Super-mor er aldrig ked af det…

Super-mor er altid sprudlende glad, med et smil og et grin der smitter.
Super-mor har overskud og hjælper selvfølgelig hele familien med at have det godt.
Super-mor kan håndtere alle kriser – ja alle kriser i hele familien.
En rigtig Super-mor viser aldrig sit barn, at hun græder og er ked af det.

Hvordan var det så egentlig lige, at jeg endte med at blive den mindst Super-mor agtige mor overhovedet?? Mig, som ellers så gerne vil være Super-mor. Mig, der forsøger at gøre det rigtige, også selvom det måske ikke føles rigtigt for mig. Er det rigtigt, så er det vel rigtigt. Også for mig. Og Lilletut selvfølgelig. Det er jo hende, der er det allermest super vigtige.

Men hvad gør man af alle sine forbudte følelser, når man bliver mor? Altså alle de ulykkelige, triste, desperate og sørgelige følelser. Dem som man ikke må vise overfor sit barn. Altså alle de følelser, der gør én ked af det, gør ens blik tomt og stirrende, og som trækker tårer ned ad kinden. For slet ikke at tale om de følelser der gør, at man råber højt i fortvivlelse og måske ligefrem hulker højlydt. Alle de slemme-slemme følelser, der måske (måske ikke) mærker ens barn for livet, og bestemt afholder en fra at være Super-mor. De udbrud der får ens barn til at reagere med gråd, fordi hun er for lille til at forstå noget egentlig, men er stor nok til at reagere på fornemmelser og stemninger. Hvordan kan man som menneske gemme alt dette væk, bare fordi man er blevet mor?? Og i hvert fald blot – og i absolutte nødstilfælde kun – finde disse uheldigheder frem fuldstændig lydløst, når barnet er i seng og sover trygt.

Hvem  – og hvad – er hende Super-mor?

For det er sq ikke mig.
Jeg prøver virkelig ihærdigt, og det lykkes mig da også som oftest, men bare ikke altid. Og hvad så – er jeg en dårlig mor, der gør mit barn unødvendig ked af det. Giver jeg hende traumer for livet? Og er jeg ualmindelig følsom og udadreagerende? Og måske ligefrem pisse egoistisk fordi jeg ikke lige kan styre mig, lægge låg på mig selv, indtil stakkels Lilletut sover. Er jeg virkelig den eneste, der ikke altid kan rumme alle mine tårer (også dem der kommer med lyd), så mine øjnene bare er nød til at løbe over med dem – inden Lilletut er i sikkerhed inde i soveværelset? Måske mit sind bare ikke er stærkere – og stakkels Lilletut, hvad skal det dog så ikke ende med?