og se de fejl og mangler man selv har og at udpege potentielle ødelægende faktorer hos sig selv. Det gør fandme ondt. Og det er fandme ikke let – og kræver mange tårer og meget smerte.

Jeg har ikke orket det længe. Jeg har aldrig orket det helt i bund. Jeg har flere gange skrabet i overfladen, og også til tider kommet ned til noget flydende – men aldrig blevet ved, og ved og ved. Det har gjort ondt, og jeg har fået nogen redskaber – men så har jeg stoppet fordi det hjalp. Som at tisse i bukserne – det varmer men ikke for længe. Min “par”terapeut beskrev det så fint sidst jeg var hos hende (alene); “når det går godt, så er du flyvende og vil ikke tage imod hjælp…men når du så rammer bunden, så er du her og er motiveret. Problemet er bare at du har behov for mere – et langt forløb OGSÅ når det går godt”…

Og jeg VED hun har ret. Men det er bare så nemt og ride på bølgen. Og rart. Og gør ikke ondt. Og jeg har bare ikke kræfter og ressourcer til at opsøge smerten, når den endelig har forladt min krop og sjæl for en (mindre) periode. Så nyder jeg nemlig. Og leger “rask” og “normal”. Så nyder jeg at nyde, og at have det godt. Hvorfor have ondt hele tiden ?!

Men nu – lige nu – ved jeg at der ikke er et alternativ. Jeg er nød til at grave ind under overfladen på mig selv. Ind under smilet, grinet og den facade der har været så fasttømret og en del af mit ansigt og min person de sidste mange mage år. Den facade jeg altid tog på, da jeg var lille og ked af det indvendigt uden jeg vidste hvorfor. Den facade der blev så nødvendig en del af “mit andet jeg”, da jeg fortalte mine forældre at jeg havde en pigekæreste og min far kom til at sige, at dét måtte jeg bare ikke sige ! ALT andet end det ! Og at han da var rigtig ked af at høre det, og at jeg virkelig måtte love ikke at sige det til mine bedsteforældre, for det ville de SLET ikke kunne holde ud at høre. Dén facade og alle de løgne jeg derefter skulle fortælle til min øvrige familie, gjorde mig ikke bare ked af det, det fik mig også til at føle forkert. Helt forkert og som et ulækkert menneske. Jeg lærte at fortælle løgnehistorier om mig selv, jeg næsten selv troede på. Jeg tillærte mig en kontrol, hvor jeg kunne grine og smile selvom jeg græd indvendig. Jeg kunne fortælle om hvor godt jeg havde det, selvom jeg ikke kunne være mere ulykkelig. Jeg lærte hvordan mine ord og følelser ikke behøvede hænge sammen.

Og jeg fik så sindssyg ondt i maven. Jeg fik anfald der var så voldsomme at jeg nær var blevet hentet i ambulance flere gange. At hverken privat læger, hospitaler eller professorer kunne hitte ud af hvad jeg fejlede.

Maveanfaldene har jeg stadig, men ikke nær så intense – nu varer de bare længere tid i stedet.

Men jeg er besluttet på at begynde med mig selv igen. Også selvom det gør ondt – for lige nu gør det ondt. Fysisk som psykisk.

Min drøm og mit håb om en familie er endnu engang ikke blevet opfyldt, men denne gang ved jeg også at jeg selv har været hovedperson i det fail. JEG kunne ikke. JEG kunne ikke opretholde mit eget tempo. JEG har for mange lig i lasten, der må kastes ud først.

I min evige iver for projekter, kalder jeg det i mit stille sind for “projekt treat-my-self” – og jeg tænker det bliver godt. På et tidspunkt mest af alt. Men det er faktisk allerede lidt godt, for det har medvirket til, at jeg har fået brugt mit gavekort på en ansigtsbehandling, som jeg ellers har haft liggende i 4 år, og så er jeg endelig blevet klippet hos frisøren.

Desuden har jeg kastet mig ud i to af de mere sjælelige tilgange til projektet nemlig; 1) samtale med en mentor/en intuitive counselor og 2) noget jeg allerede var til første gang i går, nemlig; body-SDS.

Og holy moses – det der body-SDS det kan nogen ting…men det kræver et helt indlæg for sig, så stay tuned….

 photo AA49E6A8-9F2E-4A20-86C5-2CB03FBB7ADC_zpsx0dzruqb.jpg

7 kommentarer

  • Liv

    Kram til dig søde Kat

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Puha sikke en omgang 🙁 Det er jeg godt nok ked af at høre om! Det hele – barndoms benægelserne, sjælesorgen og dit brud med kæresten 🙁
    Men hvor lyder det fornuftigt at få gjort noget ved det! Også selvom det er hårdt! Jeg sender god karma og ønsker dig alt det bedste!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe G

    RESPEKT! Kæmpe respekt, hvor er du bare enormt stærk OG modig! Dét du gør og har gjort kræver MANGE hår på brystet (som man siger herovre i jydernes land)!
    Jeg har selv været der, og jeg mindede meget om dig som jeg kan læse – højt at flyve, langt at falde :scream: Jeg gik med en facade, som jeg havde bygget op igennem mit liv, den var hård, meget hård, men bag den facade sad den lille pige i det fjerneste hjørne og græd og skreg om hjælp, men hendes hovede ville ikke høre det, og ignorerede det, så der slet ikke eksisterede andet end facaden udadtil… For to år siden røg jeg ned i det dybeste hul, og da stod jeg ved en “skillevej” – det “sikre” valg (facaden) eller at tage kampen op (for et bedre liv og velvære i tilværelsen), og jeg valgte nummer 2… Det er det bedste og hårdeste jeg nogensinde har gjort.. Det er ekstrem hårdt, fordi man kommer ikke sovende til det, og man skal finde den lille pige der gemmer sig indeni frem, og det tager lang tid, og den tid er både god og træls, fordi man lærer sig selv – skridt for skridt – bedre at kende, på både godt og ondt, men i den sidste ende er det kun godt DET HELE, fordi så lærer man, hvad der er godt for én, hvad man har brug for, man bliver et meget mere harmonisk menneske, og man får det 10000000000 gange bedre med sig selv, og i tilværelsen, fordi man nu kender sig selv så godt, efter den rejse man har været ude på, som et eventyr hvor man selv er hovedpersonen, og man står skulder om skulder med denne, så man samler sig en masse gode og dårlige erfaringer, som man kan gemme i sine kognitive “kasser”, så det er disse gode erfaringer, hvor man selv (den lille pige) har været med HELE VEJEN man lærer at tænke tilbage på fremadrettet – fremfor – de dårlige erfaringer man har fra tidligere, fra facademurens tid :no_mouth: :no_mouth: Som sagt det er hårdt og du kommer ikke sovende til det (langt fra), men det er godt på den gode måde, og kort tid efter start begynder du at føle en underlig følelse – lettelse – du vil kunne mærke en KÆMPE byrde falde fra dine skuldre, som b.la. vil gøre, at du får mere overskud, og hvor dagene synes lysere og nemmere at gå til.
    Du er rigtig rigtig sej, og stærk, og du klarer det her i stiv arm, der vil selvfølgelig være up’s and down’s, men på sigt vil der gå længere og længere tid mellem nedturene, og til sidst vi, de slet ikke være der, (ihvertfald langt fra i samme grad som nu, og tidligere). Psyken påvirker os fysisk meget mere end vi aner tror jeg – det ved jeg også fra mig selv, når man ikke selv (den lille pige) kan sige fra, så prøver resten af vores krop på at komme i kontakt med facaden på andre måder… Gør det for din egen skyld, vær god ved dig selv, og gør det her som en “tjeneste” til dig (den lille pige), du får guld med guld på og regnbuer i massevis i den anden ende, OG der er lys i tunnelen, OGSÅ for dig! Husk det :blush: :blush: Derudover vil jeg gerne lige sige, at det ikke er flovt, eller nedværdigende at bede om hjælp – derimod er det rigtigt stort, fordi så har man alligevel indset, at man har brug for en hånd, og det er okay, man kan ikke gå på vandet, og for at komme fra bunden op til overfladen har man brug for en redningskrans, så man lettere kommer opad, også kan redningskranse også flyde, og det er guld på de dårlige dage!! God rejse – du er allerede længere end du selv tror, husk at giv dig selv anderkendelse, klap dig selv på skulderen, fordi du er god, og det går nemmere hvis man er sin egen “bedste ven” :stuck_out_twe:
    De bedste hilsner
    en meget ung pige, som har fået mange (lidt for mange) livserfaringer i en meget ung alder..
    PS husk du er ikke alene – der er RIGTIGT mange som har det skidt, både som får hjælp, og som ikke gør – det er “rart” at have i baghovedet 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Først og fremmest sender jeg lige en kæmpe røvfuld krammere!!!!
    Jeg kæmper også selv med fortidens dæmoner og et sind der kan være et mylder af lortetanker, forvirrende tanker og jeg ved ikke hvad – især når det kommer til mit parforhold. 4 år og lidt til har jeg efterhånden været sammen med (forhåbentlig) manden i mit liv, men kæmper stadig med at stole 100% på ham… Eller… Jeg stoler 100% på ham – jeg stoler så meget på ham, som det er muligt for mig at stole på nogen. Anyways. Den vigtigste forskel for mig (for jeg har virkelig forbedret mig) er at jeg er begyndt at bearbejde mit lort, når jeg er inde i en god periode. Det er vildt hvor anderledes man kan se på tingene, og hvor meget mere indsigt man umiddelbart har i sit eget liv. Så skriver jeg også dagbog – når tankerne bliver alt for meget. Jeg er vild med processen, hvor det lige pludselig går op for én, at det måske egentlig er noget helt andet, man var ked af. I suppose det er det, bloggen også er for dig. En dagbog.

    Jeg ved ikke helt, hvad jeg ville med den her kommentar… Fortælle dig, at du ikke er alene måske? En virtuel krammer får du i hvert fald fra din trofaste, barnløse følger. Hæhæ 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Wow, jeg syntes du er virkelig sej og virkelig virklig modig. Uden at kende dig ønsker jeg dig alt det bedste og sender gode tanker og vibes din vej, og bare mange tak for at være så ærlig..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Kære Kat. Sikke en omgang . Giv dig selv tid, du er 1000 gange stærkere end du tror . Jeg syntes at du er pisse sej ( undskyld jeg bander ). Møs

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Æv 🙁 Håbede også for dig, at det var din familie, der var ved at blive til. Men du har jo bare så ret. Du kan jo ikke være sammen med en anden, når du ikke kan være med dig selv – eller hvad man siger.
    Det lyder nu alligevel som om, du allerede er kommet et godt stykke – accepten er jo vigtig. Og nøj, du er sej! Og ja, din styrke får du uden tvivl brug for, det bliver hårdt. Men det bliver også godt!

    Det var da også en åndssvag reaktion fra din far. Jeg kender jo ikke jeres forhold, måske var det sagt i kærlighed…. Men som du fremlægger det her, så var det bare så uendeligt dumt sagt. Jeg håber, han siden hen har forsikret dig om, at han selvfølgelig elsker dig – præcis som du er. Pigekærester und alles. Og hvis ikke, ja, så er det altså ikke DIG, der er noget galt med.

    Mht. familie… Jeg er helt med på, at det er pissehårdt, men har du overvejet at få en bebs bare med dig selv-agtigt?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at tage forelsket på Roskilde - og købe en Frost cykel til Tutten i fødselsdagsgave (alene)