Vi er sammen i hjertet !

At være sammen i hjertet, er en frase jeg har lært Lilletut i sidste uge. Det lille menneske kæmper simpelthen så stærkt med følelser som kærlighed, “svigt”, om at forlade eller blive. Hun elsker og føler så stærkt, at hendes lille krop og lille hovedet vist ikke helt kan følge med.

Selvom hun har været skilsmisse-dele-barn i nu snart 2,5 år, så fylder det stadig en del. Eller det er nok nærmere, at det fylder “på ny”. Hun er blevet ældre nu – stiller flere spørgsmål og tænker endnu mere over tingene, og sætter dem i nye perspektiver. Så det “nye” brud hjemme hos mama, har virkelig bragt en masse frem i lyset. En masse følelser som hun ikke kan få placeret. En masse kærlighed, angst og savn, der er svært at forholde sig til med det nu 4,5 årige hovedet. Hun kræver endnu mere tryghed. Tæthed. Også om natten. Og det får hun selvfølgelig. Helt ligesom hun har fået det hver eneste gang – også selvom det for mig har kostet dyrebart undervejs.

Her i påsken har hun været helt ekstrem… “MOR, skal gøre det”, “Jeg elsker kun min mor”, “Jeg vil kramme og holde dig forevigt mor”, “Jeg elsker dig for evig mor” osv osv… Mine forældre har knapt måttet røre hende, hvis jeg har været der. De har ikke måtte hjælpe med nattøj, putning, læse bog eller andet… JEG VIL KUN HAVE MIN MOR ! Og alt har været “for evigt” – eller med et spørgsmål om det skal vare for evigt.

Jeg rummer det bestemt. Og nyder alle hendes kærtegn. ALDRIG kan jeg få for mange af dem – og aldrig kan jeg give hende nok af mine kærtegn til hende ! Men det gør ondt indvendig også. Lider hun ? Sætter det spor ?

Kan vi som skilsmisse-forældre egentlig overhovedet kaste os ud i et nyt liv uden at det er barnet der risikere mest ? Og love noget – andet end selvfølgelig vores kærlighed – “for evigt” ? Os der ikke engang kunne holde noget et år ?!? Hvilken fortolkning af “for evigt” er det egentlig ?

Og hvis jeg ikke tror på “for evigt” længere ? Kan mit barn så ?! 

“At være sammen i hjertet” var noget jeg fortalte hende om i sidste uge (agtigt), da hun ikke ville hjem til sin mama. Hun var bange for, om jeg så ikke elskede hende længere, når hun var der ?! Hun var bange for at forlade mig. Bange for ikke at komme tilbage. Bange for at jeg ikke var der igen. Bange for at savne mig. Bange for ikke at være sammen med mig !! Jeg fortalte hende, at mens hun var hos mama, så var hende (Tutti) og jeg sammen i hjertet ! Vi elskede hinanden, savnede hinanden og var ALTID sammen i hjertet. Ligesom at når Tutti var hos mig, så var hende og mama også altid sammen i hjertet. De elskede hinanden, savnede hinanden og var altid sammen i hjertet !

Dét hjalp ! Det kunne hun faktisk forholde sig til og bruge ! Dér inde i hjertet, inde i brystet – var hun sammen med dem hun elskede for altid. Og evigt… <3

Og at høre hende fortælle mama om det, når jeg så afleverede hende. Dét var sgu for sødt !

For mig er der egentlig ikke vildt mange jeg bærer med mig i hjertet. Af kærester. Gamle kærester that is. Tutti er jo en sikker og vist én derinde, og veninder vil også være der i en høj grad. Men dem jeg virkelig har til at fylde derinde, fylder sgu også en pæn del. Og vejer lidt tungt – også lidt FOR tungt nogen gange enkelte af dem ! Om de har det på samme måde, som mig ved jeg ikke, men bare det at jeg stadig har dem i mit liv (mere eller mindre – og mere eller mindre påtvunget 😛 ) gør mig glad. Eller dvs det gør mig glad sådan helt overordnet set – nogen gange gør det også det modsatte. Og heldigvis er en af dem, en af mine allerbedste veninder idag – så måske “for evigt” findes alligevel <3