Kærligheden den finder vej i en sandstorm…?!

Men finder den mon også vej igennem en orkan som Bodil? Eller endnu værre (eller bedre); kan kærligheden finde vej igennem det “at få et barn”??! Personligt synes jeg at det virker som om, den har svære odds, når man har fået et barn. Et barn suger simpelthen al kærlighed til sig, så man skal være rigtig god til at gemme lidt et hemmeligt sted, så ens partner også kan få lidt. Jeg tror i hvert fald umiddelbart, at kærligheden har meget lettere ved at finde vej gennem en sandstorm, end at finde vej gennem de første år med et lille barn. For sandstorme rusker vel steder med meget sand, som varme steder med smukke strande og klart blåt vand, hvor man er på romantisk ferie med sin partner. De skænderier der opstår sådanne steder, kan kun være over småting, som hvilken drink man skal bestille næste gang, hvis tur det er til at få massage og mere i den retning. Kan ens forhold ikke holde til det, kan det i al fald slet ikke holde til at få et barn.

 

Det er virkelig surrealistisk, at der pludselig kommer en tredje person ind i ens forhold til sin kæreste (eller ægtefælle). Og ikke en hvilken som helst tredje person. Nej, en tredje person der helt naturligt får al opmærksomhed, al vågen (og sovende) tid, al kærtegn og alt ens overskud.
Generelt er forhold jo i princippet ikke bygget til en tredje person. Kommer der en tredje person ind i normale forhold, kaldes det i al fald for de flestes vedkommende for utroskab (med mindre man har nogen lidt utraditionelle og/eller swinger tendenser). Og er man som ven eller veninde sammen med et kærestepar, kaldes man også helt naturligt for “det tredje hjul”. Så egentlig er det vel naturlig nok, at der kommer lidt knas i parforholdet efter at baby dumper ned i det. For ikke nok med at der kommer et “tredje hjul” i ens forhold, pludselig er “det tredje hjul” omdrejningspunktet og det alt skal tilpasses efter.

Og man skal passe på, for inden man får set sig om er det parforholdet, der er “det tredje hjul” i ligningen. Og når parforholdet først er ude på et sidespor, kræver det altså rigtig meget at få det tilbage på rette spor igen. Det første det kræver er, at man får øjnene op for problemet. Og sekundært skal der kæmpes. Kæmpes rigtig meget. Af begge parter. Og så skal der vilje til, masser af benhård vilje til at ville får det til at lykkes igen. Det er ikke for sjov, at den uskrevne regel om ikke at gå fra hinanden, uanset hvad der sker det første år, er lavet. Nogen kører den endda videre og siger, at reglen gælder de første 2-3 år. Og jeg har hørt folk fortælle, at havde de ikke sammen med deres partner inden fødslen besluttet, at holde fast i hinanden i tykt og tyndt igennem de første 2 år. Ja så havde de ikke været sammen længere, og slet ikke fået et barn mere. Jeg tror, at man på en del punkter er nød til at lægge de pladder-romantiske forestillinger fra sig. Livet efter babys ankomst er ikke lutter lagkage og ej heller en dans på roser (uden torne). Man skal til tider anstrenge sig noget for at få kæresteforholdet til at holde. Og nogen gange er man ligefrem nød til at aftale, hvor man skal være romantisk. Og holder kærligheden til det? Forhåbentlig! En sandstorm er intet i forhold til den prøvelse, kærligheden er på, for at finde vej gennem babys første 1,2 eller 3 år.

Følg os på Instagram Facebook Bloglovin ♥