Gør weekenden lidt sjovere - fyr den af !

Lilletut har Night Terror eller natteskræk

Jeg har altid selv både snakket og gået meget i søvne. Det sidste heldigvis (vist) kun da jeg var mindre, men hold nu op hvor ynder mine forældre da stadigvæk at fortælle om de “bedste” af gangene. Som da jeg i en alder af, hvad ved jeg måske 5-8 år, gik rundt i stuen midt om natten og plukkede blomster. Jeg har vist aldrig lavet noget sindssyg pinligt, som eksempelvis en af mine ex-flings fra fys-skoletiden har, da han på en studietur midt om natten gik nøgen ind på et andet værelse. Eller da han hjemme hos mig en nat stod op og halvvejs tog et par af mine (baggy) bukser omvendt på og lagde sig ind på en madras jeg havde i stuen (hvor min veninde normalt sov – dog heldigvis ikke denne nat) med røven i vejret – bar røv.

Så er det at plukke blomster i sin natkjole noget mere yndigt.

Lilletut er så i den lidt anden boldgade. Hun har det såkaldte “Night Terror” eller på dansk “natteskræk”. Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at det er dette hun har fremfor mareridt, da jeg kan nikke genkendende til alle tegnene på natteskræk, som er at:

  • Barnet “vågner” pludseligt op og er skræmt fra vid og sans.
  • Det skriger og/eller græder højlydt og med en anden lyd end normalt.
  • Det har vidt åbne øjne, og ser vågent – omend forvirret – ud.
  • Det sveder og kan have en hurtig puls på 140/170 slag/minut.
  • Det fægter uroligt med arme og ben, er motorisk urolige og kan nogen gange gå i søvne.
  • Det virker konfust og panisk.
  • Det er svært at berolige og kan ikke vågne.
  • Det har ingen erindring om episoden/episoderne næste morgen.

Helt klassisk kommer Night Terror anfaldene i den dybeste del af søvnen – non-REM-søvnen – hvor der altså sker en delvis opvågning ca 30-90 minutter efter at barnet er faldet i søvn – altså FØRST på natten. De almindelige mareridt er drømme, der opstår under REM-søvnen og efterfølges af vågenhed, og altså ses SIDST på natten / hen mod morgenen.

De fleste børn oplever på et eller andet tidspunkt mareridt og kan også have voldsomme reaktioner på det. Men noget sjældnere er det med Night Terror; det rammer omkring 1-6 % af alle børn og typisk når de er mellem 4 og 12 år. Der bliver opgivet forskellige tal afhængig af hvilken kilde, man bruger, og nogen mener, at selv små børn helt ned til 1 år, kan blive ramt af Night Terror. De fleste børn, der rammes, er drenge, og de flestes anfald stopper efter de er blevet 5 år.

Lilletut har i hvert fald haft episoder af det, fra hun nærmest var helt spæd. Dengang var det ikke lige så voldsomt, som det kan være nu – dog var vi (mama og jeg) nok noget mere paniske dengang.

Under anfaldene befinder barnet sig, som beskrevet, i den aller dybeste del af søvnen, hvor det næsten ingen forbindelse har til “virkeligheden”, og det hjælper altså ikke at vække dem. Faktisk frarådes det helt at forsøge at vække barnet. Så forældrene må se nærmest hjælpeløse til, de 5-20 minutter anfaldet typisk varer. Barnet falder i søvn igen bagefter.

Man ved ikke hvorfor Night Terror anfaldene kommer, men der er givet forskellige teorier rundt omkring i litteraturen. En teori går ud på, at det hænger sammen med en sarthed i hjernen, når man skifter fra den ene søvnfase til den anden. En anden teori peger på, at barnet kan være inde i en periode med følelsesmæssig stress, der forstyrrer søvnen. Måske er det en kombination af begge teorier. Lilletut har i al fald altid været sart omkring skiftnen i søvn-faserne, og vågnede ALTID efter ca 40 minutter da hun var lille. Og så må man sige at hun de sidste år – halvandet – har været udsat for en del følelsesmæssigt “stress”, både med skilsmisse, deleordning og børnehavestart. Og til sidst så kan søvnmangel og feber også være udløsende årsager.

Der findes ingen behandling som sådan til Night Terror, men rådene er at du skal være rolig og give dit barn tryghed og trøst. Hold om det, hvis det vil – hold ikke barnet mod dets vilje. Væk’ det ikke og stil ikke nogen spørgsmål. Tal blidt – men så lidt som muligt – til barnet, og prøv evt med noget “hypnose” som nogen har held med, hvor barnet tælles til ro på 3 med en blid, rolig og nærmest messende stemme, mens det aes på ryggen:

“(Barnets navn), kan du høre mig?” (han svarer “ja”). “Nu tæller jeg til 3… Når jeg siger 1, bliver du træt… Når jeg siger 2, lægger du dig ned… og når jeg siger 3 falder du i søvn igen… Eeeeeet – du bliver træt… Tooooo, du lægger dig ned… Treeeee, du falder i søvn igen”. Samtidig aer jeg ham blidt midt på ryggen. Seancen skal muligvis gentages et par gange.

Hvis barnet laver skade på sig selv, eller anfaldene kommer meget ofte, bør man konsultere sin læge for en god ordens skyld.

Man siger, at Night Terror kan være arveligt betinget; så jeg forventer nærmest at finde Lilletut plukkende blomster på et tidspunkt. Men hellere dét end det jeg oplevede her den anden nat, hvor hun græd utrøsteligt i 20 minutter og hikstede yderligere i søvne i 10 minutter. Under anfaldet havde hun åbne øjne, men lignede en zombie med et helt tomt og forvirret blik for øjnene. Hun snakkede i tåger, svedte og var fuldstændig motorisk urolig; rejste sig op, satte sig op, lagde sig ned i tusind forskellige stillinger, ville kramme – ville ikke kramme. Jeg kunne intet stille op, og jeg blev faktisk ret bange og følte mig helt hjælpeløs og frustreret, da jeg bare ikke kunne hjælpe hende. Jeg nåede – desværre – også helt irrationelt at blive lidt irriteret på hende, fordi jeg ikke måtte hjælpe hende. Og da anfaldet gentog sig en gang mere lidt under en time efter hun – og jeg – var faldet i søvn igen, havde jeg nået at google mig frem til lidt svar, og var ikke helt så bange længere.

Som sagt googlede jeg rundt for at finde lidt svar efter det store af Lilletuts anfald den nat – jeg ér bare sådan en person, der gerne vil vide noget om alt (interessant), og de sider jeg faldt over (HER, HER og HER), har da også inspireret mig til at samle de bedste råd og forklaringer her.

Har du oplevet det hos dit barn ? Og har du nogen gode råd til os andre ??

IMG_6643

8 kommentarer

  • Rikke Bisgård Sørensen

    Det er bestemt ikke rart! Hverken for børn eller forældre. Vores søn har det også, men det er aftaget meget, efter han blev 10 år. Jeg havde det også som barn, og døjer faktisk stadigvæk en smule med det som voksen. Vi har fundet ud af, at lys plejer at hjælpe vores søn, så vi tænder for lyset på badeværelset, og lader døren stå åben derud til, imens vi taler beroligende til ham. Vi oplever det mest, hvis han er overtræt, eller har oplevet meget på en dag. Kom han for sent i seng, da han var mindre, var den sikker hver gang. Jeg takler mit ved at fokusere på at vågne op, selvom det er ekstremt ubehageligt. Jeg rejser mig, og tænder lidt lys eller tænder for fjernsynet, så jeg kan vågne op. Jeg håber I også finder nogle små hjælpemidler til jeres søde pige 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Fedt at I har fundet noget der har hjulpet. Lilletut sover faktisk næsten altid med lidt lys tændt, men jeg skal nok være bedre til at vågne…det er bare så hårdt 😉
      Og øv at du stadig lider af det…
      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lena

    Vores datter havde det også fra helt lille af. Nogle gange kunne et anfald vare op mod en time, flere gange ugentligt.
    Jeg googlede også en masse, og på en amerikansk side var der en dame der fortalte at de havde haft gode resultater med fiskeolie. Da vores datter ikke kan lide fisk, tænkte jeg at det ikke kunne skade at prøve.
    2 uger senere stoppede anfaldene. De sidste to år har hun kun haft en lille håndfuld anfald.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Åhr det var da pudsigt !
      Lileltut har faktisk fået dagligt fiskeolie siden hun var 1-2 år, så det kan ikke være forklaringen her…

      Men rådet er hermed givet videre 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Tror også det min lille datter – som nu er 6 år- har haft en del gange for nogle år siden . Hun vågnede meget pludselig op og satte sig op og skreg, badet i sved. Men vågnen var hun dog ikke. Hun pegede på mig og skreg så bare endnu mere – som så hun er monster. Andre gange pegede hun i andre stede i værelser og skreg og græd helt utrøstelig og råbte se se. – og der var jo intet at se. Ret creepy . Jeg har ikke været opmærksom på hvad det var – så jeg har stille og rolig taget hende op og ud på badeværelset hvor jeg har vasket hende med en klud men lunken vand. Hun har skreget videre men efter lidt tid er hun vågnet op. Har ikke selv vidst hvad der var sket. Men efter lidt nyt tøj og en masse kram er hun faldet i søvn og kommet i seng med lys tændt. Har virket for os.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia olsen

    Min datter har også haft det, fra 1,5 års alderen til ca 4 års alderen….. Jeg oplevede det præcis som beskrevet oppe over – Jwg blev ked af det, frustreret, bange osv, netop fordi jeg ikke kunne hjælpe hende.
    Der var engang en dame der fortalte mig at musik var en løsning på det. Hvilket jeg selvfølgelig måtte prøve af. Min datter Jasmin elsker Bob Marley, så No women no cry blev sat på i et passende lyd niveau og hendes anfald blev ekstrem kortere. Kun 4 gange forsøg med musik og tændt lys stoppede hendes anfald for ½ år. Efterfølgende har hun haft 1 anfald som varede under 5 min.
    Musik og svagt tændt lys kan anbefales herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det lyder spændende Nadia, altså det med musik og lys 🙂 Det råd er hermed givet videre og jeg vil da også overveje det til Tutten – selvom jeg ikke ved hvor afslappende MLP eller Elsa sange er 😉
      Fedt, I fandt noget der hjalp !
      knus

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gør weekenden lidt sjovere - fyr den af !