Når det virkelig “…er MIG” – og ikke dig !

Det her indlæg kommer til at slutte af med et spørgsmål til jer…og det er ikke for at være nederen, for at prøve at gøre mig selv interessant eller click-bait agtig, at jeg skriver det nu, det er mest bare for at sige det. For det er dét, jeg tænker allermest på lige nu…at jeg har brug for hjælp – også fra jer <3

Og hvor er det egentlig mega-mega-mega nederen, ENDNU engang pludselig at opfatte at tingene ikke kører smooth. At finde ud af at jeg ikke har flyttet mig – nok. At der stadig er skeletter i skabet… Og at de lige nu ramler ud igen… At finde ud af at jeg endnu engang – dengang – fik formået at få tyret skelleterne ind i skabet, fik det lukket lyn-knud-børge, uden at de faldt ud igen, for derefter at have stillet mig med ryggen mod skabet, så døren forblev lukket. Alt var godt !!

Døren holdt tæt, den forblev lukket, også da jeg listede væk fra skabet. Jeg kom længere og længere væk, og det gik sgu da skide godt. Jeg turde og jeg gjorde. FEDT ! Jeg kom sgu nok til at danse og tee mig lidt for kraftigt inde i rummet med skabet, for lige pludselig; BAAANG ! Skabsdøren åbnede sig og tingene væltede ud. De første ting kom ud med et kæmpe BRAG, de resterende ting faldt lidt roligere én for én… Alt der ellers var så pisse nydeligt ryddet af vejen, lå nu pludselig i en kæmpe indviklet, rodet og uoverskuelig bunke ude der midt på gulvet ! For Helvede altså !

Som så mange gange før – og som beskrevet i så mange indlæg før – har jeg brugt lidt tid på at beskue “bunken”. Gå rundt om den, kigge, tænke, flytte lidt på sagerne, frem og tilbage, før at det hele begynder at dæmre lidt. Før meningerne og lagene kom frem. Det er mange-faktorielt – der er mange årsager i mange niveauer i mine problemer, og jeg er nok ikke helt klar over hvor mange lag min “bunke” egentlig har. Og om jeg ever magter/evner/lykkes – eller behøver – at komme helt til bunds i den. Men måske hvis den “bare” ryddes pænt op, så den kunne være i skabet helt bevist og opryddeligt, så var det måske okay, så var det måske nok. Kontrolleret og mere i orden. Og ikke-ødelæggende for mig – og den anden (de andre) i mit liv.

Lige nu føler jeg mig sgu mest at alt som en tikkende bombe, som stille og roligt får ødelagt de mennesker, der kommer tæt på. Alt er godt indtil det bliver “for godt”, så kan jeg ikke mere. Så “danser jeg for voldsomt – og tramper måske nok lidt kraftigt i gulvet også” – og mit skab springer op – og jeg må lukke alt ned for at rydde op igen. Lukke alle ude for at gemme resterne igen. For at få frygten på afstand igen – for den er der også…frygten for at blive såret igen. Frygten for at blive snydt, bedraget, ladt i stikken og få (den alt opædende) følelse af at man ikke er værd at elske og kæmpe for. Frygten for at blive forladt til fordel for en anden. Frygten for at tro på noget, glæde sig over det og ligefrem hvile i det, for derefter at få det revet væk med en knytnæve lige i ansigtet – og i maven (og hjertet).

Og så er der niveauet med Lilletut. Laget i bunken hvor hun bare betyder alt ! Hun er hele mit liv, alle mine følelser og alle mine behov. Jeg har ingen behov her – mit liv er hendes liv. Og når hendes liv er “truet”; når hun er ked af det, når hun mister noget, når hun er syg, når der sker noget hårdt/anderledes/negativt for hende, ja så forsvinder jeg i mit liv. Så lukker jeg mit liv, mine følelser, mine behov HELT NED for at være der for hende. Alt andet er ligegyldigt for mig ! Helt ubevist, helt uden at nogen ber mig om det eller kræverdet. Det kommer bare automatisk – og helt ligegyldigt hvilke lækre og positive ting der ellers måtte være i mit liv – og som jo ellers gjorde mig glad, lykkelig og let. Min tro på at det hele nok skal lykkes forsvinder. Drømmen om familie og kærlighed forsvinder. Indtil nu er det gået ud over to dejlige damer, der bestemt ikke havde fortjent det hak i deres hjerter. Og som jeg savner, når jeg ikke er “truet” af noget.

Så er der også laget i bunken med min seksualitet og åbenhed i det hele taget med hensyn til kærligheden. Jeg har svært ved at dele det…og især til mennesker der før har ytret, at de ikke finder det okay/acceptabelt/normalt at være sammen med en pige. For jeg føler mig sgu forkert. Jeg føler mig mærkelig og til den klamme side, fordi jeg ikke “bare” kan være sammen med en mand, og passe ind i mængden. Jeg føler mig akavet og forkert – og mindre værd og mindre elskelig. Jeg føler, at det i den grad skal gemmes væk, ikke tales om og at alle jeg vælger “på pigesiden” er forkerte uanset hvad. Og når jeg har det sådan – og føler at min familie har det sådan – så er det også virkelig svært at finde kampgejsten frem, for jeg kan ikke finde ud af om jeg kæmper for noget “rigtigt” eller “forkert”…og hvem gider bruge kræfter på at kæmpe for noget forkert og ulækkert ?!

I bunken ligger nok også rester fra mine to depressioner og min (før- og efter- )fødselsdepression. Grundlagene for dem, konsekvenserne, tabene…rodet sammen med de andre lag som før nævnt. For det hele hænger nok sammen, og i al fald er følelsen af at være forkert og ikke god nok gennemgående. At lukke ned for mine egne behov for at (prøve at) efterleve andres er hvert fald helt og fuldstændig gennemgående.

Jeg er træt af at ødelægge alt for mig selv – og andre. Træt af at gøre andre kede af det – og mig selv. Træt af ikke at tro på lykken og kærligheden – hvordan den end må se ud. Træt at at være alene – og træt af at være træt af at være sammen med andre.

Sidste år kom jeg langt med Louise (læs bla HER, HER og HER…) og jeg tænker som udgangspunkt at gribe fat i hende igen. Jeg elskede at gå hos hende og jeg kom langt. Desværre synes jeg også, at jeg kom til at hænge fast i min ex-kæreste – også laaaang tid efter at det gav nogen mening (og hun kunne det i hvert fald ikke). Om jeg forvaltede terapien forkert efterfølgende, ved jeg ikke ?! Jeg kan (helt i tråd med mine kærlighedsmønstre) bedst “kigge tilbage”, det har jeg det tryggest med. Men – nu til mit spørgsmål som jeg nævnte først – kender DU en god psykolog, kognitiv terapeut, coach, whatever som jeg skulle prøve ?? Gerne i København, gerne ikke aaalt for dyr (og det findes ikke, I know), og gerne med force indenfor skilsmisse, parforhold, eksistentielle problemer – HIT ME….