Den store dag – for både mor (mor) og barn

Vega havde været klar længe – og det havde jeg også! Til den store vuggestue start…men Københavns kommune lod altså vente på sig…
For at få en vuggestueplads før barnet er et år, er bestemt ikke det nemmeste i Københavns kommune og da slet ikke på indre Østerbro. Skrækhistorierne er mange – historierne der fortæller om, hvor grueligt meget nogen forældre har måtte stå igennem, før de fik en plads i vuggestue.
Lige siden lilletut blev født, har jeg håbet på det bedste, men forventet det værste. Da jeg så kun skrev lilletut op til en enkelt institution (ud af to mulige), synes folk jeg var lige lovlig letsindig og noget optimistisk. Men hvad gør man, når nu det kun er den eneste ene institution, der duer til trutten?! Jeg satsede – og vandt (for sikkert første og eneste gang i mit liv).
ENDELIG kom dagen hvor brevet blev modtaget i e-boksen – lilletut havde fået en plads i ønske vuggestuen! Juhuuuu og en kort fejring! For pludselig gik det op for mig, at lilletut havde fået plads lige samtidig med at jeg startede på job, og så var det jo Marie, der kunne nyde sin barsel som “ferie”! Ja, hvorfor mit hovedet er skruet sådan sammen, er et godt spørgsmål. Men det er de flove facts, at jeg altså blev misundelig på at Marie kunne få tid til sig selv i hendes barsel, for det var jo lige det, jeg så desperat havde savnet i hele min. Først efter en samtale med mine forældre og lidt eftertænksomhed kunne jeg glædes igen. Mystiske mig! For nej hvor havde lilletut længtes efter at lege med andre børn i lang tid. Vi havde været flittige besøgende på Remisens fantastiske indedørs legeplads hver tirsdag og torsdag, men det var bare ikke nok, kunne man tydelig mærke på lilletut. Hun var SÅ klar.

                                                     
Vi valgte dog at rykke lilletuts startdato et par uger, så hende og mama kunne nyde nogen uger sammen alene uden morens indblanden. Da det endelig blev den store mandag, havde jeg taget fri, for jeg var da nød til at være med. Jeg havde faktisk haft sommerfugle i maven helt fra fredag, og havde næsten ikke kunnet sove. Mit lille barn var ved hendes første store milepæl – og pandehåret var blevet klippet til anledningen…

På dagen øsede det selvfølgelig ned, så det klassiske “på vej til første dag i vuggestuen” billede blev ikke helt som håbet… (hun er derinde)

Regn eller ej, vuggestue here we come…

Jeg fik helt tårer i øjnene, da jeg så min datters navn på sedlen – altså den øverste. Lilletut har været meget syg i hendes første år, så vi regner bestemt med hendes immunforsvar er max boostet – øjenbetændelse kom du bare an!
Man hører så meget om nedskæringer, dårlig økonomi og lignende, men hold nu op et fantastisk senarie, der mødte os inde på stuen. Lilletut var i “lillegruppe” sammen med to andre små fra stuen og en voksen (D). En hel voksen til tre børn – og en utrolig kompetent og sød en af slagsen. Der blev sunget, leget, udfordret sanser, motorik og virkelig hygget til den store guldmedalje. Lilletut var på fra start, og strikse mig var fuldt ud tilfreds.
En bedre pædagog kunne ikke findes til at gøre lilletut (og mødrene) helt trygge ved det nye liv.

Efter nogen timer var første dag slut, og vi gik hjem med et noget træt barn. Planen var lagt for resten af indkøringen, som Marie skulle stå for, da jeg skulle tilbage på arbejdet.
Lilletut har nu gået i vuggestue i 2 uger, og det har været en drømmestart. For udover at hun kan sove længe der og spise alt slags mad selv, så elsker hun at være der. Hun elsker Ole og de andre børn, og jeg er sikker på hun også elsker D (og det er i orden).
Men hvor er det grænseoverskridende, at andre skal være sammen med mit barn næsten hele dagen. At andre skal skifte hende (og holde roterende-lilletut fast på puslebordet), give hende krammer, give hende mad, trøste hende, få hende til at sove, alt det som jeg (og Marie) ellers har gjort hele hendes liv. Får I andre også de tanker og følelser? Og hvordan har I det med, at andre kysser og krammer jeres barn? Kan I blive lidt jaloux over at jeres barn får andre i deres liv, som de holder af/elsker?? Jeg hører, hver gang jeg svømmer rundt i sådanne tanker, min dejlige venindes kloge mand sige “…at man skal være glad for, at ens barn har mange mennesker i dets liv, som giver det kærlighed og opmærksomhed”.