En frelsende engel

Midt i denne juletid – for ja, det er vel okay at kalde det juletid nu – synes jeg overskriften på dagens indlæg er meget rammende og passende. Jeg vil dog først skynde mig, at undskylde for mit manglende blog-indlæg i går. Jeg har ellers en klar ambition om, at I dagligt skal kunne muntre (forhåbentligt) jer med en lille anekdote eller oplæg i øvrigt, men jeg har – som resten af familien her på Østerbro – været syg. Vi har alle været syge – roskildesyge!! Og de af jer der har prøvet det, ved hvor mega forfærdeligt det er, og når så hele husstanden har det samtidig, så gang lige forfærdeligheden med antal beboere i husstanden. Shit. I ordets bogstaveligste forstand! Og dertil bræk (i massevis). Ja, undskyld hvis du sad og spiste, eller bare havde det godt.

Lilletut i søndagens out-fit i en sjælden vågen time (optaget af Ipad og Anton).

Ihh, jeg havde ellers de fedeste planer for om søndagen, hvor en veninde og jeg skulle til julemarked hos Loftsbazaaren på Amager. En samling af danske designere, der ville sælge deres ting i en hyggelig atmosfære. Jeg havde glædet mig rigtig meget; tøsehygge med kaffe og fine ting at shoppe – whats not to like!? Jeg følger en del virkelig seje og yderst inspirerende krea-damer på instagram, og nogen af dem skulle netop med på Loftsbazaaren, så derfor havde jeg allerede besluttet, at det var okay at bruge penge. Ja faktisk var det nærmest et must – man skal jo støtte iværksættere og Danmarks økonomi i øvrigt.

Men ak og ve, da jeg lå med hovedet nede i spanden lørdag nat, vidste jeg hvor det bar hen ad. ENDNU en aflysning på en venindeaftale pga. barn og sygdom (for Lilletut havde altså startet dette bræk-orgie allerede om torsdagen). Tanken om, jeg mon nogensinde ville stoppe med at kaste op og have det så virkelig forfærdeligt, strejfede mig sådan set også.
Det er godt nok (endnu) en af de ting, jeg har svært ved at vende mig til. At en anden skal bestemme så suverænt over, om jeg skal holde mine aftaler eller ej. Jeg er meget pligtopfyldende, og jeg kunne aldrig før drømme om at melde fra til noget, der var aftalt. Men det er da i høj grad noget jeg får øvet mig på nu. Det er altså noget grænseoverskridende, kan jeg godt sige. Og svært de gange, hvor man ikke helt kan finde ud af hvor dårlig hun egentlig er. Denne gang sagde det dog sig selv. Jeg kunne slet ikke engang sidde op i sengen – og det kunne Lilletut heller ikke.

Jeg har nævnt det før, men siger det igen. Alle vores bedsteforældre bor bare for langt væk! Mine forældre bor på Bornholm, og Maries i Vestjylland, de kommer bare ikke lige forbi. En dag som i går (søndag), hvor alle bare er underdrejet, og hvor man nærmest ikke kan tage vare på sig selv, men jo selvfølgelig er nød til at tage vare på Lilletut, kunne man bare så godt bruge sine forældre. Jeg skrev en SOS besked til min mor søndag morgen, om hvor syge vi var, og at vi ikke helt vidste hvad vi skulle gøre. Trylle trylle, min mor ringer og siger at hun gerne kommer, men alle flyafgange desværre er udsolgt dags dato, men hun kan være her mandag formiddag. Jubelscene (i sengen – noget beskeden pga, tilstanden)! Fantastisk, hjælp forude! Når man ved, at dagen i morgen bare er en smule mere overkommelig, så går selv den værste dag lidt bedre.

Søndagen gik virkelig ynkeligt, så skal nok skåne jer for yderligere detaljer.
Men nu til overskriften; for da mor (min mor) ringede på døren mandag formiddag, var det virkelig ligesom om en frelsende engel kom ind ad døren. Ahhhh! Det var virkelig en tiltrængt hjælp. Desværre kunne hverken Marie eller jeg nyder det 100 % helbredende på vores egen krop, da vi begge havde noget arbejde vi skulle møde til. Eller Marie var mødt allerede kl 06, så hun havde været oppe og afsted i mange timer. Vi kunne ellers godt have brugt at sove mange timer endnu.
Men når nu virkeligheden skulle være så barsk, at vi begge skulle ud af døren, var det bare så befriende at se Lilletut i armene på mormor. De nød det begge to i fulde drag. Da jeg fik dette lille sneak-peak i dørsprækken, mens jeg selv gik og gjorde mig klar til dagens optagelser (mooooviestar), kunne man intet andet end at blive en smule lykkelig på trods af situationen med sygdom…