Om at vænne sig til at være alene. Afklimatiseringsdag !

I dag er så dagen igen. Hvor jeg forlader lejligheden om morgenen – i hast – med Lilletut, og kommer hjem til en tom lejlighed med efterladenskaber fra barnet – men nu uden at have barnet med igen.

Det er altid lidt underligt for mig. Stadigvæk må jeg vel sige. Lilletut har været på deleordning lidt over et år snart, og jeg er ikke dus med det endnu. Det helt konkrete i, hvor mange dage hun er væk fra mig, behøver vi ikke at diskutere. Vandene er delte, I know. Jeg har min mening – og min grund: Lilletut. Andre har deres grund til at mene noget andet. Mama og jeg skal i næste mdr i Statsforvaltningen til et samarbejdsmøde omkring ordningen, så der bliver den (vel) evalueret – og ændret – i samarbejde med en børnesagkyndig. Vi er ikke uvenner mama og jeg, så SF skal ikke bestemme over os. De skal “bare” råde os. Og høre på os. Og sørge for at Lilletuts ve og vel bliver opfyldt.

Men i dag er altså dagen, hvor jeg så kommer hjem efter arbejde og en blogger-workshop hos Bloggers Delight, og finder lejligheden tom. Den der følelse; åbne døren og som det første at se iPaden ligge, hvor vi efterlod den med Sofia på, for at haste ud til vores snedækkede bil. Lidt lige som en krise-zone. Alt er forladt i hast. Og hun er væk nu. Altså væk hen til mama. Hun har glædet sig – og det er dejligt. Men det er svært for hende, så man tænker også straks på de første par dage eller tre, som skal bruges på at skabe tryghed igen. Vise at man ikke forsvinder igen. Holde i hånd, putte og ligge helt tæt op ad (og på) hinanden om natten. Dejligt, men også lidt hjerteskærende. Og det er bla. de tanker, der gør den der indgang i den tomme lejlighed hård.

For det er jo ikke bare party-party og tilbage til teenage-tiden; sove længe, gå ud, se sin kæreste og lave mig-ting. Det er også et afsavn til sit lille menneske. Og en frygt for de spor dagene kan sætte. Fordi hun ikke er ældre. Ikke fordi mama er skidt selskab. Lilletut elsker sin mama. Og jeg elsker at hun elsker hende. Og at hun elsker hende tilbage. No Doubt !

Listen over mig’er hjælper faktisk en smule. Listen som jeg jo skrev mig frem til i dette indlæg. Jeg har sagt farvel til “Lilletut og jeg-mig’et” og Goddag til “alene-mig” og “C og jeg-mig’et”. Der er sagt farvel – og på gensyn – ikke helt “frivilligt” og med lidt sorg, så jeg springer ikke bare direkte glad og chappy over i de andre mig’er – heller ikke selvom de indeholder en kæreste, som jeg virkelig elsker. Jeg skal lige finde mig selv. Både den ene og den anden mig. Og det er altså en underlig størrelse.

Så jeg er landet i sofaen og afklimatisere efter en lang dag. Alene. Det har jeg vist brug for. Ligesom man har brug for at afklimatisere efter en hård cykeltur og lige er kommet frem. Bare lige sidde lidt og “svede” af.

Og glæde sig over dagene og weekenden der kommer.

Kender I det ? Eller afklimatisere I til/for noget andet ?