“Jeg vil ikke hjem til mama…” !!

I går aftes kom vi hjem efter en skøn dag i Sommerland Sjælland med min veninde og hendes lille søn. Det havde været en lang dag. En varm dag. Og en fed og mega begivenhedsrig dag for Lilletut – og os andre. Mere om selve dagen i Sommerlandet senere, for det kan anbefales kan jeg da lige slynge ud ! Dagen før i går havde vi også været ude på skønne eventyr, men dengang i den anden ende af landet nede i Knuthenborg Safaripark. Max packed weekend. En sjældenhed inden I ruller øjne 😉

Jeg var træt, da vi kom hjem, og det var Tutten også. Ingen lur i bilen hjem fra Nykøbing Sjælland (ish) og over Ølstykke, hvor min veninde bor. Vel hjemme lavede vi picnic på stuegulvet med den madpakke, vi ikke havde fået spist i Sommerlandet, fordi vi spiste en cowboy buffet deroppe istedet. Lilletut elsker picnic’er, og min vurdering var klart, at hvis hun skulle nå bare lidt mad inden hun crashede, så var det sådan, det skulle foregå.

Midt i hyggen på tæppet – og aftalerne om hvor mange bidder af rugbrødshapseren, der ville give lov til mælkesnitten – ville jeg lige begynde at forberede Lilletut på den næste dag, som i følge deleaftalen lavet i Statsforvaltningen med mama, fortalte at Tutti skulle med mama hjem efter børnehaven, gik det helt galt. Lilletut brød helt sammen og græd og græd ! Hun ville ikke hjem til hendes mama imorgen, hun ville blive hos sin mor !

Dét er virkelig længe siden, at jeg har hørt hende sådan. Jeg blev helt ked af det. Både på mamas men også Tuttis vegne.

Selvfølgelig får sådan et udbrud ikke lov til at vi laver tingene om, for jeg ved jo godt, at hun var træt oven på en travl, begivenhedsrig og god weekend. Men man får da lige et stik i hjertet – og nåhr ja; hånden på hjertet; så får jeg da også et lille bitte større kick ud af, at mit barn ENDELIG græder efter mig ! Jaja, jeg er ikke stolt af det – og siger det bestemt ikke højt til Tutten. Men jeg hører jo mest på, at Tutti savner sin mama og vil derhjem, så en lille ændring med omvendte fortegn er altså ok engang i mellem…

Jeg fik selvfølgelig hurtig samtalen over på, hvor hyggeligt det ville være hos mama, hvad de måske skulle lave, og at jeg kom og hentede hende igen, så hun skulle sove og putte med mig igen. Det hjalp at snakke om noget andet, og Tutti glædede sig så bare til at vi kunne læse “My Little Pony” for anden dag i træk (normalt er der kvoter for den bog !), og til at vi tirsdag (i morgen altså) skal hen til et bamseværksted (Build-A-Bear), hvor hun skal lave hendes helt egen bamse. Tutti elsker bamser – meget !

Putningen gik som normalt, og jeg var da sikker på, hun havde glemt det om morgenen igen (altså i morges), men det havde hun ikke. Da jeg igen fortalte, at det var mama, der hentede hende ved bussen startede showet forfra. Jeg forsøgte at rumme det, tale om det og tale væk fra det og adsprede endnu engang, og det lykkedes også igen. Men man (jeg) bliver nu bare lidt rådvild, når jeg ser det lille barn blive så ked af det. Man vil jo gøre alt. Hjælpe, feje sorgerne væk, gøre det hele godt igen !

Da jeg skulle hente hende igen hjemme hos mama efter aftensmad, er det første jeg hører efterfulgt af gråd: “Nej !! Jeg vil ikke hjem ! Jeg vil blive hos min mama !! Jeg vil ikke hjeeeeeem !”

Ar’men Tutten for dævlen… 😉

Det er ikke nemt – for hverken store eller små. Men mama og jeg er blevet gode til at håndtere det, også selvom det selvfølgelig gør ondt på os hver især (lidt på skift). Mama havde idag svært ved at sige farvel til den grædende Tut, men hun gjorde det på en super god måde ved både at rumme, snakke og adsprede – og så kramme og kysse.

I bilen gjorde jeg det samme ved igen at rumme hendes savn til mama, snakke om det, tælle dage til hun skal til mama igen og så adsprede. Det funger altså – heldigvis.

<3