The Man-flu

Det er bare federe med “The Man-flu” (engelsk) til at beskrive min nuværende (noget ynkelige) almen tilstand. Mande-influenza lyder bare ikke helt så godt. Men sagt på engelsk eller dansk, så er det faktum at jeg nu også er blevet syg. Formentlig smittet af Lilletut. For dævlen det gør ondt over det hele. Min hals er som et åbent sår, og min krop gør ondt og bliver udmattet bare af at TÆNKE på fysisk aktivitet. Og altså her snakkes fysisk aktivitet, som i at gå ud og hente et glas saft, drikke theen, gå på toilettet, skifte Lilletuts ble og så videre.

Jeg har – sammen med Lilletutti – sovet hele dagen! Kun afbrudt af et lægebesøg til tutten. Det er bestemt hyggeligt, at hun pludselig vil ligge tæt og putte det meste af tiden. Men øv, at det er fordi hun har det skidt.
Det er 3.gang i denne uge at vi er i kontakt med Lilletuts søde (søde – som i fagligt gode og menneskelig søde) læge. Feberen har bare ikke villet give slip i den lille pige, som har været syg siden fredag i sidste uge. Jamen velkommen til vuggestue-livet!

I dag var hun godt nok en syg og dårlig pige (hun slog min Man-flu), og lægen måtte da også konstatere at den ene efter den anden virus-infektion havde fat i hendes krop. Hun er hårdt ramt. Lægen tjekkede hende og beroliget os lidt i og med at hun godt kunne se at hun var dårlig. ENDELIG ikke en læge, der fik os til at føle os som pyller-forældre. Hun erkendte med det samme, at hun var skidt, og ville gerne have at vi ringer og giver dagsrapport i morgen, så hun kan følge med i om det ikke snart går bedre. God læge. De tunge bleer er der nemlig ikke så mange af, og sammenholdt med at hun helst vil sove hele tiden, så skal vi være ekstra obs. I sådanne situationer forsvinder ens egen eventuelle sygdom helt, og man er bare kun opmærksom på sin lille syge baby. Jeg ville med glæde have tre Man-flues på én gang, hvis bare Lilletut slap.

Mht læge og følelsen af pyller-forældre har vi prøvet lidt af hvert. Lilletut startede med at have min læge, som jeg ellers er sindssyg glad for efter han hjalp mig over min depression, men vi fik aldrig følelsen af at de hjalp os ordentligt med Lilletut. Hver gang vi tog hjem efter et besøg, havde vi altid følelsen af at være til besvær og at vi var mega overpyldrede.
Helt konkret tilgiver jeg dem aldrig helt denne historie: Lilletut har hostet meget siden hun var 5-6 mdr. Så meget at hun – og vi – siden dengang ikke har sovet længere sammenhængende end max 2-3 timer (heller ikke om natten). Lilletut var træt og græd hele tiden, og hostede næsten hver nat så meget så hun kastede op af det. Ingen af os trivedes. Vi mente ikke det kunne være normalt og tog hende til lægen. Virus. Hmm, det blev ved…endnu et lægebesøg – stadig virus. Da de (lægen og en læge studerende) efter 2. eller 3. gang vi opsøgte dem, fortalte os at man ikke undersøgte så små børn for astma, astmatisk bronkitis eller lignende, tog vi konsekvensen og flyttede hende til Maries læge her på Østerbro med det samme. Et barn skal da ikke mistrives pga hoste gennem så mange mdr!! Maries læge kunne med det samme sige, at intet barn skulle hoste så meget og så længe en periode, så der måtte sættes ind med det samme. Jeg har anstrengelsesbetinget astma og allergi mod husstøvmider, skimmelsvamp og støv, og da jeg ikke har ammet, kunne man jo ikke udelukke at hun har arvet det. Vi blev sat til at afprøve en maske med noget astmamedicin – to dage efter hostede hun ikke mere!! What?! Jeg blev så gal. Hvad bilder min læge sig ind ikke at afprøve bare noget på det stakkels barn. Måske det sidste 3/4 års pinsler (også i forholdet) kunne have været undgået. Arghhh!

Nå, det var et sidespring i fht dagens historie.
Mine forældre (og Maries) har ringet endnu oftere, her i Lilletuts sygdoms periode. De er ligeså bekymrede som os, og ville med glæde også tage alt sygdom fra hende, hvis de kunne.
Det er bare virkelig dejligt, at ens forældre altid er der, når man har brug for dem. Det eneste vi ville ønske anderledes var; bare de boede tættere på! Mine forældre bor på Bornholm og Maries i Varde, så de kommer jo ikke bare lige forbi og aflaster selvom de gerne ville. Tænk at jeg er blevet “sådan én der vil have mine forældre (og svigerforældre) som naboer”, for det er jeg virkelig. Ville ønske de kunne hente Lilletut fra vuggeren en dag. At de kunne trille en tur med hende, hvis Marie og jeg havde brug for lidt luft eller lignende. Håber de en dag bor bare i samme by som os om ikke andet.

Ens børn – store som små – er man bare altid bekymrede for, siger min far. Puha, jeg har maaaange års bekymringer foran mig!
Men det er dejligt, at ens forældre er klar til at hjælpe. Igår da Vegs debuterede med at blive sløv, konstant sovende, brændende varm uanset tøjmængde, og ikke ville drikke heller, blev jeg virkelig nervøs for hende, og alle mulige skrækhistorier flashede rundt i mit hoved. Som det første ringede jeg grædende til mine forældre for at spørge om råd som en lille pige. For selvom man selv er blevet mor, kan man åbenbart ikke altid klare alting selv.
Hvad er dine erfaringer omkring børn og sygdom? Hvad hjælper jer igennem? Og er jeg den eneste, der stadig spørger mine forældre til råds??
Her er youtube med teletubbies, “if you’re happy and you know it” med Vinci og i særdeleshed “We’re going to the zoo” altid life-shavers!!!