Om at miste sin ægtefælde – ved død eller skilsmisse
Det er “Knæk Cancer” uge – og lad os slå fast at jeg, ligesom nok alle andre mennesker, hader cancer og kender flere der både har måttet lade livet til sygdommen og/eller stadig lever og kæmper med den. Cancer er en frygtelig sygdom. Og jeg ville ønske den selv fik cancer og døde. Punktum.
Og don’t get me started omkring cancer til børn, unge og forældre !! Shit, jeg græd mange tårer til programmet “Kærlighed og Kræft” på tv2 og særligt program 2 “når livet går videre” fik følelser og tårer til at boble over. Og så fik det en masse tanker i gang – og dette indlæg måtte voves skrevet for at få lidt luft i ordene og tankerne.
Mine tanker har nemlig kværnet hele ugen, hvor der har været så meget fokus på at miste. Og at kæmpe. Til og mod kræft ved jeg jo godt, og jeg har jo ikke mistet min eks-kone til kræft. Men jeg har også mistet – og kæmpet. Og….nu bevæger jeg mig ud på gyngende vovet lynch grund, I know…nogen gange føler jeg, at det ville være lettere hvis eks-konen var død !
Ikke at jeg ønsker at hun fik cancer og døde…
Eller… Ej, ikke lave fis med sådan noget, Katrine ! Selvfølgelig ikke.
Men at vide, at hun valgte mig fra. Stoppede med at elske mig og vores familie. At hun ikke troede på den. At hun ikke tog ansvar, at hun ikke tog det alvorligt (som er én af de klogeste ting, vores gamle parterapeut sagde til os omkring det at have fået et barn!), at hun bare gav op. Og lod Lilletut og især MIG hænge alene tilbage. At hun ikke så at vi var hendes liv – eller en del af det, det gør så fandenshamrende ondt, at jeg ikke kan forestille mig noget gøre mere ondt ?! At miste sin ægtefælde i kærlighed, mens man stadig er elsket og elsker, føles her i min lille elendighed mere tiltalende.
Altså sådan rent egoistisk. For selvfølgelig er det helt uerstatteligt at ens barn/børn mister sin anden forældre for evigt ! At de aldrig kan ses igen, snakke igen, putte igen, kramme igen og elske igen. Det kan jeg jo heller ikke bære. Alle børn fortjener begge sine forældre. Om ikke “sammen” så bare i Verden samtidig og samtidig med barnet.
Men HELT egoistisk tænker jeg, at min sorg og mit tab ville være anderledes end det er nu, hvis vi ikke “bare” var blevet skilt men var blevet skilt ad af døden. Jeg ville ikke føle mig kaseret, ikke god nok og til grin. Jeg ville ikke skulle leve med smerten over at min ægtefælde, som ikke ville have en familie med mig, valgte en anden at have “familie” med, før jeg selv (som jo gerne ville,) fik muligheden. Ja, før hun nærmest var flyttet ud fra vores fælles lejlighed og liv.
Helt egoistisk tænker jeg, at jeg anderledes og nærmest “lettere” ville kunne komme videre, hvis min ægtefælde forlod denne Verden. Så kunne jeg da helt sikkert konkludere at der ikke var mere at komme efter. At den familie der blev startet op, og troet på ved både ægteskab og insemination aldrig blev til noget, og at det var højere magter, der havde taget beslutningen for os. At noget andet, større og mere frygteligt havde ødelagt livet for (mig) os. Jeg ville slippe for at føle, at jeg skulle aflevere mit barn hveranden uge til en som allerede én gang havde frasagt sig lysten til hende. Slippe for følelsen af at jeg går glip af ting med min datter, fordi en anden helt bestemt og med fulgt overlæg har valgt mig fra. Jeg ville slippe for skænderier, dårlig kommunikation, deleordninger og manifesten omkring vores forskellige drømme.
Om jeg kan tillade mig at tænke sådan ?! Sikkert ikke, men hjernen og hjertet fungerer nogen gange udenom almindelig fornuft – og pli.
Undskyld !
Tak fordi du skriver det jeg i de sidste 4 år har tænkt. Kan fuldt ud følge dig, om det så er rigtigt eller forkert at tænke sådan