I dag var det mandag
Og den mandag hvor Tuttens … skulle puttes i jorden. Eller bisættes først fra kirken, men rent billedelig talt. Jeg har tænkt meget over det, og sikkert også for meget – endnu en gang. Måske er det fordi at jeg, denne gang hvor nogen fra min verden forsvinder fra denne jord, ikke har nogen at snakke med om det, at det fylder så meget. Jeg har desværre før mistet nogen tragisk og pludseligt, men der var vi mange om at dele sorgen. En hel højskoleflok og så havde jeg tilmed en kæreste, der også var helt tæt på, og som kunne bryde spiralen, når den virkelig kværnede derudaf.
Nu skal jeg selv. Og det kan jeg også godt, kan jeg mærke. Men det fylder, og jeg ser mange billeder for mit indre fra både før, under og her efter ulykken. Og hver morgen siden jeg fik det at vide, har jeg reelt tænkt tanken “Tænk at vågne op til en morgen hvor … ikke gør det”. Læs bla HER og HER
Dagen i dag har jeg også brugt meget tankevirksomhed på både i billeder og i følelser. Det er en mærkelig dag. Så uendelig trist og sørgelig – især for dem der kendte hende bedre end jeg gjorde. Men altså også trist og sørgelig for os, der kendte hende lidt mindre, men stadig så hende hver dag og afleverede vores kæreste eje til hende. Tænk at det er en person, som Lilletut til hverdag nærmest har brugt flere timer sammen med end mig.
I dag var også dagen, hvor næsten alt personalet i Lilletuts institution ikke kom på arbejde. De skulle – heldigvis – alle sammen med til begravelsen. For de forældre der kunne, havde været så pisse seje at tage på arbejde i stedet for pædagogerne og medhjælperne (med undtagelse af 2-3 stykker), så de alle sammen kunne komme med til begravelsen – både dem fra stuen men også i hele den øvrige institution. Det synes jeg bare er så fedt. Det vidner i den grad om sammenhold, medfølelse og omtanke. Og om hvor vellidt … var. Jeg kunne tude (og har bestemt også gjort det) over det. Jeg nåede aldrig at tilbyde min arbejdskraft, alle “pladserne” blev fyldt inden jeg nåede at høre om det. Men jeg havde bedt om fri på et splitsekund, hvis jeg havde fået muligheden. Jeg ville elske at hjælpe, og tilbød også at hente Tutti igen idag, hvis der blev brug for færre børn tilstede.
Men Tutti fik en hel dag i børnehaven – og jeg fik holdt jobsamtaler og opretholdt ambulatoriet på jobbet – og havde hygget sig topmeget med de andre forældre. Jeg havde “glædet” mig meget til at høre om hendes udlægningen af dagen, og det var da også hyggeligt at høre om tricket hun havde fået fra F’s far med perler, om at hun havde hygget med V’s mor og at M’s mor faktisk også havde været der. En dejlig dag uden sorger, er jeg ret sikker på.
Børn er sgu dejlige. Og ligefremme. Og tager dagen som den bliver lagt for dem.
Og vi forældre – og mennesker generelt – kan sgu være lige så dejlige og ligefremme.
Det er med så mye kjærlighet og omsorg du skriver disse innleggene etter Tut’s opplevelse med døden. Jeg blir helt rørt, og du ann skuer det hel på en veldig god måte. Takk for at du også skriver om sorg og savn, bloggen din er virkelig god:) Og tenk, Nyskilt går I Norge, og plutselig oppdager jeg min faste blogger dukke opp:) Morsomt 🙂