Skiftedag – og FaceTime…

Min lille Tut har været skilsmissebarn i 2,5 snart 3 år nu (ud af hendes 4…) – og jeg kunne egentlig stadig tude over det en gang i mellem. For jeg synes sgu i bund og grund ikke, at det er noget at byde et barn ! Hvorfor gøre sig den ulejlighed at blive gravide (insemineret), gifte sig, for derefter at skride i svinget bare det er en anelse glat ?! Jeg forstår det ikke. Og måske er det egentlig lige præcis dén uvidenhed, der ødelægger det for mig gang på gang efterfølgende ? Hvordan skal man beskytte sig fra noget, som man ikke kender til ? Hvordan skal man beskytte sig fra en smerte, man ikke ved hvad udløses af ? Hvordan skal man lave om – eller holde fast i sig selv, hvis man ikke ved, hvad man gjorde forkert (eller rigtigt) ?

Og hvordan kan snart 3 år ikke være nok ? Hvordan kan det – eller bare mig selv – stadig ødelægge ting ? Hvordan kan mine tanker blive ved og ved med at køre i ring, accellereret af ting, som jeg ikke engang nødvendigvis har noget med at gøre. Bare balancen i Tuttens og mit liv ændres lidt, så snubler jeg – og løber væk. Langt væk fra dem, der ellers måtte være dér lige ved siden af. Også dem der VIRKELIG betyder noget.

Og så kigger jeg tilbage, dér langt væk fra. For jeg savner dem jo. Elsker dem jo. Turde bare ikke. Men tænker, savner og føler stadig (også efter 1 og 2 år!!) !

Gad vide om det kun er mig, der synes at ting er svære at balancere ? At jo flere, der kommer ned i vægtskålene (en på hver side af vægten, sån en gammeldags én), jo sværere er det at balancere !? Og jo mere noget af det dernede i den ene skål stikker op og kommer til syne, jo sværere er det for mig at finde ligevægten i den anden skål ?! Lidt mere håndgribelig sagt; hver gang ex-konen rør på sig i den ene skål (har det godt, har det svært, har kæreste, har ikke, har overskud, har ikke, osv) så kæntre min anden skål, og hvem/hvad/hvor, der end måtte være dernede i, falder ud ! Det er simpelthen så pisse svært for mig, også selvom jeg ved, at det er åndssvagt og “ikke har noget med mig at gøre”. For det har det jo ikke ! Det er jo ikke fordi hun/vi/jeg overvejer noget igen, jeg har bare så svært ved at “holde balancen”.

Men vi snakker bedre og mere sammen nu, mama og jeg. Man kan vist ligefrem sige, at vi kommunikere nu ! Hun svarer på mine smser (!!!), hun skriver selv og overholder gamle aftaler, hun aldrig har overholdt før. Hun fortæller hvordan weekenden har været for de to, hun giver “afleverings-status” (okay bare idag, men stadig…!) og er til rådighed ! Og spørg selv om hun ikke må se Vega mere..(!?), være med til ballet, spise med ?!? Det er så pisse lækkert – og så virkelig forstyrrende for mine vægtskåle og min balance ?! Det får dejlige minder frem – som skærer lige i hjertet bagefter. Det får mig til at føle fortvivlelsen igen, selvom jeg også synes, at det er skide dejligt for Tutten. Tutten nyder det. Tutten elsker jo sin mama, savner hende og tæller dage til hun skal se hende igen. Og jeg vil jo også gerne de her ting – især for Tutten. Og så hjælper det jo også mig helt sindsygt, når hun kan aflaste med “pasning”, hvis jeg skal til lægen eller lignende. Og så er det altså også mega hyggeligt, når vi spiser sammen og snakker.

 

I dag på skiftedagen var Tutten, som hun plejer. Lidt skrøbelig, lidt ved siden af hendes vanlige mor-og-vega-jeg (som hun altid er på skiftedagen), og træt. Krisen i børnehaven, da jeg hentede, blev afværget mega smooth (og yep – havde lyst til at highfive mig selv, mega overskud!). Vi hyggede hjem i cyklen, og aftalte at hun skulle FaceTime mama og vise hende en fin tegning og diamant, som hun havde fået af hendes gode veninde, da hun var syg. Alt var godt indtil mama var på skærmen, og den lille Tut sikkert fik mærket efter at hun savnede hende, for så brød helvede løs ! Tutten tudbrølede…hun “…ville aldrig slippe hendes mama”. Hun “…elskede hende, og hun måtte ikke gå – hun skulle være der på skærmen for al tid”. Det skar i alles hjerter, og hvad fanden stiller man op ?! Vi gjorde det jo kun fordi, det virkede som en god ide – og jeg vil jo aldrig holde hende fra at se/FaceTime hendes mama. Men måske er en skiftedag bare for skrøbelig ? Måske er det bedst at følelserne bliver holdt inden i ? Eller det netop bedst at de får frit løb ud af den lille krop ?? Og så må jeg trøste og samle op efter for bedste evner (og med egne tårer holdt inde off course) ?

Normalt på skiftedage (dengang det “som normalt” ikke var muligt at FaceTime med mama) fik jeg altid snakket hende fra det, og ledt hende på andre tanker. Og det fungerede jo upåklageligt – og med langt færre tårer og ingen hjerteskærende gråd med telefonen knyttet til brystet for at “holde om og på mama”.

Har I andre nogen erfaringer, råd eller lignende omkring de skide skiftedage og hvad I gør eller ikke gør ?? Og er der virkelig nogen af jer, der som mig, kegler rundt i tingene selv så lang tid efter ?? Og hvad gør I for ikke at “kigge tilbage” på ting og eks-kærester der var ??