9 dele alenemor – 5 dele splittetmig

Jeg ved godt, at jeg tit skriver om det, dét at jeg er blevet alene med Lilletut og alene med min (gamle) drøm om en familie. Og at nogen af jer tit siger at jeg skal tage mig sammen. Nogen af jer gider helt sikkert ikke læse med, når jeg vrider følelseshåndklædet fra min skilsmisse endnu engang, og er måske ligefrem ved at kaste op inde i munden på jer selv, når I synes jeg bare hænger fast og tæver rundt i tuderiet igen og igen. MEN nogen af jer kommer stadig med dejlige kommentarer om at jeg hjælper jer med at sætte ord på jeres følelser, I takker mig, I skriver dejlige beskeder og gør bare mit kommentarfelt dejligt at læse med i. Og mange af jer kan godt se at jeg er kommet videre i min sorg over mit tab. I kan se at der er kommet flere dybder og flere niveauer i mit arbejde med mig selv.

Jeg har sat ord på mange tanker og følelser gennem mange af mine indlæg. Tit er det de sværeste indlæg for mig, I har taget bedst imod. De ting der har berørt mig mest, og gjort mig mest ulykkelig (med ægte tårer bag/foran skærmen) er tit blevet nemmere efter et indlæg. Også fordi jeg har læst jeres kommentarer. Både de lidt mere kontante af slagsen, og de lidt sødere af slagsen.

På det sidste er jeg begyndt at tænke mig selv som en smule opdelt. Som en 9/5 person. Som en der lever livet på to forskellige måder; 9 dage på én måde og 5 dage på en anden måde. Godt eller skidt ?! Det er jeg ikke helt klar over endnu, men tanken fylder meget og er egentlig lidt beroligende. Fordi det gør det klart for mig at mit liv er delt op. Det er altså ikke kun en uhåndgribelig fornemmelse om at noget er forkert/anderledes/uvirkeligt. Der er pludselig et helt håndterbar og meget virkeligt bevis på at min tilværelse ændre sig i løbet af 14 dage. Og bliver ved og ved. Jeg har et bevis på, at jeg nogen gange mangler noget af mig selv. Eller man kan næsten sige, at mit bevis på at mit liv er noget værd pludselig lige præcis IKKE er der !

Og hvem vil så ikke føle sig halv, ulykkelig og ubrugelig ? Hvis ens liv pludselig har mistet sin værdi ?

I de 5 dage skal mit liv have en anden værdi.

Det har jeg måttet sande og accepterer. Ikke med min gode vilje, og jeg er pisse bange for det ! At blive tvunget til at finde en anden værdi end den man ellers selv havde valgt – sit barn – er altså pisse svær ! Og de af jer, der heldigvis aldrig har prøvet det, vil I ikke nok være søde ved os andre ? Jeg tror ALDRIG man kan sætte sig ind i en andens sorg, smerte og altså proces om at finde en anden værdi og mening i sit liv, hvis man ikke selv har prøvet nøjagtigt det samme ! Så hvis ikke du er blevet disset af din ægtemand/kvinde og dit barn er “taget fra dig” og din drøm er blevet knust, så tror jeg ikke du kan sætte dig ind i det.

Jeg har valgt at sætte mig selv i fokus de 5 dage der. Eller jeg prøver. For på en måde er det hverken nemt eller lige til. For jeg ved slet ikke helt, hvad det er, jeg vil. Det dæmrer, gør det ! Men jeg ved det ikke helt endnu, så jeg laver ting, som jeg ikke ville gøre når Lilletut er der – og som jeg gjorde da jeg gik i gymnasiet ! Ting jeg har sagt farvel til én gang. Ting jeg bagefter tænker over og ryster på hovedet, for det er virkelig ikke det jeg vil med mit liv. Igen ! Og så savner jeg min mening med livet igen. Min Tut. Og føler så at jeg decideret spilder mit liv og mine dage. Og det er jo ikke dét, der er meningen…

Men jeg er i gang. Og jeg elsker for såvidt mit liv igen – ihvertfald helt grundlæggende. Min grundlæggende negativitet og aggressivitet er altså væk. Og jeg kan altså også glæde mig over at være kommet ud af et dårligt ægteskab. Jeg glæder mig til at finde en der fortjener mig. Og dét er altså kæmpe stort. Dét er en udvikling. Af den gode slags. For jeg tror at ens liv bliver meget mere værd, når man ved, hvad man selv er værd !