Man bliver så pisse skrøbelig

Har jeg fundet ud af ! Når noget går i stykker og gør ondt.

Jeg VED, at jeg er videre, og jeg VED, at jeg allerede er stærkere. En my stærkere i al fald. Men når barnet bliver afleveret, efter nogen helt bestemt dejlige dage hjemme hos bedsterne, af mama og det første hun siger, når mama har lukket døren er: “Jeg vil hjem til mama og onkel (mamas bror) nu”. Og det næste hun så siger, efter man har svaret at nej, nu skal hun lige være her lidt, så er: “Så vil jeg derhjem imorgen“… Ja, så får man sgu lige en mavepuster, der midt i al ens egen glæde og savn. 

Og man tvivler og tænker: “Fuck, gider hun mig bare slet ikke!? Vil hun meget hellere bo der. Elsker hun mig ikke, elsker hun mama mere. Ødelægger jeg det hele ?!”…

Og så skal man virkelig tage pokerfjæset på for at fortælle hende, at hun heldigvis om kun 3 dage skal hjem til mama igen, og at man godt kan forstå at hun savner mama efter 3 så dejlige dage, de lige har haft. Jamen selvfølgelig tager man det fjæs på. Og selvfølgelig snakker man om mama og onkel, og hvor dejligt hun har det hos dem. 

Og selvfølgelig undlader man bare antydningen af en krusning i ens glade ansigt. Man smiler og tænker sig glad alt det bedste man har lært. 

Og selvfølgelig undlader man at lade flashbacket til dengang man selv var en del af det skønne liv hjemme hos bedsterne fylde. 

Og selvfølgelig undlader man at lade tankerne om sin gamle familie fylde. 

Og selvfølgelig undlader man at føle sig ladt tilbage og alene. 

Selvfølgelig. 

Inderst inde er jeg nemlig lykkelig for at Lilletut har det så dejligt med mama og hendes familie. Jeg er så lykkelig for alt det de giver hende af kærlighed, sammenhold, familie, hygge og materielle goder. Det er jeg virkelig – og taknemmelig oven i hatten. 

Al det bedste til Tutten, også det jeg ikke selv kan få lov til at give. 

Men helt emotionelt, helt tankeflygtigt – helt menneskeligt – kan jeg jo også godt være jaloux og bange. Bange for ikke at være god nok. Bange for at blive valgt fra. Bange for ikke at være værd at elske. 

Emotioner der har fyldt hele mit liv. Som i lange perioder har trængt sig så meget på, at jeg har troet det var sandheder og grundfølelser. Jeg har troet, at det var mig. Forkert og ikke værd at elske. Lidt for tyk, lidt for stille, lidt for klodset.

Nu ved jeg heldigvis godt, at det er emotioner. Jeg er blevet klogere – og vel også stærkere, for nu kan jeg få skubbet de emotioner væk. Jeg har lært at flyde rundt i dem, og svømme væk. 

Jeg ved, at når jeg vågner imorgen, så er de dumme følelser lidt længere væk, end de er nu. Og måske er de endda helt væk. Jeg ved det. For jeg er noget værd. Så tyk er jeg ikke, og så klodset heller ikke – og min datter elsker mig. 

Min datters kærlighed er ren. Det reneste rene – helt barnlig og umiddelbar. Og sådan skal den blive ved. Hun skal ikke også vokse op med følelsen af, at hun elsker forkert. Hun skal ikke også føle sig splittet og forkert. 

Mine tillærte emotioner skal ikke (også) styre og smitte af på hende, som jeg prøvede det dengang jeg var lille. Jeg skal ha styr på mine emotioner – og så skal de forblive mine ! 

Skrøbelig eller ej.