Når det knager, holder det! Men gælder det også parforholdet??

Som jeg ikke kunne skjule helt i gårsdagens juleaften-indlæg, går det ikke helt godt på hjemmefronten. Eller vi har nogen udfordringer på hjemmefronten, konen og jeg. Ja, lad os kalde det udfordringer, og se tingene så positivt så muligt. Altså helt positivt kan det nok ikke vendes til, men jeg vil forsøge ikke at have de alt for sortseende briller på. Og så vil jeg forsøge ikke at gå i detaljer, for som skrevet tidligere er jeg nød til at bevare en vis intimitet i parforholdet herhjemme.

Men vi har svært ved at balancere den nye livsstil, altså den med baby, herhjemme, det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg tror vi har villet gøre det så godt for Lilletut, som overhovedet muligt og uden at vide af det, har det været på bekostning af os selv og hinanden. “Pis os'” at finde ud af, at man gik i fælden med begge ben. For vi havde jo snakket om det både før jeg blev gravid, under graviditeten og ja selv lige efter Lilletut blev født, snakkede vi om at det var vigtigt ikke at glemme os selv og vore interesser. Men – vupti – et år senere og alt er glemt?!

 Jeg fatter det simpelthen ikke. Altså hvordan vi endte her. I fælden med begge ben. Jeg var da ellers helt sikker på, at vi havde fælles fodslav omkring den famøse regel “Ikke at gå fra hinanden de første år, no matter what”. Men det havde vi åbenbart langt fra. Marie havde i al fald glemt alt om aftalen, og følte sig godt og grundig druknet i hele situationen. Og shit en mavepuster at finde ud af, at vores enhed ikke længere er en enhed skabt af to. Shit når det går op for en, at man har tabt den anden et sted hen ad vejen – og formentlig ret langt tilbage! Og at man faktisk står alene tilbage.

Hvordan kunne det ske for os? Os, som ellers (synes vi selv) er ret intelligente og oplyste mennesker. Hvordan kan vi to pludselig ende i hver sin ende af sofaen med milevidt mellem os? Vi vidste jo det kunne ske. Vi var sågar forberedte på de udfordringer det kunne give i parforholdet, og alligevel sidder vi nu her slået ud af udfordringerne. Eller som de ville have sagt i “Den Eneste Ene” Hvis I to var ludobrikker, var I så slået hjem nu? Og svaret dertil ville være JA.

Men hvor gør det mig overordentlig ulykkelig at erfare, at min kone overvejer bare at smide håndklædet i ringen og gå. I min verden findes det slet ikke. Altså den mulighed. Jeg nægter simpelthen pure at give op uden en ordentlig kamp – blod, sved, tårer og tåhyler på skinnebenet og hvad der ellers må til. Det skuffer mig så dybt, at hun kan tænke tanken at opgive os uden en kamp. At hun kan sidde der, og ikke vide hvad hun vil. At hun ikke ved, hvad hun har lyst til. LYST TIL?!!! Hvordan kan ens familie ikke være “det man har lyst til”?
Shit, at sidde der og bare se de sidste år passere revy for ens øjne, mens stilheden brøler i lejligheden, det vil jeg helst ikke opleve igen. For det gør sq så sviende og brændende ondt, at der forsvinder et lille stykke af ens (min) sjæl og hjerte for hver gang.

Jeg måtte råbe højt, og slå hånden hårdt ned i stolens armlæn for at få vreden, skuffetheden og alt det sårede ud. Og så måtte jeg be hende om at gå, og ikke komme tilbage før hun havde tænkt sig om, og kunne sige “hvad hun havde lyst til”. Ikke om hun skulle være her hos Lilletut og jeg, hvis ikke det var det hun ønskede. Hvis vi var i vejen for hende, ja så skulle vi da hurtigt smække døren bag hende så hun kunne være i fred. Og låse den efter hende!

Da hun var gået tog mavepusteren til i styrke (og hånden gjorde også pænt ondt -note to self: ikke slå hårdt ned i hårde ting). Hver gang hoveddøren gik i opgangen håbede jeg det var hende, og hver gang måtte jeg fortælle mig selv at stoppe med at drømme, det ville jo ikke ske.
Men pludselig skete det alligevel. Nøglen blev sat i vores dør, og Marie kom ind. Jeg turde knap at trække vejret og slet ikke kigge på hende. Var det godt eller dårligt hun kom tilbage efter et par timer eller 3?

Det var godt! Heldigvis. Hun undskyldte for sin massive egoisme og idioti, og bedyrede at NU ville hun prøve – aktivt prøve – at få det til at fungere. Hun var parat til at give noget af sig selv igen. For det er mit mantra; i et forhold er man nød til at give og tage for at få det til at du. Og endnu vigtigere; For at bibeholde nærheden, intimiteten og kæresteforholdet er man nød til at bruge tid på det. Man er nød til at være intim for at have intimiteten, den er der ikke bare. Og når tiden og kræfterne er små, er man endda nød til at planlægge mere end at ride på spontanitetens bølge.
Så det er planen. Altså aktivt at gå ind for vores kæresteforhold, aktivt at få intimitet og nærhed tilbage. Og altid at have tid til os – hver især og sammen.
Så nu er vi her igen. I sofaen sammen. Men denne gang helt tæt.

Jeg håber, vi er blevet klogere og kan blive her. For altid.