Solomor – regnbuebarn eller ej ?

I tog vel imod mit sidste indlæg omkring mine tanker om at blive solomor til mit næste barn. Tak for det ! De der meget sårbare indlæg – med sårbare tanker – kan jeg godt få helt ondt i maven, når jeg udgiver. Den der ventetid indtil de første tilkendegiver “likes” eller positive kommentarer er altid lidt grænseoverskridende. Ikke fordi jeg er “like-hunter” på dén der trælse facon, men blot fordi jeg er spændt på, hvordan I tager imod mit inderste – og om I kan følge mig ! I skal ikke være enige nødvendigvis, I skal bare forstå mine hensigter med indlægget. Uden at flå mig levende – som jeg desværre nogen gange har været udsat for.

Jeg bliver lettet og glad, når I kan følge mig – og taler pænt til mig og hinanden 🙂 Så derfor blev jeg også rigtig glad efter det første Solomor indlæg – formentlig i en række af flere – jeg kan mærke at mange yderligere tanker trænger sig på ! I kom med mange konstruktive og (heldigvis) opmuntrende kommentarer. Og hvor er jeg glad for at mange af jer så det som en reel mulighed. Det letter mig, og giver mig en tro på at det reelt er et accepteret valg i dagens Danmark. Lidt ala at det bliver mere og mere okay at gå på cafeen alene.

Altså selvom det nok ikke kan sammenlignes helt alligevel.

(Måske sammenligningen med at gå i biografen alene holder bedre ?!)

En af jer (eller var det i virkeligheden flere) spurgte mig, om jeg ikke overvejede at få (endnu) et regnbuebarn ? Altså at finde exp. et bøssepar og få et barn med. Tanken har bestemt strejfet mig, men jeg tror, jeg er ret sikker i min sag, når jeg siger: “NEJ, det kunne jeg ikke finde på” !

Ikke at der på nogen måde er noget galt i det ! Dét skal lige slåes fast med 7-tommer søm. Og hvem skulle jeg dog også være til at sige (eller dømme) sådan noget ! Jeg synes, det er den fedeste løsning – for nogen. Og lige her er selveste Silas Holst og hans mega lækre familie jo et mega godt bevis på at sådan noget fungerer. Jeg tror bare ikke, det ville fungerer for mig. Jeg vil have barnet “for mig selv” eller sammen med min partner (allerhelst det sidste). Jeg vil ikke have det med en ekstern person (eller flere) udenfor mine 4 vægge, som jeg så skal dele ham/hende med. Jeg vil sætte et barn i Verden for at opleve ALT med dette barn. Ikke som med Lilletut, som jeg jo skal gå glip af en masse med. For sådan føler JEG det.

Det er bestemt ikke for at være ond eller udelukkende, det er bare for at være ærlig, faktoriel og realistisk. Hold nu kæft hvor er det svært at acceptere bruddet omkring Lilletut, delingen af hende og samarbejdet omkring hende. Det vil jeg helst ikke udsætte endnu et barn for – hvis det kan undgåes. Og nu kender jeg heller ingen bøssepar særlig godt, og jeg tror ikke, at jeg ville kunne bygge en så stor tillid op fra bunden med nogen jeg ikke kender allerede nu. Igen realistisk, ikke ondt. Jeg har oplevet nogen ting, der gør at jeg har svært ved at stole på folk. Ikke fordi jeg ikke vil- “bare” fordi jeg ikke kan. Så med vilje at indlemrer et (nyt) barn i dét – og en eller to nye personer – ville bare være for risikabelt. Det magter jeg ikke. Med vilje. Sker det, så sker det selvfølgelig; hvis jeg med tiden skulle gå fra en ny partner, hvor der er et nyt barn involveret.

Så et helt “klassisk” regnbuebarn med et andet par, det får jeg aldrig.

Men et regnuebarn med en anden lesbisk kvinde; det kunne da forhåbentlig godt tænkes.

Ligesom det heller ikke kan udelukkes helt, at jeg får en mande-kæreste igen og får barn med ham.

Mangfoldighed ikk’ ?!