Sandheden om at få børn (#sandhedenomatfåbørn) – part 1378, the end?

Det er pisse hårdt! Som i P.I.S.S.E H.Å.R.D.T! Og det tager formentlig livet af jer. Altså ikke at det dræber jer hver især, det dræber formentlig bare “JER”. Bare…det er overhovedet ikke bare “bare”. Dét er P.I.S.S.E H.ÅR.D.T- virkelig!

Tro mig – jeg ved det fordi jeg har prøvet det! Eller nej mere præcist…jeg ved det, fordi jeg desværre er lige midt i denne forvirrende og forfærdelige part 1378. Tror jeg. Eller også er det lige delen før altså part 1377? I al fald har jeg gennemlevet så mange af alle de forfærdelige sandheder omkring det at få børn, at jeg snart ikke ved hvor egentlig lykke starter og slutter eller hvornår decideret ulykke overtager og gennemsyrer.

Jeg må hellere skynde mig at sige at jeg selvfølgelig elsker Lilletut – og ikke fortryder et mili-sekund at vi har fået hende. Hun er og bliver det smukkeste, dejligste og mest fantastiske barn ever. Men Christ hvor har det været hårdt! Alle flosklerne som “det bliver blot så hårdt som man selv gør det til” “Vi tager da bare baby med alle steder, så vi kan være os selv som vi var før i tiden” “Nyyyyyd nu hinanden” og hvad der ellers findes af lame sayings, har jeg lyst til at nikke en flyveskalle. Man kan sgu ikke forberede sig på hvor pisse hårdt det er for ens selvtillid, psyke, dømmekraft og humør, at blive forældre og ikke sove mere end ca 2 timer i sammenhæng (på en god nat) i fucking 20 måneder!! Næsten to år uden ordentlig søvn, uden at man bliver prioriteret, uden at kunne gå på toilettet selv og uden at man “er sig selv”. Tortur ish egentlig! Og hvem ville ikke blive en lille smule skør, deprimeret og utilregnelig af det? Konen og jeg blev nok i al fald.

Og så står vi her – hver for sig det næste stykke tid. Konen er flyttet ud, og vores hverdag de næste tre uger er nøje planlagt i forhold til Lilletut og ført i skema. Lilletut bliver her i lejligheden og konen og jeg går til og fra. Vores prioritering er helt selvfølgeligt at Lilletuts rutiner og rammer ikke skal laves om. At hun opdager så lidt som det overhovedet er muligt – hvis det er muligt! Konen er her de dage hun kan og leger, hygger, spiser og putter – og tager så “hjem”. Jeg sover her hver dag, afleverer og henter for det meste og har hende de resterende dage. Surrealistisk blot at se hinanden i døren. Hej og farvel kone!

Puha, det går lige i hjertet! Her har man sammen med sin livspartner, ægtefælde og bedste ven realiseret en kæmpe drøm om at bringe et barn til Verden, og pludselig er det hele skrevet ned i et skema hvornår man kan se Lilletut uden at den anden er til stede. Hvornår var det lige at den fælles drømmerejse pludselig tog en drejning. Er den slut? Hvornår stod konen af? Og hvornår gjorde jeg? Hvis altså vi er stået af begge to – eller en af os?

Hvornår blev det så svært at vi ikke længere kunne kæmpe kampen sammen?? Har vi givet op – hver for sig eller sammen? Er der håb???