Om at udfylde sit liv. Med alle dele mig.

Jeg har lært en vigtig lektie på den seneste. Måske er det, det vigtigste jeg nogensinde har lært, vil lære og kan lære i mit liv.

Mine tanker har før kredset om nogenlunde det samme, men uden at de har kunnet slå ned på noget bestemt. Jeg har aldrig helt kunnet formulere det for mig selv. Aldrig kunnet få det præcist nok. Aldrig fået sat ord på.

Men nu har jeg fået den hjælp, jeg åbenbart skulle have. I – kære læsere og kommentatorer – satte endnu engang nogen spirer i mine tanker, og faktisk var nogen af jer også ret konkrete med jeres budskaber. Og en af de største personligheder i mit liv lige nu – Louise Lie – har med blot en enkelt session fået en udvikling så vild, og så massiv positiv, i gang, at jeg nærmest dag for dag rykker mig. Jeg kan se ting klart. Jeg kan løfte mig op over mig selv, og se nogen ting lidt mere oppefra – istedet for midt inde i dem. Og det har man altså i dén grad behov for engang imellem. Og det er så umuligt rigtig tit.

Det står nu helt klart for mig, at jeg skal finde værdi i mit liv. JEG skal have værdi i MIT liv. Altså mit eget liv med mig selv.

Lilletut skal IKKE være min værdi i livet. Lilletut skal ikke være min mening med livet. Eller grunden til jeg lever. Eller grunden til jeg er glad og lykkelig.

Dét ansvar kan jeg simpelthen ikke tillade mig at pålægge hende. Dét ville gøre mig til den dårligste mor i Verden. Dét ville ødelægge min datter i den grad. Og vores forhold i bund og grund.

Men hvor er der mange mødre (især) der failer i den opgave. Hvor er der skræmmende mange – og ikke kun i reality/dokumentar programmerne i tv – der simpelthen ødelægger deres børns (og tit døtres) liv ved at pålægge dem alt for meget ansvar ! Ansvar for at deres mor er glad, lykkelig og kan finde ud af livet. Mødre der kan finde på at give børnene dårlig samvittighed, når de skal noget for dem selv – eller hen til deres anden forælder !

Jeg ved nu, at dét er min fornemmeste opgave. Jeg vil ikke give Lilletut bare den fjerneste, mindste, diskreteste følelse af at hun har ansvar for noget som helst i mit liv ! Hverken sorg eller glæde. Lilletut skal have lov til at være lykkelig og glædes over alle ting. Også ting væk fra mig. Også tid væk fra mig.

Lilletut skal glæde sig til dagene hos mama. Hun skal nyde dem. Leve dem. Og glædeligt fortælle mig om dem ! Hun skal ikke et eneste lille bitte sekund blive nervøs for, om jeg nu har lyst til at høre det. Hun skal ikke et sekund tvivle på, at jeg glæder mig over hendes lykke – også den der leves og skabes væk fra mig. Hun må ikke et sekund tænke på, om jeg nu er glad. Om jeg er lykkelig. Om jeg lever og nyder mit liv. Eller om hun burde agere anderledes. Om hun skal passe på mig og/eller skåne mig.

For jeg skal nyde og leve mit liv. Begge dele af det; både 9 delen og 5 delen !

Og Lilletut skal ikke være tungen på vægtskålen ! Hun skal ikke betyde noget i den ligning.

At et barn føler det som dets ansvar at gøre sin mor (forælder) lykkelig, er den tungeste og mest umulige opgave af alle. Og en voksen kan ikke være bekendt at give den fra sig.

Heller ikke selvom man får følelsen af at livet har røvrendt en.

For det har LIVET ikke. Livet er større end det. Meningen og meningerne er anderledes end det.

Jeg skal være mig – og have det godt med at være mig – både sammen med og uden Lilletut. Jeg skal nyde 9+5 dage ud af 14. Og jeg skal glæde mig til hver enkelt af dem. For det er mit ansvar – og ingen andens.

Har DU tænkt over det samme ? Eller noget i den stil ? Og hvad er værdien i DIT liv ?