Home alone

I dag, og egentlig også i går, har jeg for første gang siden Lilletut blev født været alene, altså sådan helt alene med tid for mig selv en hel dag. Marie har været på arbejde, og Lilletut i vuggestue, da hun i meget høj grad trængte til at lege med andre børn, og få lidt af den “normale” hverdag tilbage. Juleferien har været lang og god, men eftersom Lilletut kun har haft kortere perioder i vuggestuen (konstant afbrudt af sygdom), var vi lidt nervøse over om en to ugers lang juleferie, ville få hende til at glemme vuggestuen. Så selvom jeg først skal starte på arbejdet på mandag, havde vi besluttet at hun skulle afsted igår og idag, dog med en kortere dag end normalt.

Selvfølgelig har jeg været alene når Marie har gået en tur med begge børn (Lilletut og Anton (hunden)), og når Lilletut er faldet i søvn om aftenen og Marie har været ude, men ellers aldrig. Aldrig flere timer i træk om dagen hvor jeg i princippet har kunnet gøre, hvad jeg ville. Og, wouw, hvor var det en mærkelig (og rar) fornemmelse.

Men hvor er det egentlig typisk, at jeg selvfølgelig ikke syntes, at jeg kunne tillade mig at nyde det helt. Den første følelse i kroppen efter jeg havde afleveret Lilletut henne i vuggestuen, var den nagende dårlig samvittighed. Kunne jeg virkelig tillade mig at aflevere barnet i vuggestuen, og så selv gå hjem – og ikke tage på arbejde? Hvorfor skulle andre passe mit barn, når jeg selv havde fri?
Men lige så meget som den dårlige samvittighed nagede mig, lige så meget vidste jeg, at det i bund og grund var helt okay og faktisk en nødvendighed for både Lilletut og jeg.
Det har været en hård periode de sidste par måneder, hvor vi mest bare har koncentreret os om Lilletut og at være til. Det der med lige at have overskud til at få hytten gjort ordentlig ren eller for mit vedkommende at se nogen af mine veninder, har bare ikke været tilstede. Jeg synes godt nok, at min ressourcebeholdning kører på de sidste dampe, så for bare at indhente lidt forsømt, kunne jeg godt overfor mig selv undskylde afleveringen af Lilletut.

Afsted kom Lilletut, og hjem til den store hovedrengøring med mig. Ikke at jeg elsker at gøre rent, men hvor er det fantastisk at kunne forvandle et, hvad skal man sige, lidt “brugt og forsømt” hjem til et renskuret, rentduftende og lyst hjem. Vores gulve ser helt nyslebne ud igen, og lyser nærmest det hele op. Et af vores nytårsforsætter er at støvsuge hveranden dag og vaske gulvet lidt oftere. Det med at støvsuge skal vi overholde, for Anton fælder en del selvom han er korthåret, og med et barn der måske/måske ikke har astma eller astmatisk bronkitis, er det bare en nødvendighed at minimere støv, hundehår og den slags.

Egentlig er det gået op for mig, at jeg nærmest aldrig ser mine veninder længere. Ikke at det er et bevist fravalg eller noget Marie har bedt mig om, og det er bestemt ikke fordi, at jeg ikke savner dem, for det gør jeg i høj grad. Men tiden er ligesom bare fløjet, og pludselig har jeg ikke set flere af mine bedste veninder i mange måneder. Det skulle disse dage også hjælpe lidt på. Igår havde jeg lokket to af mine søde veninder med i IKEA (det er jo så hyggeligt i IKEA). Winwin med både venindehyggetid og en mulighed for at købe en ny reol til Lilletut værelse, nu hvor jeg har solgt den gamle, og “se” på alle de andre fine ting i IKEA.
Idag mødtes jeg med en anden af mine bedste veninder til en kaffe og travetur i Kongens Have. Det var så hyggeligt, og vi endte med at gå i næsten tre timer, rundt og rundt i parkerne inde omkring Nørreport og Østerport, og bare snakkede og snakkede. Virkelig rart at få vendt begge vores to verdner (der begge involverer børn), og hvor er det dejligt at få lidt råd med på vejen fra en, der kender mig rigtig godt. Vejret var mildt og helt forårsagtigt, ja så forårsagtigt at vi spottede de første vintergækker i Botanisk Have.

Da jeg hentede Lilletut i vuggestuen fik jeg en masse kys af hende, og hun puttede sig ind til mig. Mit hjerte smelter fuldstændig når hun giver udtryk for hendes umiddelbare kærlighed. Der er bare ikke noget bedre end hendes kys, også selvom nogen af dem er med åben mund. Pædagogen på hendes stue kunne fortælle at Lilletut igen idag havde hygget sig rigtig meget, leget så fint med de andre børn, og havde spist en masse. Hun fortalte igen, hvor stor forskel der er på Lilletut, når hun henholdsvis er syg og rask. De kan virkelig se forskel fra, da hun startede, og virkede som et lille skrøbeligt astmabarn (og kom ind i den lange sygdomsperiode) og til nu, hvor hun for første gang er ordentlig oven på igen (bortset fra lidt hoste og snot). Og det kan vi virkelig også herhjemme. Hun har bare så meget mere mod på tingene, og formentlig går der ikke så længe før hun selv kan gå rundt. Nu gider vi ikke mere sygdom – 2014 vis dig fra din bedste side, tak.