En delt deleordning – #enskilsmisseregnbuefamiliesdagbog (part 37)

Det kommer nok næppe bag på nogen at mama til mit (undskyld; vores) barn og jeg ikke længere bor sammen. Mama har ikke boet hjemme hos Lilletut og jeg siden august (2014), hvor Tutti altså var 1 år og 9 mdr. Vi blev officielt skilt i oktober (lige knapt på vores 2 års bryllupsdag…nåhr ja, sådan kan man jo også fejre det!) og mama fik hendes egen lejlighed her i januar 2015. Indtil da boede hun i nogen mdr sammen med en gammel fælles fodboldveninde på et værelse i hendes lejlighed.

I starten kom mama i “vores” lejlighed og “havde” Lilletut. Vi havde lavet skemaer dag for dag om hvem der gjorde og var hvor, for vi var ikke i lejligheden samtidig. Lilletut beholdt de faste rammer, det var bare os forældre der blev skiftet ud og var der på skift. Det gik indtil især jeg var ved at blive skitzofren af ikke at bo nogen steder egentlig, og især at skulle flakke rundt på må og få hver gang mama havde Lilletut derhjemme. Jeg sad adskillige gange og tudede ude i kulden på en bænk og tænkte at det hele aldrig ville gå!

Det blev lidt bedre da mama fik et sted at være med Lilletut i lejligheden sammen med veninden, men helt optimalt var det ikke, da de ikke kunne blive boende og naboerne klagede over dem. Men for mama og jeg faldt der lidt ro på, da vi nu lidt bedre kunne forholde os til facts; vi skulle ikke bo sammen mere og Lilletut skulle have to hjem.

Vi forsøgte at nærme os en egentlig deleordning, da vores begges boligsituation var nogenlunde blivende. Mama ville have 7-7 (altså en uge hvert sted), men det kunne jeg simpelthen ikke. Jeg synes både at et barn skal have et egentligt hjem (hvor det er mere end det andet sted) og så syntes jeg at hun var for lille til at blive skilt fra mig så længe ad gangen. Vi havde på det tidspunkt aldrig været længere fra hinanden, Lilletut og jeg, end to dages tid engang bedsterne passede hende mens mama og jeg var på tur. Vi blev enige om at starte op med en 9-5 i mit favør.

Senere fik vi så råd af Familierådgivningen på Østerbro til at dele vores 9-5 op, så Lilletut ikke skulle være 9 dage væk fra mama (og/eller 5 dage væk fra mig i træk). En opdelt 9-5 er hos os sådan at Tutti er hos mama 2 dage i den ene uge og 3 dage i den anden (over weekenden). Den fungerer egentlig godt. Tror jeg. Men der er godt nok en del skift. Og det kan jeg ikke helt forlige mig med, kan jeg mærke! Det skriger altid lidt i mig når det er skiftedag, og jeg kan blive helt sorgfuld på Lilletuts vegne. Ikke at Tutti er specielt ked af det – hun sover “bare” så dårligt! Hun kan nærmest ikke give slip og overgive sig til søvnen. Hun vil sove i min seng og allerhelst snakke, tumle og læse hele aftenen og natten. Hun gør simpelthen alt for ikke at falde hen.

Og så er det at jeg bliver bange for at det er fordi hun er utryg over hvem der mon er der når hun vågner?! Nogen gange græder hun efter mama, nogen gange kan hun bare ikke kramme og kysse mig nok. Alle de følelser inde i det lille menneske!

Og så siger jeg alligevel til mig selv, at hun ikke kan huske at mama og jeg nogensinde har boet sammen og altså ikke kan være ulykkelig over det. Men er det rigtigt? Kan et 2.5 årigt barn huske tilbage på da hun var 1.5 år?

Og hvor føler jeg mig ond, når jeg skal aflevere hende igen hos mama om onsdagen efter lige at have hentet hende om mandagen? Hun når på de to nætter ikke en ordentlig putning eller søvn inden hun endnu engang skal skifte hjem for to nætter! Det skurer i mig og ødelægger den ellers så perfekte ide om vores opdelte 9-5 som jo skulle være så god?!

Det gode er helt sikkert at hun ikke skal undvære sin mama i 9 dage i træk (og mig i 5), men at få dobbel op på farveller og skift ved jeg ikke helt om jeg er fan af??! For helvede…jeg synes sgu det er svært at finde det perfekte ved det “uperfekte”?! I morgen skal vi (mama og jeg) endnu engang i Familierådgivningen, så vi kan selvfølgelig snakke det igennem med hende derfra igen, men hvad tænker I egentlig???? Om vores delte deleordning eller om jeres egen deleordning??? Hit me with some details…. 🙂