Donorbørn og onde forældre ?!?

Åhh – så er det i aften at der ruller endnu et “Donor børn Program” over skærmen på tv2! Jeg gruer lidt.Og krummer lidt tæer – og tænker lidt “har vi ikke kogt nok suppe på det emne”? Og så gør jeg mig kampberedt! For debatten omkring donorbørn får mig egentlig lidt op på mærkerne! Jeg er både uenig, enig og personlig insolvent på så mange punkter og niveauer af emnet.

For jeg er jo selvfølgelig meget personlig berørt af emnet – i høj og privat grad – da Lilletut jo egentlig er et donorbarn i sagens natur. Men også kun dér altså! For i Mama’s og mit hoved har Lilletut en hel familie – og hun er ikke doneret noget sted fra! Hun har en mor og en mama – ligesom en hver anden normal familie. Okay, normal regnbuefamilie med to kvinder så! Og der mangler ikke nogen – der mangler ikke en far rolle (den har mama allerede påtaget sig ;)) og som en tidligere sæddonor så smukt sagde i “Go’morgen Danmark” (jeg er stadig syg, så ja ser den slags) i morges…

“…Man skal gøre sig fortjent til at være FAR. Det er ikke bare en titel man kan få. Det er noget man skal arbejde for – og være der for at være”

Det er nok ikke ordret citeret (SÅ godt husker jeg heller ikke, og vidste jo ikke det skulle med i mit indlæg i dag), men hold nu op hvor har det sunget inde i mit hoved hele dagen! For JA det er jo lige det man skal. Man skal gøre sig FORTJENT til en “far” eller “mama” titel og til at være en del af et barns liv! Man kan sgu ikke bare komme 18 år efter og så være en “far”! Og hvis de kære små teenagere tror at de finder den forældre der måske aldrig har været der, så bliver de da skuffede!! Og dét forstår jeg ikke at moderen støtter!?

Jeg synes at de udseendelser, der tidligere har været vist på tv, har sat det i et dårligt lys at nogen forældre kan være SÅ egoistiske og forfærdelige at vælge en “ukendt donor”. FRYGTELIGT at de stakkels børn ikke kan finde frem til deres eget ophav! Men helt seriøst; HVORFOR?!?! Hvorfor er de vokset på med følelsen af at de mangler noget?? Og hvorfor synes hende donorpigen fra i morges at det er så slemt at hendes tvillingesøskende ikke er HEL-søskende? Hvorfor skal der 100% kød og blod til at have den følelse? Undskyld mig men jeg kan ikke lade være med at tænke på at der må være en brist et eller andet sted i den piges opvækst?!?! Jeg kender en dreng, der kun har HALV-søskende men som opfatter dem som 200% HEL søskende – og hvorfor skulle han ikke det?!?

“Jeg har brug for at spejle mig i en” sagde pigen i morges. Og kom så endda til at omtale den nyfundne søskend som hendes HEL-søskend!?! Just for the record; de deler “kun” sædceller fra den samme mandedonor, så de kan da aldrig blive mere søskende end dem hun allerede har – og deler både biologisk mor samt arv og miljø med!

At spejle sig i en mand, der aldrig har oplevet én, men blot har afleveret en slimet klat arvemateriale i et engangsbæger på en disk på et lægekontor?! Øh…??

Hvorfor har man behov for andre HALV-søskende at spejle sig i?? Hvorfor er det ikke nok at spejle sig i den familie, der elsker én og har været der hele ens liv?? Og hvorfor er der ingen der fortæller barnet/børnene om arv og miljø!? Jeg tenderer til at mene at det er en typisk holdning i dagens Danmark; der SKAL være en grund og løsning på alt! I min teenagetid følte jeg mig da også til tider fremmed, alene, depri og som om jeg ikke hørte hjemme nogen steder – ej heller i min familie (af køb, blod og 100% DNA). Men heldigvis blev jeg da ikke opfordret til at gå ud og søge noget, som jeg evt troede jeg manglede! En ny familie, en ny religion, andre venner eller hvad det nu kunne være. (Okay jeg skar så i mig selv, og der kan vi så hurtig blive enige: IKKE LØSNINGEN!!!). Men tilbage til min pointe; folk er så forhippede på at finde en håndgribelig løsning og forklaring på alting, at sådan noget her bliver en løsning for nogen. For 100% sikkert (i følge mig og min Verden) hende pigen her ville også føle denne “mangel”, hvis ikke hun var donorbarn!!!! Jeg er så sikker i min sag! Nu har hun “desværre” bare noget at “hænge sin hat på”. Hun – og hendes forældre – kan nu berolige sig selv med at DET er svaret på alle hendes forvirrede-teenage-tanker: Hun er donor-barn med UKENDT donor – ergo er dét jo problemet! Hvis BARE hun finder donor eller andre (ligegyldige) “søskende” så er alle identitets problemer løst.

Jeg tror ikke på det…

Og lige præcis derfor har vi valgt ukendt donor til Lilletut. Hvis hun har brug for at spejle sig i nogen, der aldrig har været en del af hendes liv, så har mama og jeg fejlet!!! VI er hendes familie – HELT!!

Jeg har skrevet om det før, dengang jeg bare ville fortælle jer om vores valg – læs det HER og igen HER

Håber ikke I synes jeg er en sur mokke. Jeg kan bare godt lide at have lidt markante holdninger – og ytre dem lidt skarpt! Diskuter, kommenter gerne med mig og på indlægget her…Og se så med i aften på tv2 – det må jeg nok også hellere (hvis jeg husker det, skemalagte ting er ikke lige mig), og husk lige at jeg ikke har set programmet endnu, jeg gør mig bare kampklar på forhånd 🙂