Mor, far og barn // Mor, mor og barn // Mor, mama og Vega

“Hvorfor skildrer du med at I er en regnbuefamilie?”

“Hvorfor vil du holde fast i at I er anderledes end andre? Hvorfor ikke bare passe ind i mængden??”

Jamen FORDI! Altså fordi at! Fordi det er vi! Både en regnbuefamilie, anderledes og passer ind – eller ikke passer ind.

Jeg bliver tit spurgt om ovenstående, og det er jo ikke fordi at jeg vil være på tværs (mere end højst nødvendigt), utaknemmelig eller andet…men jeg føler mig sgu lidt anderledes end “alle jer normale”! Ikke hverken positivt eller negativt anderledes…men anderledes. Og jo med lidt flere besværligheder end de gængse “normale” sikkert har – sån helt ærligt faktisk. For tænker I nogensinde, når I går sammen med jeres kæreste/ægtefælle på gaden i fuld offentlighed over:

– om nogen pludselig slår jer ?

– om nogen pludselig råber noget ondt og nedsættende til jer ?

– om nogen glor så meget efter jer at deres øjne triller ud ?

– om nogen pludselig spørg om man er en dreng eller pige ?

– om nogen pludselig spytter efter jer ?

Forhåbentlig ikke. Men det gør jeg – og så er jeg vel lidt anderledes. Og ja, så synes jeg det er på sin plads at skildre med at min familieform er anderledes: for det er den jo så åbenbart, for det er jo dens skyld at jeg har ovennævnte tanker! Eller “havde” for lige nu går konen og jeg ikke just med hinanden i hånden på gaden…

Any(g/w)ays så er vi jo altså lidt anderledes – og I mit lille tilbageblik på anderledes valg, som startede med DETTE INDLÆG, er jeg kommet til hvordan vi kom til at hedde som vi gør; mor og mama…

…”Lilletut har ikke nogen far. Til gengæld har hun to (søde) mødre, hvor den ene af dem godt kan minde lidt om en far!

Ikke at “konen” ligner en far (eller det synes nogen små børn, at hun gør), men konen kan godt lide at lave “far-ting” med Lilletut. Højere, vildere, hurtigere er helt sikkert deres motto sammen. Jeg elsker, at hun laver de ting med Lilletut, og ville helt sikkert ønske at jeg selv nogen gange var lidt vildere med hende. Ikke at jeg ikke er, men tit ser jeg mig selv lave mere roligere ting med hende, såsom læse bøger, putte i puttekasse og lignende samt sige “Ej, ikke her, stooop” når konen kaster rundt med hende udendørs, og Lilletut bare hviner af fryd. Ingen tvivl:  Lilletutti elsker det.

Egentlig er det en lidt sjov drejning tingene har taget, for i starten var konen meget bange om Lilletut, og var helt sikker på at hun gik i stykker, hvis man var for vild (eller bare i det hele taget faktisk). Jeg derimod slog kolbøtter med hende og svingede, gyngede og hang på hovedet med hende til den store guldmedalje – helt ligesom jeg havde lært det på de adskillige APA-motorik hold, stimulastik, babygymnastik og sanse og musikhold som vi har gået til i den første barselstid. Yderligere er jeg jo også fysioterapeut, som går ind for træning og fysisk aktivitet, men bedst af alt har jeg et par gode børne-fys-veninder, som altid er gode for råd, vejledning og ideer til motorisk leg (og skrækhistorier). Så på tumlekontoen er Lilletut helt sikkert fyldt op og evt. også lidt overbooket, men det er kun et plus.

At Lilletut ikke har en far, men har en mama i stedet, er kun lige blevet besluttet (skrevet d 19/11-13 Red). Altså at hun skulle have en “mama” og ikke en mutti, mor-Marie eller lignende. Vi havde ellers først besluttet at vi begge skulle hedde mor, og dét helt indtil at det kunne blive et problem for Lilletut. Hun måtte altså selv sige stop, hvis det skulle laves om. Dette holdt dog kun de først 5-6 mdr, og så måtte jeg trække i nødbremsen. For pludselig kunne mit eget hovedet ikke holde styr på at der var to “mor”. Jeg syntes, det var mærkeligt at omtale konen som “mor” for Lilletut, når vi var ude i offentligheden, for hvad var jeg så? Folk skulle ikke tro, at jeg bare var en tredje person, jeg skulle være mor – eller mama for den sags skyld.

Da de nye navne skulle deles ud, ville ingen af os først være mama, så ville begge være mama, og til sidst fik konen lov at vælge. Jeg fødte og blev biologisk mor, så derfor måtte konen vælge kaldenavn. Konen valgte så mama.

Indtil videre fungerer dette godt, dog glemmer vi det selv tit, og kalder også Marie for mor. Og selvfølgelig er Lilletut slet ikke gammel nok til at kunne forstå det endnu. Men mor og mama konstalationen kører vi videre med, indtil evt. nye udfordringer med kaldenavnene opstår.

At konens forældre kom til at hedde bedstemor og bedstefar, og at mine kom til at hedde mormor og morfar, var vist mere et tilfælde end som så. Vi havde i al fald slet ikke tænkt nærmere over det, og de kom heller ikke selv til at vælge. Dette fordi vi valgte, at fortælle dem på denne måde, at de skulle have et barnebarn…

At være mor og mama er faktisk umiddelbart lettere end jeg først kunnet have frygtet. Vi har heldigvis aldrig mødt nogen med negative meninger omkring det, og da slet ikke nu når Lilletut er her. Nogen gange hvis jeg eksempelvis snakker med myndigheder, lægen eller lignende laver jeg altid en lille kunstpause efter jeg har omtalt min partner som “min kone”, dette for lige at understrege det og ligesom at sige “ja, du hørte rigtigt”. For selvom de færreste har noget imod det, så er det nok alligevel de færreste, der regner med det.

Vi er heldigvis så heldige, at have mange lesbiske veninder og her også en pæn del veninde-par, som efterhånden næsten alle har børn eller skal have det. Så i vores lille normale hverdag er det faktisk helt normalt, at der er to mødre. Faktisk er det næsten lidt mærkeligt, når man så endelig ser ens hetro-veninder med deres mand og barn (/børn)! Jeg er rigtig glad for, at vores omgangskreds er sådan, for jeg er ret sikker på at Lilletut, når hun bliver større, også kan finde noget tryghed i at se, at der er flere børn, der også har en mor og en mor (eller mama, mutti eller hvad det nu kunne hedde). Og at man ikke er unormal, dårlig-anderledes eller udenfor, bare fordi man har to mødre.