Påske, rengøring af vinduer – og Lilletut…og god karma!!!

Endelig. Nu må det være min tur til at inkassere god karma. Helt ærligt det ved jeg, at flere af jer synes, og jeg ved, at jeg selv synes det. Idag endte jeg med at hjælpe den gode karma på vej, for synes sq hun lader vente på sig, ved at lefle lidt for hende karma-damen. Endelig fik jeg nemlig sparket mig selv ud og vaske vinduer. Jeg siger det bare, de er ikke blevet pudset siden vi flyttede ind for 1½ år siden. Og jeg tror egentlig heller ikke, at dem vi købte af, havde gjort det særlig fornyligt. Så ja de var beskidte. Mit vaske-vinduer-grej er åbenbart gået tabt i vores talrige flytninger, så jeg måtte bruge en gulvmoppe med teleskop stang og badeværelses skraberen. Vi bor i stuen, så det var ikke helt mission impossible, men næsten. Da jeg stod og balancerede på vores christiania cykel, og prøvede at gøre armene ca 1 meter længere, kom vores naboer ud og tilbød mig at låne deres stige. Det var lidt lettere. Jeg var kæk, og vaskede da også lige deres vinduer, nu hvor jeg jo var i gang. De blev så glade, da de kom hjem. Og manden strøg ud for at købe mig en rødvin, selvom jeg ikke ville have noget for det, jeg ville jo bare være overskuds sød – helt uden bagtanker. Eller det skulle jo altså lige være, hvis hende karma-ladyen ville se lidt venligere min vej. Men okay, rødvin kan man jo altid tylle – og den smagte godt.

Før mit vinduespudseri var vi som mange andre Københavnere – eller danskere generelt – ude og nyde det dejlige vejr. Vi læssede christiania cyklen med barn og hund og trillede ned i Fælledparken. Man kan virkelig ikke andet end at elske Fælledparken om sommeren. Fyldt med mennesker i godt humør. Kaffe- pandekage- og juicesælgere, som endda sælger ud på “god-karma-kredit”, hvis man ikke lige havde fået kontanterne med. Der er de fedeste legepladser i Fælledparken, og alle aldersklasser kan underholdes og aktiveres i mange timer. Også Lilletut. Men ikke så meget Anton, som jo ikke må løbe løs på og i diverse legepladser. Så for at gøre det ældste barn glad også, var vi et smut i hundegården også. Lige et sted for Lilletut, der udså sig den mindste af hundene og sødt rendte i røven af den, for at klappe den. Irriterende synes den lille hund. Men med ejerens hjælp fik Lilletut klappet og sagt ” vov vov” til den. Jamen “Vov vov” så. Legepladser og solskin holder hele vejen – og med en kaffe i hånden  (mobil er jo fyfy;)) er det fuldendt.

Ellers må jeg altså tilstå at påsken har været lidt hård for moren. Altså mig. Konen har haft lange vagter hver dag – undtagen i dag – og da Lilletut jo står op senest 05.30, så får man virkelig noget ud af dagen. Som i rigtig meget ud af dagen. Som i når kl er 14, så overvejer man lidt, hvor mange dage den her dag egentlig har varet, for det føles som to eller tre. Shit, når klokken har ramt 16.30 og mama ikke er hjemme endnu – omg – så er man træt i hovedet, og glæder sig en lille smule til tutten skal i seng. For det er jo ikke fordi hun sover noget særligt om dagen. Nono, Lilletut har altid været 40 minutters typen. En lur 40 minutter – og JA, jeg har prøvet ALT og mere til. Jeg kan godt få hende ned i søvnen igen nogen gange efter de 40 minutter, men andre gange kan jeg ikke. Og så får moren altså ikke koblet af. Og Lilletut er typen, der helst ikke leger  selv, så man er PÅ fra 05.30-slut (fraset 1-2 lure på ca 40 minutter). Måske er jeg en egoist, men jeg synes det er lidt hårdt. Og mit “damp”-sind kan slet ikke holde til ikke at producere noget en hel dag. Jeg kan blive helt depressiv-ish til sidst. Så jo en dejlig men lidt hård påske for ego-moren.

Og så har butikkerne lukket. Det kan jeg slet ikke have. Jeg føler mig begrænset. Ikke at jeg ville købe ind hver dag, og det har vi bestemt ikke råd til. Jeg kan bare bedst lide at have muligheden. Jeg er gladere, når butikkerne har åbnet. Materielle-ego-mor er jeg åbenbart! Nå men igår, hvor det jo var lørdag MED åbne butikker, kunne jeg endelig få hentet en pakke på posthuset, der var tilsendt os. OS – Lilletut og mor. WUHU, første sponsorgave-ting. Happy-happy me.

Pakken indeholdt ting til en kamp vi har HVER dag herhjemme – to gange om dagen. Kampen om tandbørstningen! Ohh my DET gider Lilletut bare ikke. Hun hader det virkelig, og der skal jerngreb og meget hurtige bevægelser til. Jeg får altid snerten af overgrebsfølelsen, når jeg holder hende fast for at børste, men jeg ved jo godt, at det ville være mere overgreb, hvis hun fik huller. Men, shit, det er svært. Nå men tilbage til pakken. Et virkelig sødt firma (Kompaskommunikation) havde sendt os noget fra en af deres kunder nemlig Jordan, som kunne hjælpe os lidt. Forhåbentlig. Nogen af deres super gode tandbørster med bidering og godt håndtag til Lilletut, en Karius og Baktus bog (klassikeren til en god skræmmer), Hello Kitty sæbebobler og plaster, noget badedims og en fin toilettaske. Og tandbørster til os også. Jamen så kunne vi bare komme i gang.

Lækre ting er dejlige, og hjælper helt sikkert på mange ting, så jeg bilder mig ind at det går lidt lettere nu med tandbørstningen på Lilletut. Faktisk har jeg ikke skulle bruge jerngreb eller benlås de sidste to dage, så det må vel betegnes som succes-redskaber.

I morgen skal konen på arbejde igen, og Lilletut og jeg skal til påskefrokost hos en dejlig veninde. Men inde det bliver i morgen, vil konen og jeg se et afsnit mere af “Broadchurch”. Den er jo sindssyg god. Se den, hvis ikke I allerede gør det (vi ser den på tv2 sputnik, købt til anledningen). Jeg havde ellers svoret, at jeg ikke skulle se noget, hvor et barn døde. Men jeg udfordre mig selv, og elsker serien. Men puha, man kan virkelig sætte sig ind i, hvilken forfærdelig og altopædende sorg den mor må føle. Jeg ville dø, hvis… Det må bare A L D R I G ske!