Mor tid – Hvad tid??

Jeg har mor tid lige nu. 1 2 3 nyyyyd! NU! For jeg skal være hurtig. Ellers kommer jeg alt for sent i seng, og er så alt for sindssyg træt, når barnet vågner og skriger for syttende gang i nat. For slet ikke at tale om den lammende træthed, jeg kommer til at mærke to gange imorgen tidlig.
Første gang når Marie pludselig står fuld påklædt kl 05.15 og siger farvel og tager på arbejde, og jeg slet ikke fatter hun allerede er stået op og hendes vækkeur har snoozet x-gange.
Anden gang jeg bliver konfronteret med den lammende træthed, der mest af alt føles som en gigantisk mavepuster lige når alt luften er ved at rende ud af en, er, når mit eget vækkeur ringer kl 06.15. Dette hvis altså ikke Lilletut har dikteret, at vi altså stod op kl 05 eller deromkring.
Shit man kan være træt, og 9/10 gange er min aller første tanke “…er jeg ikke stadig på barsel”?! Det er jeg jo 10/10 gange ikke. Dammit. Op med mig. Når man så står ud af sengen, og bare har nærmest tømmermænd af bare træthed, kommer den anden tanke. “…imorgen går jeg helt sikkert tidligere i seng”!!

Men det gør man jo ikke, for hvornår skal man ellers være sig selv. Hvornår skal man stene instagram, bloglovin og skrive indlæg på ens egen blog? Hvornår skal man være krea og endelig få gang i de 117 projekter, hvor alt er købt ind og bare ligger klar og venter? Hvornår skal man drikke sin kaffe i fred, mens den stadig er varm? Og hvornår skal man tjekke mails, ordne netbank og hvad der ellers ligger og venter på en af praktiske nødvendige gøremål?

Midt i min barsel lærte jeg på den hårde måde at gå tidligt i seng. Det tog mig en del måneder, hvor jeg faktisk faldt i søvn, når vi “legede” nede på gulvet kl 04.30 om morgenen, og hvor jeg egentlig bare var skidesur.
Den eneste der er hårdere end at komme træt – mega træt – på arbejde, er at være træt – mega træt – hjemme på barsel. For på arbejdet er man i gang, og render rundt hele tiden. Tager sig af patienterne, og brænder 110% for hver deres sag. Der er så meget gang i den, at man glemmer alt om trætheden. Og så drikker man selvfølgelig utrolig mange små kopper nogenlunde varm/lunken automatkaffe, det hjælper selvfølgelig også.
Hjemme på barsel er man fanget, som torturfangen i sin fangekælder, der bliver vækket hver gang h*n er ved at falde i søvn. Tempoet i barslen er i slow, og man sidder nede på gulvet og leger for det meste. Ens øjne falder i, som sad man på bagerste række til en forlæsning i skolen. Eneste forskel fra skolen er bare, at her kan du ikke uset tage en lille power. No no, det er ikke lige i babys program.
Jeg husker, at min krop var ved at gå i baglås over, hvor hårdt det var psykisk, når jeg lige havde puttet Lilletut, lagt mig på sofaen, og endelig havde givet kroppen lov til at slappe af og falde i søvn. Og så vågnede Lilletut igen. Det gjorde simpelthen så ondt, at vågne fra den der næsten tunge søvn tilstand, at det var bedre at holde sig vågen med stærk stærk kaffe.

Da Lilletut gik i seng ved 17-18 tiden, havde man en lang voksen aften foran sig. Men i øjeblikket hvor hun først vil lade sig overmande af træthenden kl 19.30 (i dag kl 20), ja så er der altså ikke meget aften tilbage, når man i princippet burde gå i seng klokken allersenest 22. Man når simpelthen ikke alle de ting, man gerne vil. Og her snakker jeg jo egentlig kun om de ego-ting, som JEG gerne vil have lavet. Så er der jo også lige ens partner, ægtefælde og kone. Hende skal man altså også have snakket med og plejet forholdet med. Og hvad er kunsten for den gyldne balancegang indenfor det. Begge skal jo gerne have plads i forholdet til at have “mor-tid”, men vi skal jo altså også gerne være lidt sammen og hygge bare os. Hele det her sidste issue er mit og konens achilleshæl lige i øjeblikket. Vi har prioriteret Lilletut så længe, at vi har glemt os selv. Både os selv helt ego hverisær, men også os begge to som en enhed. Vi famler lidt rundt kan jeg mærke, men jeg håber og tror, at vi finder ud af en balancegang. Jeg tror på, at vi ved at have fået øjnene op for, at vi er nød til at prioritere os selv, har reddet os selv fra os selv.