Et lille sugemærke, tour de Østerbro en tirsdag med barnet og rødvin på snappen

Skilsmisse og Copy-right – jeg lærer stadig…

Da jeg startede denne blog og – lets face it – var riiiimelig langt ude i soon-to-be-broken parforhold, havde jeg nærmest intet filter. Jeg kom – ikke af ond vilje (for det meste) – til at citere samtaler mellem mig og min daværende kone, jeg kom til at udgive hende og jeg var sgu lidt strid. Men det der med at nogen læste med i min dagbog, havde jeg nok ikke helt fattet. Jeg skrev for at lette hjertet, for at kurere mig selv og for at forstå tingenes beskaffenhed. Jeg skrev for mig selv.

Jeg har fattet det nu. Efter knapt 3 år – og en masse slag over snuden aka prompte telefonopringninger og beskeder medførende slettede indlæg, redigeret indhold i massevis, slettede billeder osv osv. Jeg er gradvist blevet bedre, og laver bestemt ikke så store brølere længere. Synes jeg selv.

IMG_7963

Men jeg hader heller ikke mama længere. Altså det der helt akutte overmandende skilsmisse-had, som bare giver én bitch-powers af helvedes til. Jeg respekterer hende, jeg har tiltro til hende og jeg ELSKER at se hende med Tutti. Hun kan være en hat en gang i mellem, og jeg har tit et kæmpe behov for at skrive om det. Men jeg lader være med det. Også selvom jeg sindssyg gerne ville have jeres syn med på sagen. Jeres råd og “take” på det hele. Men jeg lader være. Eller forsøger at skrive 110% for mig selv. Altså holde hende HELT udenfor… Og det er altså svært, hvis det er noget konkret, jeg er gået i flitsbue over. Og så føler jeg det som censur !

Og nogen gange bliver jeg så skide irriteret over, at jeg ikke kan bruge min blog 100 % som jeg vil, fordi jeg skal værne om andre. Men jeg forstår jo godt at “familie-freden” er vigtigere. At mama er vigtigere end det. Jeg hader bare, når jeg har restriktioner. Det har jeg aldrig været god til. Hverken i skolen, hjemme hos forældrene, på gymnasiet, på fodboldbanen, til festerne og på mit arbejde for den sags skyld. Restriktioner (og autoriteter) er bare ikke mig – og giver mig en utrolig trang til at agere modsat.

Nogen gange gør “censuren” også at jeg ikke aner, hvad jeg skal skrive. Det der med at være fyldt op med noget (mega vigtigt og trængende-på), nærmest boble over med det, for så at skulle holde det inde og så tippe ud med noget andet. Shit det er svært for sådan en som mig, der helst deler alt. Også lidt for meget engang i mellem !

Jeg deler billeder af Tutten. Det gør mama ikke. Vi (mama og jeg) er i sin tid blevet enige om at det må jeg gerne på mine medier – ordentlige billeder altså. Og ikke af mama. Det forsøger jeg i bedste stil at respektere. Altså lige indtil at vores grænser viser sig forskelligt 🙂 Som da jeg i går delte et – synes jeg  – mega sødt billede af Lilletut, der blev begravet i sandet (som en hval) af mama. Man kunne se mamas arm og ryg bagfra. Jeg beskar det, men ikke nok, så det måtte ned igen efter en øjeblikkelig besked fra mama – også selvom det allerede havde fået mange likes 😉

Til sidst ombestemte mama sig og jeg fik lov til at (re)poste. Det havde nu bestemt dræbt lidt af min spontane glæde over at ville vise mit dejlige ferie-barn frem, men jeg postede det igen med en anden tekst og en lidt større beskæring. Åhh copy-right på mit barn. Restriktioner, andres regler. Jeg forsøger – men det er ikke altid lige nemt !

IMG_0465

4 kommentarer

  • Birgitte

    Haha, mama lyder præcis ligesom mig! Så hun er ikke alene derude:) jeg kan godt forstå at man gerne vil dele billeder af sine børn, så det vigtigste er jo, at I er enige og begge får lidt ret. ( ja, sucks at være voksen og ansvarlig, det synes jeg også tit:)kr

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hehe, ja hun er selvf ikke alene om at være “sær” 😀 Ej, selvfølgelig skal der være respekt til alle typer…og jeg forstår hende jo godt. Jeg har det bare ikke sån 🙂
      Og ja, det stinker !
      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kender følelsen. Jeg har også noget/en person tæt på mig, der fylder meget og som jeg har mange tanker og bekymringer omkring. Jeg har lyst til at skrive det hele ud lige fra hjertet … Få respons, blive klogere på situationen osv. Men personen har ikke bedt om det. Det er dybt personligt. Der er andre end personen og jeg, som det vedrører, og hvor jeg ikke ved hvordan det vil blive modtaget … Børn at tage hensyn til ikke mindst. Så jeg nævner det slet ikke på min blog – af respekt for de mennesker jeg elsker og holder af. Hvis jeg nærede hadfølelser til et menneske, ville jeg aldrig skrive om det på min blog … Det vil være dårlig stil af mig, og jeg tror på det vil bide mig 110 % i røven på et givent tidspunkt. Nemesis og alt det der.

    Jeg tror på det er bedst at holde sig på egen banehalvdel. Det kan være så jävla svært, men jeg har den største respekt for mennesker der formår det gennem svære tider.

    Jeg synes helt klart du er kommet langt i din proces og hatten af for det. Mange kommer aldrig ud over det og sidder fast i bitterhed og sårede følelser i flere år. Synes det er så fint, at du nu respekterer mamas valg, og I er nået dertil hvor I er ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg er glad for at du synes, at jeg er kommet videre i min proces..for det føler jeg virkelig også at jeg er. Men det der med at have et så stort behov for at dele tingene her (som jo vitterligt er terapi for mig), er sgu svært at harmonere. Nogen gange føler jeg lidt at det er HENDES skyld at jeg ikke kommer videre. Velvidende at det er det selvf IKKE. Jeg burde jo bare snakke med nogen andre i stedet for. Men det er bare sværere.
      Jeg er “glad” for at du også kender til den følelse om at ville skrive sig ud af tingene, og skrive sig til en dybere forståelse…
      Men ja, respekt, nemesis og karma skal man virkelig huske. Især respekten !!!
      <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et lille sugemærke, tour de Østerbro en tirsdag med barnet og rødvin på snappen