Kan man få et barn selv ? Og blive solomor ?

Ovenstående overskrift har kværnet rundt i mit hovedet de sidste par dage. Eller det er faktisk ikke helt rigtigt, for hos mit næstseneste besøg hos Louise (min terapeut/coach) tilbage i november, fandt jeg for første gang ever en lille smule trøst i at det KUNNE være en mulighed. Altså at få et barn selv, blive solomor, hvis alt andet mislykkedes. Jeg var ikke helt lykkelig med tanken, men jeg kunne hvile i det.

Så kom kæreste-drømmen og tanken om at alt nok skulle lykkedes.

Og så sluttede det.

Nu tvivler jeg igen. Og jeg er reelt bange for, at jeg fortsat vil spolere alle tænkelige forhold eller up-coming forhold med stressen over at mit biologiske-ur tikker derudaf – og måske stopper imorgen. For dét er i sandhed min frygt. At jeg pludselig ikke kan få flere børn ! For jeg er ikke færdig ! Som i “overhovedet og slet ikke færdig” ! Langt fra ! Jeg vil faktisk helst have minimum 2 børn endnu. Og ja, jeg er 35 år, så jeg har vel lidt travlt. Men samtidig ved jeg også at det godt kan lade sig gøre, hvert fald i teorien. Min mor fik også børn sent – af at være i hendes årgang – og heldigvis gik det jo fint med at få Tutti. (7,9,13)

Så mulighederne er der endnu. Problemet er jo bare at man ikke ved HVOR lang tid endnu. Tænk hvis man vidste det, så kunne man da enten have reelt travlt – eller ånde lettet op og tage den med ro.

Nu er jeg har midt i mellem. Jeg har stress omkring det, og ønsker mig så inderligt snart en søskende til lilletut, som jo er 3 år nu. De 3 år jeg havde regnet med ville være max i forhold til en lillesøster eller lillebror. Og på den anden side så forvisser folk mig også om at det sagtens kan nå at ske. Jeg kan godt nå at møde en, som vil mig (og viseversa) og som vil have børn med mig. No worries; kvinder får børn ind i 40’erne nu ! Og så fortalte mine kort mig hos Louise (yes yes spirituelle kort) at jeg havde noget stort i vente.

Så hvad ? Venter man ? Eller tyvstarter man ?

Tiden går jo for både mig og Tut. Og jeg ved at jeg vil have flere børn, og det går jeg ikke på kompromis med – ever – for nogen !

Men hvad så med barn nr 2, som så hverken får en mama eller en far ? Er det synd for ham/hende ? For hvad nu hvis der kommer en 3. som så får en anden forældre…så er der lige den her i midten, der ingen andre end mig har ?! Kan man tillade sig det ? Og er det egentlig at gøre grin med/ligegyldiggøre den anden forældres rolle, sådan at udvande den ved at få børn alene ? Sammen med det faktum at det jo så ikke betyder noget, hvem eller hvad man får barnet med – man får det jo alligevel. For lige præcis dét er mit ømme punkt – eller én af dem. Jeg har nemlig før fået at vide, at jeg har gjort, at folk ikke følte at jeg ville dem men bare resultatet – et barn. Og det passer faktsik ikke. Jeg har altid ønsket mig en familie sammen med én. Men jeg er helt sikkert også en person, der rigtig gerne vil have sin vilje. Rigtig gerne.

Og så spænder man ben for sig selv.

Det ved jeg. Fordi jeg har prøvet det. Flere gange.

Og bør man så i stedet få et barn alene, blive solomor. Og give afkald på den lykkelige graviditet sammen med en partner, som gerne skulle blive lige så – og gerne mere – lykkelig end en selv ? Den drøm jeg har haft siden jeg var lille ?