Er vi egoistiske ? Er jeg ? (Solo-mor #3)

Jeg er ret sikker i min sag. Jeg vil have at Lilletut skal have en (eller to) søskende – hvis jeg kan vælge. Hvis min krop lader mig selvfølgelig, for det ved man jo aldrig. Og jeg er bestemt ydmyg overfor det.

Men skulle jeg være så heldig og priviligeret endnu en gang at kunne sætte et barn i Verden (på den ene, anden eller tredje måde), så vil jeg det. Af to grunde: 1: hun skal have en at dele familielivets glæder og sorger med. At have en søster eller bror på samme måde som jeg har haft min søster. Det betyder bare alt ! Jeg elsker min søster, og alt det vi har haft sammen indtil videre, det kunne jeg ikke være foruden. 2: Lilletut skal ikke stå alene med beslutninger, pasninger og “ansvar” for mig i min alderdom.

Lets face it; sådan er vores samfund endt – og hvis ikke “endt” endnu, så er vi decideret på lige lukt på vej derhen. Desværre. Og derfor er grund nr 2, blevet en af mine kæpheste efter at have arbejdet i det offentlige sygehusvæsen i 10 år. Har man ingen børn til at være med til at tage vare på en, så er man altså ilde stedt. Pasning, pleje og social omgang er de pårørendes opgave et langt stykke hen ad vejen. Og det vil jeg ikke byde Lilletut alene. Hun skal heller ikke stå med diverse valg af alene, hvis jeg på nogen måde kan vælge det. Hun skal ikke vurdere alene om jeg skal på plejehjem, om der skal vælges “ingen genoplivning” eller om stikket skal trækkes.

Set i lyset af de to grunde føler jeg, at jeg ville være egoistisk for ikke at prøve at give hende en søskende, en partner i livet familiemæssigt. Jeg synes ikke, jeg kan være andet bekendt. Så egoistisk kan jeg ikke være !

Og så ved jeg godt, at tingene er sat på spidsen. At de kan fluekneppes. At der altid vil være et “hvis og hvis…”. For sådan er livet jo. Og karma for den sags skyld. Man kan aldrig gardere sig, man kan aldrig vide sig sikker. Livet kan spille en de puds, som det har lyst til. Alt kan ikke forudsiges og planlægges.

Og at der helt sikkert findes folk – også blandt jer kære læsere – der vil være rygende uenige og føle jer provokeret.

Min søster er faktisk – sjovt nok – lige præcis ikke enig med mig. Hun synes nemlig, at jeg er egoistisk ved at få et barn nummer to. Hun kan for såvidt ikke følge (forstå) alle mine tanker omkring et evt “projekt solo-mor”. Hun er faktisk decideret modsat på alle punkter – og synes at jeg skal nyde det jeg har fuld ud. Og ikke vove noget ved at sætte en ekstra faktor ind i ligningen: Lilletut og mor. For hvad nu hvis det ødelægger alt ? Hvad nu hvis jeg intet overskud har til det ? Dét ville være egoistisk, og så egoistisk må jeg ikke være !

Og “egoisme” fylder mange steder i børnespørgsmålet. Det gør det nok i alle de forskellige familiesammensætninger i virkeligheden. Men på en måde kommer det bare mest på spidsen i spørgsmålet om at blive en solo-mor, solo-forælder eller i en regnbuefamilie.

“Man fortryder kun de børn, man ikke får…”

 – og det vel om man er alene, sammen med en af samme køn eller sammen med en af modsatte køn…

Læs de andre indlæg om at være solo-mor her: Part 1 & Part 2…