Når cancer medicinen æder alle de varme hænder

Så sker det IGEN ! IGENIGENIGENIGEN er vist det mest korrekte at skrive…

IGEN skal der spares på hospitalerne ! IGEN går det udover løn- og personalebudgettet, da ingen tør modsige sig de helt groteske prisstigninger på cancer medicinen. Alene på mit hospital skal der spares 45 MILLIONER ! Og vi er altså dårligt færdige med at afvikle sparekravene fra SIDSTE ÅR hvor vi i år skulle spare 340 MILLIONER sammen med de øvrige hospitaler i Region Hovedstaden. Ledelsen skar ind til benet sidste år – og så skærer de så yderligere i år !

Jeg bliver harm ! Jeg bliver virkelig frustreret – og jeg ønsker faktisk (undskyld) at vores kære politikere selv bliver ramt. At deres mor eller far brækker hoften, ligger 5 dage og afventer operation fordi der ingen ledige operationsstuer med personale er, kommer retur for operation og må ligge alene på en stue i timer med smerter før der bliver “sagt HEJ”, fordi nabostuen fik hjertestop, hende på stue 16 faldt på gulvet, stue 18 besvimede på toilettet og datteren til ham på stue 21 nu RÅBER højt at NU MÅ DER SKE NOGET ELLERS GÅR HUN TIL EKSTRA BLADET ! At deres mor eller far mærker hvordan det er at tisse (og skide) i sengen, fordi ingen reagerer på alarmen, da tisse (skide) trangen meldte sig for nu en time siden og stuegangen (ENDELIG) begyndte. At de mærker hvordan det er ikke at komme ud af sengen, ikke at få genoptræning, at miste sin værdighed blandt tudekopper, kæmpe bleer, gammelt snavs og ingen selvstændig førlighed. Eller bedst af alt…at politikerne selv prøver det !! At de oplever hvordan det er at miste så meget førlighed, at de aldrig kommer tilbage til deres vante jobs. At de mærker hvor fortvivlende det er. Hvor håbløst ! Hvor uværdigt ! Og hvor pisse farligt det er ! For man kan dø af det. Lige så vel som man kan dø af cancer ! Dødeligheden efter et hoftebrud er faktisk ret stor, bare for at gå med det nævnte eksempel. Men selvfølgelig håber jeg også at politikerne oplever mine dejlige kollegaer…hvordan de smiler, mens de knokler deres 8 timers vagter uden tissepauser, frokost og mest af alt skal stå model til dybt frustrerende pårørende, der ikke accepterer at deres kære ligger i tis, aldrig kommer ud af sengen og ikke får den hjælp de anser som minimum værdig !

Jeg ville ønske de oplevede det. Så de stoppede deres Tour-De-dræb-hospitalerne og alt hvad der lever og ånder der på. INGEN er tjent med det. Andre end dem der selvfølgelig modtager den dyre medicin – hvis altså der er nogen til at give dem den ?!?!

Så…

Igen bliver der taget varme hænder fra de syge på hospitalerne.

Igen er det “alle de andre” patienter der skal lide.

Igen skal jeg og mine kollegaer løbe ENDNU stærkere.

Igen skal jeg og mine kollegaer bebyrdes endnu flere opgaver (som jo altså i bund og grund er opgaver der indebærer om vores patienter overlever – eller om de ikke gør !) på mindre tid.

Igen skal jeg og mine kollegaer gamble med vores eget helbred grundet den øgede mængde arbejde, de flere patienter, den manglende tilfredshed i vores arbejde, utilstrækkeligheden, kravene, stressen.

Igen går det udover min og mine kollegaers familie, fordi vi brænder ud.

Igen bliver noget “uværdigt, under AL kritik, utilstrækkeligt” endnu mere uværdigt, endnu mere kritisk, endnu mere utilstrækkeligt.

Igen kommer patienter til at risikere deres dyrebareste (liv, førlighed, værdighed, indsæt selv…) fordi der bare ikke er tid, personale eller lignende nok.

Igen lider det offentlige hospitalsvæsen.

Igen, igen, igen…jeg er så bange for at blive syg eller komme til skade ! Og jeg er så bange for at mine elskede gør det samme…og DU skal nok også være det samme…desværre !

Læs mere her….og del gerne hvis du vil være med til at råbe lidt højt (eller “slå i dynen” om du vil!)…