Skilsmisse og Copy-right – jeg lærer stadig…
Da jeg startede denne blog og – lets face it – var riiiimelig langt ude i soon-to-be-broken parforhold, havde jeg nærmest intet filter. Jeg kom – ikke af ond vilje (for det meste) – til at citere samtaler mellem mig og min daværende kone, jeg kom til at udgive hende og jeg var sgu lidt strid. Men det der med at nogen læste med i min dagbog, havde jeg nok ikke helt fattet. Jeg skrev for at lette hjertet, for at kurere mig selv og for at forstå tingenes beskaffenhed. Jeg skrev for mig selv.
Jeg har fattet det nu. Efter knapt 3 år – og en masse slag over snuden aka prompte telefonopringninger og beskeder medførende slettede indlæg, redigeret indhold i massevis, slettede billeder osv osv. Jeg er gradvist blevet bedre, og laver bestemt ikke så store brølere længere. Synes jeg selv.
Men jeg hader heller ikke mama længere. Altså det der helt akutte overmandende skilsmisse-had, som bare giver én bitch-powers af helvedes til. Jeg respekterer hende, jeg har tiltro til hende og jeg ELSKER at se hende med Tutti. Hun kan være en hat en gang i mellem, og jeg har tit et kæmpe behov for at skrive om det. Men jeg lader være med det. Også selvom jeg sindssyg gerne ville have jeres syn med på sagen. Jeres råd og “take” på det hele. Men jeg lader være. Eller forsøger at skrive 110% for mig selv. Altså holde hende HELT udenfor… Og det er altså svært, hvis det er noget konkret, jeg er gået i flitsbue over. Og så føler jeg det som censur !
Og nogen gange bliver jeg så skide irriteret over, at jeg ikke kan bruge min blog 100 % som jeg vil, fordi jeg skal værne om andre. Men jeg forstår jo godt at “familie-freden” er vigtigere. At mama er vigtigere end det. Jeg hader bare, når jeg har restriktioner. Det har jeg aldrig været god til. Hverken i skolen, hjemme hos forældrene, på gymnasiet, på fodboldbanen, til festerne og på mit arbejde for den sags skyld. Restriktioner (og autoriteter) er bare ikke mig – og giver mig en utrolig trang til at agere modsat.
Nogen gange gør “censuren” også at jeg ikke aner, hvad jeg skal skrive. Det der med at være fyldt op med noget (mega vigtigt og trængende-på), nærmest boble over med det, for så at skulle holde det inde og så tippe ud med noget andet. Shit det er svært for sådan en som mig, der helst deler alt. Også lidt for meget engang i mellem !
Jeg deler billeder af Tutten. Det gør mama ikke. Vi (mama og jeg) er i sin tid blevet enige om at det må jeg gerne på mine medier – ordentlige billeder altså. Og ikke af mama. Det forsøger jeg i bedste stil at respektere. Altså lige indtil at vores grænser viser sig forskelligt 🙂 Som da jeg i går delte et – synes jeg – mega sødt billede af Lilletut, der blev begravet i sandet (som en hval) af mama. Man kunne se mamas arm og ryg bagfra. Jeg beskar det, men ikke nok, så det måtte ned igen efter en øjeblikkelig besked fra mama – også selvom det allerede havde fået mange likes 😉
Til sidst ombestemte mama sig og jeg fik lov til at (re)poste. Det havde nu bestemt dræbt lidt af min spontane glæde over at ville vise mit dejlige ferie-barn frem, men jeg postede det igen med en anden tekst og en lidt større beskæring. Åhh copy-right på mit barn. Restriktioner, andres regler. Jeg forsøger – men det er ikke altid lige nemt !
Haha, mama lyder præcis ligesom mig! Så hun er ikke alene derude:) jeg kan godt forstå at man gerne vil dele billeder af sine børn, så det vigtigste er jo, at I er enige og begge får lidt ret. ( ja, sucks at være voksen og ansvarlig, det synes jeg også tit:)kr