Om at miste det sociale efter en skilsmisse

…og udskift selv “en skilsmisse” med “at blive mor” også…

Ikke for at lyde bitter – eller jo det er det jo i bund grund! For hvor meget man end vil pointere at INTET behøver at blive anderledes efter man får børn – eller bliver skilt – så ændrer tingene sig altså! Im sorry to break it for you!!

Det er vist ingen hemmelighed at min ex-kone og jeg ikke havde fat i den lange ende, hvad angik at være kærester/ægtefolk samtidig med at vi blev forældre! Vi havde så travlt med at tage hensyn, at vi hverken tog hensyn til hinanden, os selv eller os. Vi kvalte os selv og “os”! Jeg gik rundt i en døs af “offer-følelse” og ex-konen prøvede at leve op til ting, hun ikke ville leve op til. No win situation! Jeg så aldrig mine veninder, trænede aldrig, gik ikke til fodbold, gik ikke ud og min ex-konen havde det på samme måde. Vores svar dengang var at gøre plads til at ex-konen kunne begynde at træne, løbe og spille fodbold – min ræsonnering; hvis nu HUN bliver glad – så bliver jeg vel også!

Men – vi blev jo ikke glade nogen af os! Og nu er vi her – skilt og hver for sig.

Jeg har Lilletut mest, og jeg kunne ikke forestille mig at leve på nogen anden måde. Jeg elsker det lille menneske så urimeligt og umådeligt højt! Og så er jeg mor helt ind til benet! Jeg sætter uden tøven mig selv sidst og Lilletut først! Jeg aflyser ting så de passer med Lilletut. Jeg tænker hende ind i alle mine planer og kunne ALDRIG drømme om andet! Jeg prioriterer min hverdag og mit liv efter hende. Og jeg er naturligt “bagstopper-forældren” i vores skilte regnbuefamilie. Jeg kan slet ikke lade være. Og det er ikke et problem – som sådan!

Når man prioriterer sit barn allerhøjest bliver det SÅ tydeligt, når man møder folk der ikke gør! Eller kender folk der ikke gør! For nyligt måtte jeg sige farvel til min fling, da det pludselig stod helt klart for mig at hans prioriteringer ikke var i nærheden af mine. At jeg ikke bliver prioriteret som nr 1, kunne jeg sikkert leve med, men når hans prioriteter ligger SÅ fjernt fra at fungere i en familie med et barn går det bare ikke! Det er jeg sgu nok for voksen, kedelig og børne-agtig til. En anden potentiel nåede jeg ikke engang at kende rigtigt før han viste sit sande jeg (man blir sgu så klog); kan man ikke engang holde en aftale eller give et svar tilbage, så er der sgu nok heller ikke meget andet end en stribe af skuffelser at komme efter. SLET SLET…

Den kloge dame spurgte i lørdags hvordan mit sociale liv og hverdag så ud. “Hvilket liv mener du?!” var mit første svar! For det er ret hurtigt svaret på; jeg har ikke noget og Lilletut! Fra at have været sindssyg social, have masser af aftaler og planer med venner, veninder, kærester og fodbold er jeg nu mest af alt alene. Alene med alle mine tanker og følelser. Alene med Lilletut. Vi går på legepladsen, i netto, i Tiger og til diverse blog arrangementer og så ses vi med min ene veninde og hendes kone og deres dreng på Tuttis alder. Og så går jeg på arbejde. På arbejdet er jeg nok det tætteste man kommer på “mig” – selvom jeg stadig er lidt for hård i munden til tider og har lidt for lidt tålmodighed til alle “offer-patienterne” (ret komisk faktisk!!). Jeg elsker virkelig at komme på arbejde og være social med mine kollegaer! Vi snakker om alt, deler alt, drikker kaffe, hygger og planlægger fester, biografturer, spise-dates osv. Vi arbejder selvfølgelig også og gør vores arbejde til UG – men vi har det sgu godt! Havde jeg ikke dem, var jeg formentlig blevet helt skør og asocial!

Jeg har altid elsket mit arbejde og mine kollegaer, men efter skilsmissen er det blevet meget tydeligt at det er dér det meste af mit sociale “liv” ligger! Det er selvfølgelig fint nok, det er bare ikke sådan det plejer at være!

Og hvordan kommer man så mere ud når man det meste af tiden er alenemor til en lille Tut? Hun kan jo ikke bare være alene om aftenen, så mor kan komme til fodbold eller ud til veninder, kærester eller andet sjov. For en måneds tid siden havde jeg ambitioner om at starte til fodbold, men jeg har end ikke kunnet møde op endnu til træningerne mandag og onsdag aften! For tiden har jeg Lilletut alle dage undtagen hveranden weekend, og da jeg ikke har nogen pasningsmuligheder, ja så kommer jeg sgu nok ingen steder!

Kom sgu næsten til at grine da tv2 her den anden dag havde fokus på “ensomhed”! Ensomhed blandt ældre, mænd mellem 40-49, børn og en eller anden anden gruppe for hvad med at tilføje “alene-mødre”?! Og prøv så lige at tilføje ufrivilligt skilte alene-mødre til listen…

Og jeg forstår sgu godt at de sociale medier tager mere og mere over og er det “sociale” indslag i manges liv. Måske bliver det så normalt for mange at jeg skal fjerne gåsetegnene fra sociale. For helt personligt er det da også her (på bloggen her, facebook og især instagram) at jeg snakker med folk. Det er her jeg får venner, snakker med venner, deler oplevelser og følelser. Det er her jeg kan være social – på sofaen med Lilletut sovende inde i min seng!