“Hvor er du blevet fed” – er det noget du ville sige til nogen overhovedet ?

Jeg undres nemlig lidt…

Siden hvornår er det blevet okay, at ordet “fed” er noget du (glædeligt ? og) højlydt putter på andre ? Altså i min optik giver ikke engang en graviditet Carte Blanche til “fri” opførsel og kommentering af kroppen, som det lige – helt upassende – falder én ind ?! Og måske ISÆR under en graviditet skal man overveje sine ord, berøringer osv til den gravide, for man ER altså et andet sted end normalt. Hormonerne vælter – bevidst eller ubevidst – rundt, og DU kan altså ikke vide om graviditeten er LYKKELIG eller ULYKKELIG ! Måske dine (dumme) ord sårer mere end du tror ? Og ville du seriøst spørge et andet – ikke gravid – menneske om de ikke var blevet lidt fede ? Ordet “fed” er altså i min ordbog et mobbe-ord ! Det er ikke pænt. Det er ikke sjovt. Det er ikke okay ! Og “tykke” er ikke nødvendigvis meget bedre !

En af de egenskaber, som jeg helt bevidst har gjort meget ud af at opdyrke hos Vega, og som jeg er meget stolt af, at hun besidder til UG, er hendes evne til at rose andre. Hun kan se noget smukt i næsten alt ved andre, og hun kommentere det altid <3 “Flot kjole du har på”, “Flotte øreringe” er bare to af hendes mest brugte sætninger til folk hun møder – mere eller mindre kendte for hende. Og folk bliver så glade, når de hører hendes lille stemme med ros til dem. Og overraskede tit ! For det er altså for sjældent at vi får rost hinanden, desværre.

Jeg lærer Vega, at man selvfølgelig gerne må synes, at andres ting, udseende eller lign. “ikke lige er en”, MEN, at man så IKKE SKAL fortælle dem det. Man skal ikke være ærlig, hvis det gør en til et røvhul ! Det er lidt en ting, som har accelereret i en forkert retning, det der med at nogen tror, at de er nice mennekser, hvis de stryger om sig med deres negative, til tider mobbende kommentarer, fordi DE JO ER ÆRLIGE !!! NEJ, søster-lystig du er ikke et nobelt ærligt menneske, du er et decideret røvhul !

Min graviditet – faktisk begge mine graviditeter – har ikke været lykkelige. Jeg er ikke god til at være gravid. Jeg bliver ikke et rosenrødt menneske, der så bare kan tage imod alt. Jeg elsker IKKE den gravide krop. Jeg synes IKKE den er smuk eller bare en lille smule pæn. Jeg synes den er decideret ulækker, og tager afstand fra den – sån helt “neglect”-agtigt, hvis nogen kender til det i fagtermer fra “stroke” (hjerneblødning, blodpropper i hjernen). Jeg bliver en anelse depressiv, og kan finde på sulte mig selv (gjorde jeg i første graviditet), for at prøve at finde noget kontrol. Jeg føler mig fed, klam og ulækker. FØLER mig – helt inderst inde. Ikke noget jeg har lyst til at dele med nogen egentligt – og da ISÆR ikke når der bliver sat ord på mine følelser, sådan råbt over gangen, når jeg går oppe på afdelingen på mit arbejde… “Hvor er du blevet fed” !!!

Jeg ville aldrig end TÆNKE det om nogen. Så jeg ville bestemt ALDRIG råbe/sige det til nogen halv-fremmede/bekendte på min arbejdsplads. Eller altså jeg ville aldrig sige det til nogen EVER nogen steder.

Ikke desto mindre er det sætninger, jeg næsten hører hver gang, jeg er på job – og her kan man så sige, at det så er HELDIGT, at jeg kun arbejder 2 gange om ugen. (Er fortsat deltidssygemeldt med graviditetskomplikationer, og det er hvad kroppen nogenlunde kan klare.) For de gør faktisk ondt hver gang, de sætninger. De sætter sig fast i min “ulækre krop”, gemmer sig dybt inde, så de kan blusse op, når jeg igen ligger hjemme på sofaen og har det dårligt. Eller når jeg ser mig selv i spejlet, i badet, i træningstøjet. Det er så stemmen, der får lov til at runge i mit hovedet alle øvrige dage, for det er så også en af down-siderne ved solo-mor-skabet; at der er ikke en derhjemme, der kan fylde en op på “positiv-kontoen” – der er ikke en, der bare synes man er smuk gravid. Eller jo Vega gør, og hun elsker maven (og mine bryster ;)).

Og nej, jeg har ikke decideret sagt STOP for kommentarerene. Jeg har skyndt mig videre uden at svare, uden at kigge op, uden at give noget tilbage. For jeg magter det ikke lige nu! Jeg bruger mine kræfter på (i prioriteret rækkefølge) Vega, mad, arbejde, mig selv – der er ikke plads til “korrektion af dumme kommentarer” eller selvtillid til at stå op for sig selv. Og jeg synes altså ikke, at det så gør det mere okay for folk at blive ved. Det er ikke okay at snakke så grimt til folk, bare fordi de ikke verbalt siger STOP. Hvorfor er det de svageste, der altid skal sige stop. Det er da ikke okay at mobbe (nu bruger jeg lige det ord!), bare fordi dit offer ikke har kræfter til at sige fra. DU er stadig en IDIOT !

Havde Vega været med mig på arbejdet, når nogen spurgte mig om “…jeg ikke var blevet fed”, så havde jeg blevet nødt til at sige fra – eller i hvert fald forklare det til hende. For det er sgu ikke okay, og det skal hun lærer. Jeg VED hun også ville have lagt mærke til det. Men lige nu, når det bare er mig, der hører det, så får det lov til at bare at gå ind – jeg orker ikke andet.

Men kan vi ikke blive enige om, at man snakker pænt til alle mennesker; gravide, tykke, tynde, børn, gamle… Og at “ærlighed” kun bør siges højt, hvis du samtidig ville kunne sætte et K foran….Kærlighed <3

Følg os på Instagram Facebook Bloglovin ♥