Luften ud af ballonen…

Altså sådan ment i overført betydning, for der er ikke nogen egentlige balloner her hos os lige nu (det er ellers et hit, når der er – for både barn og hund). Luften er dog i den grad gået ud af alle i husstandens balloner oven på en hård – og forfærdelig – uge.

Lilletut er blevet syg igen med feber. Anton er bare træt (at spise og sove er som bekendt meget hårdt). Jeg måtte gå tidligt hjem fra den længe ventede julefrokost med afdelingen i går aftes, da jeg bare pludselig blev så træt. Og Marie har lige ringet, og sagt at hun snart kommer hjem fra job – roskildesyge!

Ohh yes, mere sygdom! Og så lige i dag, hvor det egentlig var spået at JEG skulle være syg – altså druksyg efter julefrokosten i går. Men sådan skulle det altså ikke gå.
Jeg var hjemme i min seng kl 01, og havde, snu som jeg er, kun én (1) snaps på samvittigheden. Kender I ikke de fester, hvor trætheden bare pludselig suger alt alkoholen til sig, og man kan bare ikke komme i festhumør eller blive snalret? Sådan havde jeg det i går. Jeg prøvede, og havde det bestemt sindssyg sjovt de første timer. Men da dansegulvet for alvor åbnede, magtede jeg ikke at tage kampen op med de ivrigt svingende læger, sygeplejersker og diverse andet personale fra ortopædkirurgisk afdeling. De er skønne alle sammen, men man skal sku’ være kampklar! Og så gjorde mine fødder ondt.

Dagen i går før julefrokosten var nemlig for mit vedkommende god men lidt for travl. Jeg havde siden frokost tid et evigt højt stress niveau, da tiden massivt løb fra det projekt, jeg er med i. Jeg laver sammen med en fysioterapeut fra et andet hospital, en genoptræningsvideo for Region Hovedstaden til brug efter ankel-forstuvning. Arbejdsprocessen har været umenneskelig kort, hård og presset (det er vel det offentlige man arbejder i), og med min ret store faglig stolthed, er det bare utilfredsstillende, når produktet ikke bliver optimalt grundet dårlig planlægning hos andre. Og så er det endda mig, der er det smukke ansigt i videoen. Videoen overskred sin deadline, og må nu laves færdig på mandag i stedet.

Men ugens helt klare kulmination – i ultimativ negativ retning – må siges at være i onsdags, da Marie i et skænderi kl. 05.15 om hvem der mest fortjente at sove længe, bedyrede at hun ikke magtede vores forhold længere. Hun følte det som en evig kamp, der altid blev tabt. Hun synes det var for hårdt og for svært. Lilletut var altid syg, og vi var altid uvenner, og var gået hen og blevet venner i stedet. Vi kæmpede hver vores kamp, om at få det praktiske til at gå op i en højere enhed.
Alt forsvandt indeni mig, og jeg blev virkelig skuffet, såret og ked af det. For ja, det sidste halve år har været hårdt, det har været mega hårdt (og uden søvn), men man skrider ikke bare midt i det hele, når tingene bliver for svære. Jeg følte mig dybt forrådt.

Det ultimativt bedste skete så dagen efter opgøret, hvor Marie efter at have tænkt over det, gerne ville give det et forsøg mere. Heldigvis. Vi er en familie – mor, mama og Lilletut – vi har brug for mama også! Vi er blevet enige om at prøve, det der skal til – formentlig mere end bare at gå ud og spise og kalde det kærestetid. Jeg håber inderligt vi evner det! Og pludselig forstår man så også alle de par, der går fra hinanden det første år. Man lærer bare så meget – på den hårde måde – når man får barn.