Skærlørdag og sugarmama

I går var det første fridag i en rimelig forlænget weekend – ergo var det lørdag for mig. Hele dagen, og faktisk også hele ugen op til, regnede jeg med at den første fridag ville være om lørdagen. Derfor havde jeg også planlagt med min søster, at vi skulle til Finderskeepers i Tap1 ude på Carlsberg. Finderskeepers er et stort marked for up-coming (og allerede up’pe) damske designere, hvor de sælger ud af deres ting. Super hyggeligt og mega trendy – på det lidt hipster agtige måde – men mest fedt. Min søster skulle nemlig arbejde i weekenden, så derfor passede det super godt, at markedet var om torsdagen…det var det så bare ikke! Hmm, ups er det virkelig torsdag i dag (altså igår)?!

Vi nåede heldigvis ikke derud, så vi kunne lynhurtigt ændrer vores planer. Loppemarked i Forum var der også. Vist nok, eller var det nu også lørdag? Skærlørdag? Vi kørte derud – konen og Lilletut var med – og heldigvis havde jeg ret omkring dette, yes kæmpe loppemarkedet inde i Forum. Shit der var mange boder – og meget lort. Og meget rigtig dyrt lort. Folk vidste virkelig godt hvad de ville have for deres ting. En Lyngbyvase på 20 cm 600 kr det ene sted (med et lille skår) og 900 kr det andet. Det er jo mere end de nye koster? På trods af nogen lidt peberede priser i de fleste boder, gjorde jeg mig nu også nogen rigtog gode fund i andre boder. Lige præcis sådan en lampe jeg har ledt efter i hundrede år – til 350 kr! Smukt! En plastik græsslåmaskine og en plastik motorcykel til Lilletut til henholdsvis 5 og 20 kr. Det er da fund. Lilletut kan dog ikke finde ud af at køre på motorcyklen endnu, men græsslåmaskinen elsker hun. Damen jeg købte den af sagde, at jeg ville fortryde købet hurtigt, da den larmer virkelig meget. Hun havde ret!

Vi havde sat bilen på en to timers gratis parkeringsplads – sådanne findes på Frederiksberg nemlig – og da det jo i mit hoved var lørdag (skærlørdag), skulle vi blot lige ud og stille på skiven en gang, og derefter kunne vi så holde gratis. Det kunne vi så ikke, så vi måtte ud et par gange, da det gik op for de andre at jeg kludrede temmelig i datoerne. Efter loppemarkedet tog vi på en cafe, for lige at slappe lidt af og spise lidt mad. Her blev forvirringen også total, da der i weekenderne var brunch til kl 15, men i hverdagene frokosttilbud til kl 16 . For hvad går man efter sådan en hverdagshelligdag, hvor det i mit hovedet var lørdag? På cafeen gik de efter, det var hverdag, så vi fik burger til en billig penge. Og Lilletut fik dressing. Chillimayo eller hvad det nu var. Vi forsøgte også med lidt brød, agurk og tomat, men de ting blev tyret på gulvet. Dressingen var det eneste der duede, men så var der til gengæld også ro, indtil den var tom. Lilletut startede med at dyppe en kartoffel ned i skålen med dressing, men fandt hurtigt ud af kartoflen blot var et redskab til at få endnu mere dressing op. Tal lige om at dobbelt-dyppe en gang! Til sidst var kartoflen blot til gene, og Lilletut forsøgte at slikke dressingen ud af skålen, og fandt ud af at hun kunne have skålen siddende på hagen – uden at holde. Dygtige barn!

Min søster pippede lidt om kolesteroltal hos Lilletut, og GUD JA – små børn kan da vel også godt have høje kolesterol tal?? Dammit, man skal da også tænke sig om. Godt fedtstof, dårligt fedtstof, lipider, sukkerarter, diabetes og alt muligt andet. Men der var ro, og konen syntes, det var godt givet ud 😉

Det leder mig hen til tankerne omkring sukkerpolitik! Sukkerpolitik – et emne der helt sikkert kan dele vandene. I Lilletuts vuggestue er der en klar sukkerpolitik – altså nul tolerance – og det er jeg ret glad for. Små børn kan jo nærmest kun tåle svarende til 5 vingummi bamser i ugen, så hvis de nu fik alt muligt snask i vuggestuen, blev der aldrig plads til noget hjemme. Ikke at hun ever ville få vingummibamser (endnu), men hun får da til tider noget med sukker i. Det huer mig ikke at vide, at hun spiser sukkerholdige ting. I starten var det kun rød saft og Marie-kiks,  når hun var syg. Men nu smager hun altså også lidt kanelsnegl, kage, julekager og lign, når hun får øje på det vi spiser. Jeg er ikke stolt. Men ærlig. Jeg føler mig som en lorte-mor, hver gang det sker. Men jeg lader det jo ske alligevel. Dels fordi hun så gerne vil, dels fordi jeg ikke vil være fanatisk men også fordi at konen (og resten af familien) ikke synes det gør noget. Og så står man der og føler sig mega hellig. Og så smager hun. Nogen gange lidt mere end smager. There I said it! Er Lilletut den eneste, eller har dit barn også smagt??