Sandheden om at få børn – part 1378, 1

Shit – gad vide hvor mange kommatal der kan forventes bag ved mit afsnit 1378 the end?? Det er jo ikke simpelt. Det er jo ikke nemt! Hvis man nu bare var en kold og beslutsom skid, der bare kunne smække med døren og sige “Fxck dig, saml’ dine ting op fra gaden, vi ses”. BUM! Jamen så var den skid vel slået?! Men når nu man ikke er det, og når nu man bare er max i vildrede omkring hele situationen, hvad dælen gør man så?? Skriver part 1378,1 åbenbart! Og håber I stadig er her under part 1378, 99999997…

I vinters da vi havde vores kæmpe krise i ægteskabet, var jeg på den ene side fuldstændig klar på ovenstående smækken med døren. Ja, faktisk var jeg så såret, hidsig og gal og ulykkelig at jeg svor at konen aldrig ville få Lilletut at se igen hvis hun bare skred fra os! Jeg ville hellere dø end at vi ikke skulle være os tre sammen som en familie. Og bare skyggen af tanken om at Lilletut kunne få en ny bonusmor, hvis konen fik en ny kæreste, var nok til at jeg kunne kaste indvolde op på stedet! At tage mit barn fra mig, og give til en anden kælling (jaja jeg var sur!) fik mig til at knytte næverne og berede mig på kamp. INGEN skulle tage MIT barn fra mig! Ikke efter freaking 9 måneder i bræk-svimmel- og depressions helvede, no way José!!

Heldigvis gik vi ikke fra hinanden dengang, så mit vanvids-scenarie kom aldrig rigtig tæt på at ske. Mine kollegaer, min søster og mine skønne veninder fra real life og IG/Blog-verdnen hjalp mig så sindssyg meget og bar mig nærmest gennem de næste måneder, hvor fornuften omkring forhold, troskab og Lilletut langsomt trængte ind i knolden på mig. Lige nu ser jeg tilbage på 8 måneder i en form for døs. Jeg har kæmpet, indset ting, indset andre ting og pakket mig selv gradvist ind og væk! Ikke fordi jeg ikke elsker konen, for det gør jeg, men fordi jeg har været så sindssyg såret og bange. Utryg i min tryghed. Usikker i min sikkerhedszone.

Jeg er glad for at ingen af os har svigtet den anden på det groveste denne gang. Jeg er glad for at vi skal forsøge at mærke efter uden svigt, sorg og ulykkelighed som de altoverskyggende, altfortærende og primære følelser. Eller jeg skal forsøge at de ikke kommer snigende igen og minder mig om “dengang”. Vi skal have mærket efter inderst inde, om vi stadig er der. Altså de to skønne -og skøre – damer der faldt for hinanden trods forskelligeheder dengang for 5 år siden i fodboldklubben. Og så skal vi gøre det godt for Lilletut – lidt på bekostning af os selv. Forståes på den måde at hun er vigtigst og at hun skal have sin base derhjemme, så må vi være hjemløse for en tid på skift. Konen der bor hos en veninde, og jeg der må ty til diverse cafeer, veninder og bænke rundt omkring på Østerbro når konen skal være derhjemme med Tut. Som idag hvor jeg efter at have frosset på en bænk ved søerne, gået en tur på posthuset måtte sætte mig på baresso for at få lidt varme og et ly for et par timer. Ikke de bedste betingelser for mig til at tænke i, men sådan måtte det lige blive idag da konen og Lilletut ikke kunne være på legepladsen alligevel.

Ligegyldigt hvordan det ender så er det helt sikkert at Lilletut beholder sin mama. Lilletut elsker sin mama, og savner hende når hun ikke ser hende så tit. Hun elsker at tumle, rode, løbe og lege med hende. De har et helt specielt mama-far-bånd. Et så fint og enestående forhold, der bare ALDRIG skal ødelægges eller brydes. Og hvis ikke det skal være konen og jeg, så ønsker jeg af hele mit hjerte at hun finder en anden M/K, som med tiden kan blive en fantastisk 3/4 forælder for Lilletut. Mangfoldigt. Masser af kærlighed til den dejligste og skønneste Lilletut.