Offer i eget liv

Jeg kommer lige fra en aftale hos vores parterapeut. Altså alene – så jeg må nok kalde hende noget andet efterhånden. Så bare “terapeut” – eller måske “psykolog” for det er hun jo også. I al fald er det en dame jeg besøgte første gang sammen med min ex-kone, da vi prøvede at samle skårerne fra vores smadrede ægteskab. Hun hjalp os så sindssyg meget, og jeg ville aldrig have undværet alle vores terapi-timer sammen eller dem hver for sig (eller det skulle da lige være betalingen af dem!). I starten var hun DEN KLOGE DAME som hjalp os – jeg skrev om det bla HER – og vi vidste ikke helt om det var et nederlag for os at søge hjælp eller hvad det var. Men som sagt ville jeg aldrig have undværet det eller mødet med hende, som har fået rodet op i tankerne om mig selv, heller ikke selv om at ægteskabet ikke stod til at redde. I parterapi skal man være to – et par – der kæmper for sagerne. Og det var vi ikke! Og det var jo ikke hendes eller terapiens skyld.

Jeg så hende som sagt også selv efter bruddet, men valgte at holde en meget lang pause da det begyndte at gå godt. Eller godt er nok så meget sagt – for at tude hver aften, fortryde alt og lullede sig selv i ulykkelig søvn nede i et kæmpe dybt sort hul, er jo ikke at det går godt! Men jeg havde brug for at mærke efter. Lide, sørge og være mig selv med mine tanker. Jeg troede egentlig at jeg kom videre sådan der, men for et par mdr siden gik det op for mig, at det her stikker dybere. Jo, det er en “sorg” jeg går i gennem, men min måde at håndtere denne “sorg” på er et mønster. Et typisk et af slagsen for mig endda. Og så er det hammer usundt og ulykkeligt!

Jeg føler mig snydt. Jeg føler mig forbigået i eget liv. Jeg føler mig som et offer!

Det er MIG der lider i ex-konens bedrag. Det er mig der er ked af det, der sidder fast og som samler op og hjælper ex-konen til at kunne gøre alt det sjove uden ansvar for Lilletut og mig i øvrigt. Jeg er bagstopperen, der gør at hun kan handle egoistisk (fortsat), mens det hele alligevel hænger sammen. Men jeg gør det ikke af glæde eller fordi jeg ser det som noget positivt for mig. Nej, jeg gør det for hende (ex’en), fordi jeg skal – føler jeg – fordi jeg ikke har noget valg. Jeg bliver ked af det og føler mig som “arbejdshesten” der blot fejer vejen for at HUN kan leve livet og gøre det der gør hende glad! Jeg ofre mig for hende. Og bliver ulykkelig!

At påtage sig en offerrolle er et valg. Et valg man måske er blevet opfostret med. Et valg man måske har fået “ind gennem modermælken”. Et “valg” man er blevet lært at tage hele ens liv.

At være offer er hårdt. Det er ulykkeligt og bestemt ikke livsgivende og forfriskende. Det er at dunke sig selv i hovedet gang på gang. Fremtvinge tårer, fremtvinge depressive tanker – og selvdestruerende adfærd. Det er at underminere hverdagen og livet for sig selv. At ødelægge sociale sammenhænge og forhold. Det gør det svært at leve i et forhold, og faktisk umuligt at leve i et kompliceret forhold. Det gør en bitter og til tider desperat. Desperat for at finde ud af mørket, smerten og desperatheden.

Erkendelse er det første skridt på vejen. Erkendelse af ens “valg” som offer. Jeg har erkendt. Jeg føler mig som et offer. Et offer for ex-konens bedrag, skilsmissen og det manglende liv bagefter. Og det gør mig ulykkelig og tærer mig op.

Min terapeut har lært mig at se tilbage og koble tingene. For helt skræmmende nok så er der en sammenhæng, selvom jeg aldrig har tænkt helt tilbage i min barndom og forsøgt en kobling. Jeg har altid undret mig over mit depressive sind helt fra ung folkeskole-pige af. Undret mig over hvor tit jeg søgte væk, tog mine rulleskøjter på for at rulle ned i skoven og græde alene. Undret mig over hvor tit jeg kastede op pga mavesmerter, der ikke kunne forklares. Undret mig over hvorfor jeg altid var så grænsesøgende og outrer på mange punkter. Undret mig over jeg tit var så ked af det, at jeg var nød til at spise en masse chokolade. Og undret mig over hvorfor jeg havde så ondt indvendigt at jeg var nød til at skære i mig selv!

At være offer i livet efter et ægteskabeligt-svigt og at være offer i sit liv under og efter en skilsmisse, er ikke nødvendigvis “bare” det. Formentlig er det et mønster. Eller det er det hvert fald for mig. Et mønster jeg skulle skriges ind i hovedet før jeg blev bare lidt opmærksom på det. Et mønster og en rollefordeling der langsomt tærer mig op indvendig fra og rådner MIG op.

Men nu må det få en stopper. Jeg gider ikke mere. Man lever kun én gang og den ene gang er sgu for dyrebar at forpasse. Og jeg er jo ikke færdig med at leve mit liv! Jeg må sige fra til folk. Gøre det der gør mig glad. Og ikke bare være bagstopper og gadefejer for at andre kan leve deres liv! Slut prut! At det så kræver blod, sved og tårer – og masser af penge – til terapi, so be it! Jeg vil i gang. I gang med at lyst, lykkeligt og livsgivende liv – for MIG – for min egen skyld. Og jeg glæder mig!