Sjældent set i Statsforvaltningen…

I går var jeg så sindssyg nervøs ! Min mave kunne på ingen måde finde ro. Og jeg fik virkelig trukket vejret helt ned i maven og ud gennem munden i dybe suk flere gange i løbet af formiddagen og indtil kl 13, hvor vores møde skulle stå. Det der med at skulle i Statsforvaltningen – også selvom det “bare” var et samarbejdsmøde, var altså temmelig angstprovokerende.

Før jeg skulle møde skrev jeg dette indlæg, hvor jeg også kom med lidt facts omkring forholdene i DK kontra dem i Norge. Det er altså gode takter, de har gang i i Norge.

Når dagen byder på…Statsforvaltningen og samarbejdsmæde !

Og jeg tænkte mange tanker. Om hvem vores børnesagkyndige mon ville være ? Om hvordan mama mon ville være, og om hun overhovedet ville dukke op ? Om hun ville være alene ? Om hun ville være forberedt ? Og om hvorfor det overhovedet skulle så vidt ?!

Ukonstruktive tanker omkring vores daværende ægteskab, afslutningen og livet nu og i fremtiden. Ufatteligt at det stadig kan gøre ondt.

I den parkerede bil overfor Statsforvaltningen trak jeg lige vejret dybt igen. Regnen var begyndt at sile ned, og man var da fristet til at tænke at scenen var sat !

Inde i Statsforvaltningen skulle jeg trække et nummer og fortælle at jeg var kommet, og så sætte mig ned og vente. Sammen med alle de andre brudte par, der sad i hver deres ende af salen. Nogen med bisiddere og advokater – andre alene som mig. Hver gang to navne blev kaldt op, rejste der sig to mennesker – i hver deres ende – som gik hen til personen, der råbte dem op. Ingen kiggede på hinanden.

Pludselig kommer en dame ud, siger noget som jeg ikke kan høre, og så kan jeg se, at mama rejser sig modsat mig i salen. Damen råber navnene – som jo er vores – op igen, og nu rejser jeg mig også. Vi mødes på midten af salen, siger “Hej” til damen – og krammer hinanden.

Damen smiler stort !

Og da vores møde er færdigt ca halvanden time efter, siger hun: “Jeg vidste bare, at det ville blive et godt møde, da I krammede hinanden” !

Og det var det.

Vi tog på cafe bagefter mama og jeg, og snakkede det hele igennem – og fik det nye samvær for Lilletut på plads.

Jeg er så glad og lettet <3

På Lilletuts vejne.