Min dag slutter (for) tit kl.19.15

Sad lige og overvejede en eller anden sjov liste med pro – con’s over at gå så jævla tidligt i seng, men min humor strakte vitterlig ikke. For jeg synes egentlig ikke, det er så sjovt. Det er mest af alt bare helt nødvendigt, at jeg gør det. For overlevelse i hverdagen, for helbredet og for Lilletut.

Sidstnævnte helt sikkert noget af det vigtigste, for når jeg er for træt, så ved jeg bare at min lunte er kortere. Og at det nemmere kan ske, dét som skete i forgårs: Om at RÅBE af sit barn Og det kan jeg ikke lide. Jeg hader at have en kort lunte, jeg hader at blive irriteret over små ting. Og jeg hader at være klodset. For når jeg er træt, er jeg også lige tanden mere klodset og har for svært ved at afstandsbedømme. Irriterende ! Og så er jeg nogen gange så snus-fornuftig, at jeg synes, at jeg skylder Tutti at være udhvilet, frisk og glad; og så går jeg i seng samtidig med hende. Klokken 19.15. Og føler at jeg bare ikke har noget liv.

For – downside – det har jeg heller ikke. Altså et liv for mig selv, når jeg går i seng samtidig med Tutten – sån helt groft sagt og sat på spidsen. Jeg når ikke at stene for mig selv. Jeg når ikke at blogge eller tjekke mails. Jeg når ikke at være MIG; alene. Og jeg kan godt få et helt sug i maven over alle de opgaver og ting, som jeg må udskyde og nogen gange misse. Men jeg ved også med mig selv, at det er et nødvendigt offer.

For – optur – jeg har et større overskud, når jeg vågner næste dag. Med det samme vækkeuret ringer (05.45) kan jeg bare mærke den ekstra energi og det bedre humør. Og dét er nu engang det hele værd. Overskuddet til at få morgnen til at glide uden konflikter, til at komme ud af døren rettidigt, til mine medtrafikanter, til mine patienter og kollegaer og til hele eftermiddagen og aftenen med Tut er bare større og bedre. Og dét er så dejlig en fornemmelse, som ikke kan gøres op i hverken tid eller klokkeslet.

I en normal uge går jeg nok med vilje så tidligt i seng 1 eller 2 gange, og dertil kommer så de gange hvor jeg falder i søvn sammen med hende med alt tøjet på, lys i hele lejligheden og evt tv’et kørende; måske 2-3 gange. Jeg er altid SÅ træt om aftenen. Som i så træt af min krop tit gør helt ondt, og det føles som om jeg har influenza. Så det er en kamp at forblive vågen indtil Tutten sover helt, og jeg kan liste ud af soveværelset. Lilletut sover i min seng – et behov hun har haft det seneste 3/4 år – og det får hun lov til lidt endnu. Hendes samværs/deleordning er lige blevet lavet om, så indtil der kommer ro på og hun genfinder trygheden, pacer jeg ikke på med at få hende ud – heller ikke selvom det er en massiv faktor til, at jeg falder i søvn næsten ved hver putning.

Sjovt nok har jeg aldrig tænkt vores sove arrangement som “samsovning” ! Men det er dét vist – har jeg hørt. Tutten har af flere omgang sovet på sit eget værelse, og jeg har skrevet om det flere gange. Det hele startede da hun som ca 4.5 mdr gammel røg ind på eget værelse – og kom retur i soveværelset da hun fyldte 1 år. Læs bla med HER hvor jeg beskrev det som “Den omvendte udvikling i vores soveværelse”.

Går du tidligt i seng nogen gange om ugen ? Kan du genkende min borende træthed ? Sover I sammen derhjemme hos jer ?