Så er Lilletut hjemme…og vi græd os i søvn!

Totalt mixed emotions idag! Har glædet mig SÅ meget til at få Lilletut hjem igen, og trådte formentlig en lille bitte bitte smule hårde på speederen for at komme hen til hendes vuggestue i dag efter job. Jeg var ved at tilbagelægge stykket fra bilen og ind i vuggestuen i løb og sprintede nærmest op ad trapperne til 3.sal (hvem ligger en vuggestue i et etagebyggeri?!) for at skære sekunder af tiden uden Lilletut. A L D R I G har jeg savnet nogen så meget!

Og så sad hun der i stolen blandt de andre børn og spiste små æggesalat-madder. Hun så SÅ stor og voksen ud. Lige før jeg ikke kunne kende hende – og ja, frygten for at jeg ikke ville kunne kende hende sad i mig, da jeg åbnede døren ind på stuen. Men selvfølgelig kunne jeg det. Der sad hun – kiggede op med det samme og sagde med høj, lys og klar stemme: “MIN MOR”! Åhr jeg kunne have dånet på stedet. Min mor!

Inden vi skulle hjem og slappe af, skulle vi lige ind om et af PR-bureauerne nemlig det virkelig fine Noise-PR, og sige hej på deres pressedag. Jeg havde tænkt at gøre det uden Lilletut først, men jeg kunne bare ikke vente med at få hende hentet og være sammen med hende. Hun skulle med. Min Lilletut.

Inde hos de skønne damer hos Noise fik vi set de super lækre forårs styles fra Soft Gallery, Petit by Sofie Schnoor, Billybandit og Billieblush. Og wouw der er godt i vente kan jeg bare fortælle jer. Moren glæder sig i al fald! Mens jeg fik en sludder med den søde Desireé legede Lilletut med deres fantastiske bObles ting og med alle deres pyntedyr. Hun var ellevild. Især da hun fandt ud af at lege fangeleg med mig – jeg var ikke lige så ellevild kan jeg godt betro jer. Forstil jer lige Lilletut løbe skrigende igennem de pæne lokaler; “DU KAN IKKE FANGE MIG” i lidt for små gamle pink joggingbukser og en sweater i sarte douche farver og små leo/glimmer/røde sneaks. Ohh my HVORFOR har jeg ikke pænere tøj liggende i vuggestuen???? Og hvorfor havde mama i morges ikke taget højde for vores fine visit efter vuggestue?! Mænd!! (nåhr nej…mama!!)

Vel hjemme efter mega sukkerchok i alle deres lækre ting inden hos Noise, fik vi slappet af Lilletut og jeg. Vi fik gearet ned og puttet. Vi sad helt tæt og så lidt ipad uden at snakke – og holdt i hånd. Vi lavede mad sammen (med ipad-bedste-vennen også) og spiste i ro og mag. Efterfølgende bad Lilletut igen om at sidde stille i sofaen og se lidt ipad. Og det fik hun lov til. Alt i alt virkede det som om hun havde sindssyg meget behov for bare at sidde tæt og afklimatisere – fra vuggestuen og fra at have boet hos sin elskede mama i 5 dage. Hun var så træt og faldt næsten i søvn på sofaen, men selvfølgelig livede hun fuldstændig op så snart tænderne var børstet, nattøjet på og hun var puttet inde i sengen. Så der begyndte kaos!

Jeg var for blød, for rørstrømsk og slet ikke bestemt nok. Jeg indrømmer det og føler mig som den dummeste mor. Jeg lod Lilletut kører mig (og sig selv) rundt i manegen ved at hente først det ene sovedyr så det næste, det tredje og det tiende. Så skulle hun se ipad, så skulle hun ikke, så skulle vi læse bog og så ikke. Det endte med jeg prøvede vores gamle rutine. Men det fungede selvfølgelig ikke ovenpå det virvar. Samtidig med alt det her blødte mit hjerte. Jeg græd indvendig og havde mest lyst til at tage hende op og knuge hende tæt ind til mig og fortælle hende hvor meget jeg elsker hende, og hvor ked afdet jeg er over situationen. Jeg føler mig skyldig. Jeg føler jeg ødelægger mit barn i denne skilsmisse. Jeg føler at jeg svigter hende. Og så kan man jo ikke fuldføre noget som helst, og da slet ikke et putteritual.

Efter at have prøvet at gå ud, hvor hun bare græd hjertesskærende og råbte: “MIN MOR”, “MIN MOR”, “MOOOOAAARR????” Så kunne jeg ikke mere. Jeg gik ind og tog hende op – hendes lille krop klyngede sig ind til mig – og så kunne jeg ikke andet end at tage hende med ind i min seng. Vi lagde os tæt og holdt i hånden, og hun fladt til ro med det samme (efter lige at have skreget på ipad i 30 sekunder) og faldt i søvn. Jeg græd. Tårerne trillede varme ned ad kinderne på mig, og mit hjerte skreg bare af smerte! Fuck hvor føles det ondt, umenneskeligt og pisse uoverskueligt at skulle igennem dette hver 14.dag! Og har Lilletut mon lige så ondt?? Tænk hvis jeg ødelægger hende indvendigt – tænk hvis hun allerede nu mister troen på folk. Tror at alle går fra hende. At hun bliver valgt fra og svigtet. Jeg føler virkelig at jeg failer så big time her! Tænk sig at splitte den familie som skal lade hende vokse op i harmoni og kærlighed fra begge forældre på én gang!

Fuck shit!

By the way – husk lige at I kan vinde denne lækre pakke HER